Sider

fredag, august 09, 2013

Saudisk skuffelse over Obamas håndtering af Iran og Syrien: Kongedømmets nye kurs

RÆSON, 8. november 2013, af Poyâ Pâkzâd (Tegn abonnement hos RÆSON: http://raeson.dk/abonnement/)

DEN 80-år gamle alliance mellem Saudi-Arabien og USA skal nok holde,  men en ny uenighed mellem Riyadh og Washington præger flere af kriserne i Mellemøsten. De seneste måneder og uger har saudierne understreget ønsket om at gøre landet ”uafhængigt” af USA – i skuffelse over Washingtons ”uvirksomhed i Syrien” og ”tilnærmelser til Iran”. Saudierne har udpeget flere steder, hvor de mener at USA har vendt dem ryggen. Herunder Bahrain, hvor Saudi-Arabien for to år siden intervenerede for at nedkæmpe demonstrationer mod enevældet – og i den israelsk-palæstinensiske konflikt, hvor saudierne i flere år har presset på for en to-statsløsning.


Saudi-Arabien har opgivet samarbejdet med den amerikanske efterretningstjeneste CIA i Syrien, og har fornylig indgået en milliardkontrakt med Frankrig om modernisering af landets flåde. I nyhedsbureauet Reuters beskriver den saudiske efterretningschef de tiltag som et ”markant kursskifte”. Den tidligere royale rådgiver og insider Nawaf Obaid skriver i tidsskriftet al-Monitor, at saudierne pønser på et doktrinært skift i retning af en mere "aktivistisk udenrigspolitik".
Men skeptikere, som RÆSON har talt med, mener at Riyadhs ambitioner er urealistiske. Washingtons stadigt dybe økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser i Mellemøsten bremser saudiske ambitioner om helt at afkoble sig den amerikanske orden i regionen.
                      Interessekonflikten fik mediernes opmærksomhed, da Saudi-Arabien takkede nej til et sæde i FN Sikkerhedsråd på trods af forventninger om, at Riyadh ville benytte muligheden til at påvirke internationale beslutninger om bl.a. Iran, Syrien og Israel. Specifikt begrundede det saudiske udenrigsministerium sin afvisning med Sikkerhedsrådets manglende evne til at 1) bringe konflikten mellem Israel og palæstinenserne til ophør, 2) gribe ind over for det syriske regimes blodsudgydelser og 3) til at etablere en atomvåbenfri zone i Mellemøsten. På sin vis tog Saudi-Arabiens afvisning udgangspunkt i netop de sager, som man ville have forventet, at Riyadh ville bringe for Rådet på sine egne præmisser.
Afvisningen hænger unægteligt sammen med Riyadhs uoverensstemmelser med Washington, som for øjeblikket handler både om Syrien og om udsigten til et atomforlig med kongedømmets ærkefjende, Iran.
                     
De syriske rebellers nye hoveddonor
I maj 2013 overtog Saudi-Arabien det ”syriske dossier” fra Qatar i forsøgene på at hjælpe den syriske opposition og oprøret til sejr. Men det var giftgasangrebet i Ghouta 21. august og særligt aflysningen af det amerikansk strafangreb kort herefter, som fremprovokerede det styrkede saudiske engagement. Tilbage i maj handlede det nye saudiske engagement om at forbedre repræsentativiteten af den politiske opposition i Syrien ved at udvide koalitionens medlemskreds. Grunden var ikke mindst Saudi-Arabiens historisk dårlige forhold til det Muslimske Broderskab, som fortsat dominerer den syriske oppositionskoalition. Sikkerhedspolitisk er saudierne reelt bekymret for væksten af al-Qaeda i Syrien, som man frygter vil rette deres skyts imod kongedømmet så snart lejligheden byder sig. Derfor er Riyadh gået i gang med at etablere en ”national hær” i Syrien og har bl.a. medvirket til at samle alternative salafistisk-ledede alliancer, såsom ”Army of Islam” (Jaish al-Islam).
                      I modsætning til USA og Europa har saudierne ikke nogen problemer med at støtte islamisterne på slagmarken i Syrien. Landet anser sin egen støtte til disse grupper som en ”modgift til ekstremisterne” (læs: Jabhat al-Nusra og ISIS). Kongedømmets forsøg på at samle oprørsgrupperne følger i fodsporene på USA og Qatars mange lignende forsøg de sidste to år, men adskiller sig navnlig ved, at Riyadh satser på salafisterne - som rent faktisk hører blandt de største og mest effektive grupperinger.

                      Det går dog ikke så godt for Saudi-Arabien med forsøget på at samle både den politiske opposition og det fragmenterede oprør. Syrien-ekspert Yezid Sayigh har lavet en vigtig, overvejende pessimistisk analyse for Carnegie Middle East Center. Der er slet ikke tale om en ”samling” af oprørsgrupperne, skriver han, snarere er det en ”omgruppering” af rækkerne for at imødekomme den nye saudiske finansiering. Oprørsgruppernes flydende omstillingsparathed ”afslører en konkurrence [mellem rebellerne] [...] som varsler en endnu større politisk polarisering og opsplitning” i fremtiden.
                      Men flere af de islamistiske grupper, herunder den største, Ahrar ash-Sham, har allerede meldt sig ud af den nye saudisk-støttede alliance og dannet deres egne separate brigader. Imens har lederen af alliancen, salafisten Zahran Alloush, som selv befinder sig i Saudi-Arabien, fordømt den politiske opposition og oppositionens militærråd (Syrian Military Council). Militærrådet blev i sin tid blev dannet for at ensrette tilstrømningen af udenlandske midler til oprørsgrupperne.
                      Saudi-Arabiens politik i Syrien har også haft en negativ påvirkning på den hidtil udskudte syriske fredskonference i Geneve, og står som sådan i direkte modstrid med Washingtons officielle linje om at opnå en ”politisk løsning” til konflikten via en regional forhandling og et møde mellem parterne.

Uenighederne mellem Riyadh og Washington over Syrien udspringer af det amerikanske linjeskift, som indtrådte efter Obamas aftale med Rusland om at afvæbne Assad-styrets kemiske arsenaler. Så sent som i marts 2013 lød officielle amerikanske linje ifølge udenrigsminister John Kerry’s udsagn på et pressemøde at”Assad must go”. Men i oktober lød svaret – igen ifølge Kerry – noget anderledes: ”with respect to Assad himself and his continuance [...] that’s for the parties to negotiate. That’s not for us to predetermine”. Denne policy-ændring er ikke forbigået Saudi-Arabiens opmærksomhed. Og i kongedømmet betragtes det som noget nær forrædderi.
                      Indtil videre har Washington håndteret striden ved at nedtone uenighederne i offentligheden og fremlægge forsikringer om et stålsat partnerskab.

Ulemperne ved et amerikansk forlig med Iran
Saudi-Arabien har på linje med Israel gode grunde til at frygte et atombevæbnet Iran, og har længe lavet lobbyarbejde i Washington for en kompromisløs linje over for den Islamiske Republik. I 2010 kom det frem via WikiLeaks i 2010, at saudiske Kong Abdullah i 2008 gentagne gange havde tigget amerikanerne om at ”skære hovedet af slangen” i Teheran.
Skønt frygten i Riyadh er reel er truslen stærkt overdrevet. Iran er ikke i nærheden af at eje et atomvåben, og der er heller ikke udsigt til at Washington og Teheran vil normalisere forholdet til hinanden i nær fremtid. Men Saudi-Arabien vil ikke risikere det. 
                      Trods den religiøse indramning af konflikten mellem Saudi-Arabien og Iran, så bunder konflikten så afgjort IKKE i en ”1300-år gammel” åndelig strid mellem sunni- og shiamuslimer – ej heller en verdensomspændende konkurrence om muslimske ”hearts and minds”.
                      Det er en halvt århundrede lang rivalisering mellem to af de største olierige stater i Mellemøsten om magt i den arabiske halvø og Levanten og kontrol over Hormuzstrædet, hvor 20% af den globale olieeksport passerer. Kontrollen med oliens passage og evnen til at kunne skrue op og ned for olieproduktionen er et politisk og økonomisk pressionmiddel. Etniske, kulturelle, ideologiske og religiøse forskelle hjælper ikke på forholdet mellem de to lande, men konfliktens nuværende fase og sekteriske betændelse er reelt en saudisk reaktion på Irans øgede indflydelse som fulgte regimeskiftet i Irak.
                      De to lande, Iran og Saudi-Arabien, fører en regional stedfortræderkrig - en styrkeprøve - på den syriske slagmark. Men Saudi-Arabiens største frygt for et potentielt atomforlig med Teheran handler mere om økonomi end om Syriens fremtid: Hvis sanktionerne mod Iran løftes, vil oliepriserne falde, og det kan påvirke saudisk olieeksport, som udgør 90% af kongedømmets indtægter. Fald i oliepriserne kan betyde drastiske fald i det saudiske betalingsbalanceoverskud. Ifølge en ny rapport fra ratingbureauet Fitch, kan ophævelsen af sanktioner mod Iran frigive op imod 800.000 iranske tønder olie om dagen til det internationale marked og sprøjte massiv likviditet tilbage i den iranske eksportsektor. Dette profittab vil Saudi-Arabien gerne undvære, og Riyadh har derfor en vægtig økonomisk interesse i at forhindre Irans genoptræden som markedskonkurrent i den olierige Golf.
                                                                
Saudi-Arabien henvender sig til Pakistan                       
To nye historier peger på, at Saudi-Arabien søger Pakistans hjælp i både Syrien og Iran.
Riyadhs sikkerhedspolitiske samarbejde med Islamabad går flere årtier tilbage. David Kenner skriver i tidsskriftet Foreign Policy, at saudierne har bedt om pakistansk assistance til træningen af Jaish al-Islam: ”Pakistan's role is so far relatively small, though another source with knowledge of Saudi thinking said that a plan was currently being debated to give Pakistan responsibility for training two rebel brigades, or around 5,000 to 10,000 fighters”.

                      Men en kilde tæt på det saudiske kongedømme fortæller Kenner, at pakistanerne har ”hænderne fulde” og at de ikke vil kunne levere den service, som Saudi-Arabien håber på. Pakistan, som er nabo til Iran i øst, er militært spændt ud i kampen mod sin egne sekteriske problemer i nord, og er stadig bundet kraftigt op på krigen med Taliban. Med de mange sikkerhedspolitiske vanskeligheder, som Pakistan selv står med, for ikke at tænke på de logistiske udfordringer, ligger en pakistansk redning af den saudiske mission i Syrien ikke i kortene.    

                      For BBC skriver den diplomatiske korrepondent Mark Urban i en sensationel artikel – som siden er blevet kopieret i flere internationale medier og snart vil blive opdaget af de danske – at Saudi-Arabien kan anskaffe sig atomvåben ”på bestilling” fra Pakistan. Dette er ikke i sig selv en ny historie – faktisk er det en flere år gammel historie – men Urban mener gennem sine kilder at kunne fastslå, at saudierne nu har nemmere adgang til atombevæbnede pakistanske missilhoveder end man hidtil har troet. Urban spekulerer endvidere på, om Saudi-Arabiens støtte til Egyptens militærstyre giver et signal til Islamabad om, at det saudiske styre er villigt til at tjene som erstatning for både Washingtons militære bistand og Verdensbankens lån – til gengæld for at få plads under en pakistansk atomparaply.
                      Historien er tvivlsom og Pakistan har også afvist den. Den er baseret på gamle rygter og brygger videre på israelske efterretninger, som rekapitulerer velkendte påstande. Trods dette udkommer den på et belejligt tidspunkt for Riyadh – alt imens Washington og Teheran forhandler i Genève. Prognosen om et faretruende atomkapløb mellem Saudi-Arabien og Iran vil efter alt at dømme fortsat stå højt på listen over talking points hos modstanderne af et konkret atomforlig mellem USA og Iran.
I en rapport fastslog Center For New American Foundation i januar dog at det er usandsynligt at Saudi-Arabien – i tilfælde af at Iran skulle få det – selv vil erhverve sig atomvåben fra Pakistan:
                      ”Despite longstanding rumors suggesting the existence of a clandestine Saudi-Pakistani nuclear deal, there are profound security and economic disincentives cutting against Riyadh’s motivation to seek a bomb from Islamabad – as well as considerable, though typically ignored, strategic and economic reasons for Pakistan to avoid an illicit transfer. Pakistan also faces significant, seldom-recognized imperatives to avoid diverting its strategic attention from India by providing a nuclear guarantee to the Kingdom. Furthermore, even if Islamabad proved willing to extend its nuclear umbrella, a potential U.S. nuclear guarantee would likely “out compete” a Pakistani alternative”.

                       
Forholdet overlever
Men det mere end 80 år gamle partnerskab mellem USA og Saudi-Arabien har oplevet hårdere tider op igennem historien såsom olieembargoen i 70erne, krisen i forholdet efter terrorangrebet d. 11. september 2001 og den anden Golfkrig. Forholdet vil efter alt at dømme også overleve dette seneste kapitel i de to landes mange uenigheder. Saudi-Arabien vil fortsat være afhængig af amerikansk beskyttelse og drage fordel af den massive militære amerikanske tilstedeværelse i den Persiske Bugt. Jeg interviewede for lidt over en uge siden Saudi-Arabien-ekspert Toby Craig Jones for RÆSONs søstersite The Question Today. Jones afviser helt at de saudiske signaler vidner om så drastiske ændringer, som landets efterretningschef fortæller medierne: ”My view is that the Saudis are throwing a little bit of a public tantrum but nothing serious or substantive will come from this”.
Amerikanerne spiller en vigtig rolle i saudisk sikkerhedspolitik og er ifølge Jones ”deeply integrated and connected to security networks across the region”, som også kommer andre amerikanske allierede såsom Kuwait, Bahrain og emiraterne til gode. ”It is unlikely that the Saudis could neatly extract themselves from that [arrangement].”
                      Der er også en anden dynamik i forholdet mellem Saudi-Arabien og USA, som gør begge parter gensidigt afhængige af hinanden. Den saudiske geninvestering af amerikanske olieudgifter i den amerikanske våbenindustri er med til at dække underskuddet i den amerikanske betalingsbalance: ”In the second half, or the latter third, of the 20th century, and especially in the 21st century, energy has become deeply connected to global military systems. The U.S. signed a 70bn dollar weapons deal with Saudi Arabia in order to repatriate a return of U.S. global oil expenditure. There are few other places on the planet that are willing or able to reinject that kind of money back into the U.S. economy” (Toby Craig Jones, The Question Today)
                      Ifølge Jones har USA støttet saudiske interesser i Yemen, Bahrain og senest i Egypten i langt højere grad, end saudierne giver USA kredit for. I værste fald mener han, at USA er villige til at leve med et skuffet Saudi-Arabien, hvis det betyder, at man kan opnå en modus vivendi i atomstriden med Iran:  ”It is not in Saudi Arabia’s interests however to act petulantly in the long term. The Saudis have no real political leverage [...] I think the U.S. believes, probably, that the current Saudi tantrum will pass.”
                     
Det er meget muligt, at Saudi-Arabien råber konflikten med USA op af politiske grunde, og at landet har optrappet sin involvering i Syrien på det seneste for netop at maksimere sin relative magt op til en international fredskonference om Syrien i Genéve, hvor Iran også er blevet inviteret. Men det kan ikke afvises helt, at Saudi-Arabien vil gøre alvor af sine ord. I november måned afholder den Arabiske Liga et krisemøde om Syrien, i hvilken den saudiske dagsorden formentlig bliver udfoldet. En opdatering følger!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar