Sider

mandag, august 31, 2015

Masser at komme efter (dokumentaranmeldelse)

Atlas Magasin, 19. februar 2013
Anmeldelse/Samfund: Sandheden om opløbet til krigen i Irak er begravet under et bjerg af apologetisk krigsjournalistik og løjerlige nationalistiske griller. Ny dokumentarfilm, med premiere i aften på DR, afdækker forløbet for ti år siden.


Sandheden om opløbet til krigen i Irak er begravet under et bjerg af apologetisk krigsjournalistik og løjerlige nationalistiske griller. Ny dokumentarfilm, med premiere i aften på DR, afdækker forløbet for ti år siden.

Vi nærmer os ti-årsdagen for Danmarks skæbnesvangre beslutning om at gå i angrebskrig. Det var en krig, der blev solgt ved en nøje tilrettelagt markedsføring med basis i løgne, der primært var rettet mod at sikre folkelig opbakning. 'Krigskampagnen' er navnet på den prisbelønnede journalist Boris Bertrams nye dokumentar om optakten til krigen, som DR vil vise i anledning af ti-året. Filmen viser, hvordan vi blev ført bag lyset.

»Det er en kliché«, siger den britiske ambassadør Christopher Meyer, en af filmens mange insider-kilder, »at sandheden er krigens første offer.« Om noget får vi netop at se, at usandheden var en given forudsætning for, at krigen overhovedet kunne søsættes. Vi får blandt andet at se, at også danske politikere ved magten valgte at misinformere Folketinget ved at tilbageholde væsentlige oplysninger såsom fraværet af beviser for masseødelæggelsesvåben, samt ved gentagende at tilvejebringe opdullede efterretninger mod bedre vidende.

Bertrams dokumentar giver den danske krigsbeslutning et hidtil ignoreret og dermed såre relevant internationalt tilsnit. Den hidtige skarpe adskillelse mellem den danske og amerikanske krigsbegrundelse har skygget for det faktum, at Danmark trods sin indflydelse på, i hvilken udstrækning landet selv vil engagere sig internationalt, i bedste fald kun har en marginal indvirkning på den overordnede politiske kurs, vores bidrag støtter op om. Dette understreges i dokumentaren med udgangspunkt i den snilde, hvormed det lykkes den krigsnedtællende amerikanske regering at sikre dansk og britisk opbakning uden om det højt besungne "FN-spor". Vi lærer, at ”FN-sporet” var et middel til, med Ambassadør Meyers ord, at fange Saddam Hussein på det forkerte ben, for dermed at bane vej til krigen og ikke, som proklameret, at udtømme fredelige alternativer.

I en dansk medie-kontekst giver Betrams dokumentar ny indsigt, men det er ikke fordi, der er tale om nye afsløringer. Mange af de anvendte kilder i dokumentaren - tidligere centrale embedsmænd og whistleblowers - er velkendte, og har ved flere tidligere lejligheder delt ud af deres historier. Der er altså tale om pionér-arbejde primært fordi, vi i Danmark har haft en tandløs presse, der har oscilleret i en tilstand af bedragerisk »[b]alance mellem den nådesløse, kritiske journalistik, som vi normalt værner om, og som tjener et demokrati bedst med sin åbenhed og troværdighed, og så troen på, at det nytter at sætte danskere til i et fjernt land...«, som Lisbeth Knudsen, skrev i Berlingske d. 24/7 2010.

Definitionen af pressens rolle som selvdekreteret heppekor gentager Lisbeth Knudsen senest i Berlingske den 16. marts 2013: »tilbageholdenhed med kritik [hviler på et] hensyn til soldaterne og behovet for nationalt sammenhold i den usædvanlige situation«, skriver hun med henvisning til den politiske opposition, der efter krigen led under »samme dilemma« som medierne. De var ofre for regeringens emotionelle afpresning, der blev yderligere indbanket af trusler til orientering om, at DR risikerede privatisering, hvis de trådte over stregen. 10 år senere er det ikke længere et tema, mens Irak ligger øde hen og uden en overskuelig udsigt til at komme sig igen.

Det ubegrundede »hensyn« til danske soldater, der unødvendigt skulle sendes i krig, hvor folk som bekendt dør og lemlæstes, kollapser i sin moralske begrundelse, når det sidestilles med den totale tilsidesættelse af irakernes skæbne. I stedet for en illusionsløs dækning er vores ofres historie udtryk for et uudgrundeligt hulrum; et forhold der fik samme schwung som opremsningen af daglige børsnoteringer. Der var »meget stærke restriktioner på dækningen af tab og ofre«, der åbenbart »alt sammen [var] styret fra et amerikansk militært hovedkvarter i Qatar«, skriver Knudsen i samme indlæg.

Om medierne kunne have stoppet den krigsdeterminerede regering fra at invadere, kan der kun gisnes om. Imidlertid er 'Krigskampagnen' et brud, omend et forsinket brud, på den solidt forankrede tradition for ukritisk journalistik, der har reduceret diskussionen om landets udenrigspolitik til et spørgsmål om forskellige grader af patriotisk bralren og selviscenesat "forsigtighed".

Krigskampagnen viser, hvad man vidste på tærsklen til krigen, og afliver dermed Lisbeth Knudsens affejning af senere kritik, som »bekvemme efterrationaliseringer på et nu mere oplyst grundlag.«
»Hvad er alternativet« til at invadere Irak, spurgte Venstres Jens Rohde i Folketinget mere end ti gange. Det oplagte alternativ - simpelthen at lade være med at gå i krig - er i mange tilfælde et behørigt råd, som vi desværre af mytiske "hensyn til soldaterne" og "nationalt sammenhold" blev systematisk skånet for. Skånet bliver vi dog ikke af Krigskampagnens kilder, der nøgternt belyser forholdet mellem den faktiske viden man sad inde med og den løgn man præsenterede for omverdenen, som i dette tilfælde peger på, at de idealiserede salgstaler tjente den førte, knap så idealistiske politik. Efterretningerne før invasionen var velbelyste. De viste bare det modsatte af, hvad daværende politikere dengang og i en vis udstrækning i dag forsøger at kommunikere. Man ville i krig for enhver pris.

Denne diskrepans, mellem de faktiske efterretninger og krigens emballage, kan kun skyldes en af tre ting: løgn, faglig inkompetence eller alvorlig misinformation. Krigskampagnens kilder giver et indtryk af, at der var tale om "fejl" - en decideret tragedie. Den mest oplagte og i virkeligheden mindst inkriminerende konklusion er, at salgsfremstillingen om sikkerhed, terror og senere demokrati faktisk ikke rangerede højt blandt de krigsførende staters prioriteter – at den negative sikkerhedseffekt, som krigen medførte, og de enorme menneskelige og materielle konsekvenser, var omkostninger, som man accepterede for at kunne varetage andre politiske hensyn.

Dokumentaren viser med skrigende tydelighed, at der er masser 'at komme efter' ti år efter invasionen, selvom det står godt begravet under et bjerg af apologetisk krigsjournalistik og løjerlige nationalistiske griller. Men den er heller ikke helt uden kritik. Den giver en antiseptisk skildring af optakten, og hvad der står og mangler er billederne på krigens menneskelige konsekvenser. Irakerne mangler at blive hørt. Samtidigt foregår dokumentaren på den standardiserede historiefortællings præmisser: hvis Irak havde masseødelæggelsesvåben, så havde vi retten til at angribe.

Et falsk præmis, der igen ihærdigt søges cementeret over for Iraks nabo, Iran.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar