Sider

mandag, august 31, 2015

Den tyndslidte gæstfrihed

Jyllands-Posten, 21. august 2014, af Poyâ Pâkzâd og Peter Christiansen
Borgerkrigen i Syrien går snart ind i sit fjerde år. Spændingen i nabolandene er tæt på bristepunktet under det konstante pres fra flygtningestrømmen. Det udgør en trussel for hele regionen, men er et problem for hele verden.


Med millioner af syriske flygtninge bosat i og uden for flygtningelejrene er gæstfriheden i Syriens nabolande tæt på tyndslidt. Spændingerne nærmer sig bristepunktet og konflikten i Syrien har bredt sig over grænserne og ind i nabolandene. Det udgør en trussel for hele regionen og Europas manglende evne til at tage imod de syriske flygtninge gør problemet værre.

Borgerkrigen i Syrien træder snart ind i sit fjerde år. Mindst 162.000 mennesker er dræbt, og flere end 9,2 millioner ud af landets oprindelige 23 millioner indbyggere er flygtet fra deres huse, butikker, marker og minder. Store dele af landet ligger øde hen, mens nabolandene Libanon og Jordan er ved at segne under presset fra de mange syrere, der har krydset grænsen på flugt fra gadekampe, skudsalver og bombeangreb.

I nabolandet Libanon, som er det land, der indtil videre har modtaget størstedelen af de syriske flygtninge, er hver fjerde indbygger nu en flygtning fra Syrien. Og i ørkenstaten Jordan er flygtningelejren Zaatari nu landets tredjestørste by.

Set i det store perspektiv har krigen i Syrien ført til verdens mest akutte flygtningekrise siden folkemordet i Rwanda i 1990’erne. Og globalt set er der lige nu flere mennesker fordrevet fra land og hjem på grund af forfølgelse, tortur, krig og hungersnød fremkaldt af konflikt end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig.

Det er på tide, at det internationale samfund ser i øjnene, at flygtningekrisen er et globalt ansvar og ikke kun nærområdernes problem.

Mellemfolkeligt Samvirke arbejder i Mellemøsten og har netop afsluttet en større undersøgelse af den belastning, som de syriske flygtninge udgør for lokalsamfundene i Amman, Zarqa og Mafraq i Jordan.

Resultatet lader ingen tvivl om, at situationen har ændret sig til det værre. I begyndelsen af flygtningekrisen registrerede vi mange jordanere og syrere udtrykke positive opfattelser af hinanden.

Der var dengang en folkelig stolthed forbundet med Jordans gæstfrihed over for de flygtede syrere. I dag giver flertallet af jordanerne udtryk for, at det voksende antal flygtninge har skabt økonomisk usikkerhed for dem selv.

De negative opfattelser og jordanernes ængstelighed over syrernes tilstedeværelse i deres land næres flittigt af de lokale mediers sensationsjageri. Toneangivende jordanske politikere blæser problemerne op og gør syrerne til syndebukke for landets økonomiske krise, arbejdsløshed og kriminalitet.

Resultatet er, at gæstfriheden og imødekommenheden over for de syriske flygtninge desværre er på retur: Men det er også reelt, at det jordanske samfund er dårligere stillet og har sværere og sværere ved at huse og brødføde de mange tilflyttere. Jordanerne oplever en forværring af den økonomiske krise, som længe har præget landet. Det betyder stigende priser, pressede lønninger og øget arbejdsløshed på grund af flygtningestrømmen. Overalt er huslejen steget, nogle steder med så meget som 600 pct. på få år.

En af de adspurgte jordanere giver i vores undersøgelse udtryk for den udbredte holdning, at »flygtningene suger landet tør« for velstand. Andre fortæller, at »syrerne snupper alt arbejdet fra ”landets sønner” ved at tolerere en meget lavere løn«.

Set fra den anden side fortæller flygtningene, at de bliver udnyttet som alt for billig arbejdskraft af jordanske arbejdsgivere. Blandt andet fordi syrerne sjældent opnår den arbejdstilladelse i Jordan, som kunne give dem ret til at stille visse minimumskrav. En syrisk kvinde i Mafraq siger: »Min søn arbejder 14 timer om dagen for at bringe 6 dinarer hjem (svarende til ca. 46 kr.). Dét er uretfærdigt!«

Den tyndslidte gæstfrihed og den store økonomiske usikkerhed har fået nogle jordanere til at reagere desperat. De vender vreden mod syrerne og de lokale NGO’er, som hjælper flygtningene. I marts sidste år beslaglagde en gruppe kendt som Hiraq Nashama Mafraq flere end 20 FN-telte og slog dem op på en trafikeret vej i et boligkvarter i byen Mafraq. På teltene skrev de »Vi er Jordans flygtningelejr nr. 1«. De fattige jordanere føler sig med andre ord overrumplet af flygtningene og overset af deres egen regering. Handlingen var et råb om hjælp. Men teltene tilhørte desværre syriske flygtningefamilier, som allerede var blevet fordrevet én gang før fra et tidligere opholdssted i landet.

En meningsmåling foretaget af det jordanske universitet i Amman fra april 2013 viste, at mere end 70 pct. af jordanerne er imod at tage flere flygtninge ind. 80 pct. mener, at alle syriske flygtninge skal flyttes ud af byerne og til særskilte flygtningelejre i ørkenområdet. Holdningen skal ses i lyset af, at størstedelen af syrerne netop har bosat sig uden for lejrene, fordi de har eller havde nære slægtninge og venner i Jordan.

Der er i dag en reel fare for, at den forværrede sikkerhedssituation og anspændte stemning mellem mange af de syriske flygtninge og lokalbefolkningerne kan føre til en permanent lukning af grænseovergangene. Det understreger vigtigheden af, at Jordan får mere hjælp udefra til at håndtere krisen.

Vi står over for en syrisk flygtningebefolkning, som ikke kan rejse hjem i nær fremtid. En hel generation af syriske unge risikerer hverken at få uddannelse eller beskæftigelse.

Det problem vil utvivlsomt hjemsøge regionen i mange år frem. Det er derfor på tide, at omverdenen optrapper den humanitære hjælpeindsats til nærområderne. Flere lande bør åbne døren for syriske flygtninge for på den måde at lette presset på Syriens nabostater og bidrage til stabiliteten i det skrøbelige område.

Ifølge den seneste udgivelse af Global Peace Index har Syrien i dag indtaget pladsen som verdens mindst fredelige nation at opholde sig i. Og der er desværre ikke noget, som tyder på, at situationen inde i landet ændrer sig foreløbig. Både Jordan, Tyrkiet og Libanon, som er de lande, der har taget imod flest syriske flygtninge, forbereder sig på, at flygtningene vil blive ved med at være der i mindst 10 år endnu.

Imens krigen raser, og bomberne ubønhørligt regner ned over byer og nabolag i Syrien, stiger antallet af flygtninge fra landet, og situationen bliver endnu mere desperat og vanskelig at håndtere i nærområderne. Flere end 2.000 mennesker flygter over grænserne dagligt. Ifølge FN’s flygtningehøjkommissariat vil flygtningetallet stige til fire millioner ved udgangen af 2014. Flere af dem har vandret en livsfarlig og flere dage lang tur til fods til de syriske grænseovergange for så i hobetal at stå i kø for at komme ud af det krigshærgede land.

Samtidig vurderer FN, at omkring 6,5 millioner syrere er internt fordrevne, og at flere end 9 millioner er afhængige af akut nødhjælp.

Det er rystende at konstatere, at FN’s Flygtningehøjkommissariat i skrivende stund kun har modtaget en fjerdedel af de penge, man har appelleret til verdenssamfundet om. Den samlede appel lød på 23,5 mia. danske kroner. Det er den største appel, kommissariatet nogensinde har udstedt. Manglen på penge betyder, at hjælpen i nærområderne bliver stadig mere tynd og fordeles mellem stadig flere forarmede og traumatiserede flygtninge. Der er simpelthen ikke nok midler til at brødføde og hjælpe alle.

Kvinder, unge og børn udgør langt de fleste af flygtningene og bærer dermed hovedbyrden af krisen. Foruden en reel fare for at blive voldtaget eller udsat for kønsrelaterede overfald i flygtningelejrene ser vi flere eksempler på flygtede syriske kvinder, som tvinges ud i prostitution for at tjene til dagen og vejen. Mange flygtningefamilier må af nød bortgifte deres mindreårige døtre for penge eller sende deres mindreårige drengebørn ud på tungt arbejde, såsom at bryde kul, for at kunne brødføde sig.

En særlig tragisk og konfliktbevarende konsekvens af de flygtedes elendige forhold i nærområderne er våbensmugling og rekrutteringen af mindreårige drenge til de syriske oprørsmilitser, som flakker fra lejr til lejr ved grænseovergangene. Som den tidligere jordanske informationsminister Abdallah Abu Romman siger, er flygtningekrisen »ved at forvandle sig til en sikkerhedssituation« , med alt hvad det potentielt måtte indebære af forringelser af håndteringen af den humanitære del af krisen.

Den syriske flygtningekrise er ikke kun nærområdernes ansvar længere, hvis det nogensinde var det. Vi må erkende, at nærområderne har ydet en ualmindeligt stor indsats allerede, og at fraværet af en øget global humanitær indsats i nærområderne kan betyde, at hele regionen bryder ud i mangeårig destabilisering og fortsat konflikt.

Det er i Europas og verdens klare interesse, at freden i Mellemøsten sikres, og at de flygtede syrere får behørig assistance.

Det er trods alt dem, som skal medvirke til at genopbygge Syrien, når konflikten en dag erklæres afsluttet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar