Sider

mandag, august 31, 2015

Optøjer i England: når prekariatet giver igen

Kritisk Debat, 15. august 2011, af Poyâ Pâkzâd og Jan Helbak

For knap 10 år siden udviklede radikale aktivister i Italien en kreativ platform for transnational modstand imod neoliberal globalisering. De udtænkte, det - i aktivistiske sammenhænge - nyttige udtryk, "prekariatet". Et bredskuldret samlebegreb for det, som man i klassiske og mere præcise termer kalder den lavere middelklasse, arbejdsklassen og pjalteproletariatet. Hertil hører også kvinder, indvandrere, unge, og sådan set alle dem, som i samfundets sprækker lider under det private tyrannis "fleksibiliseringer", nedskæringer, ophævelser af reguleringsordninger, usikker beskæftigelse, og i nyere tid, drastiske krisehåndtering. Og ikke mindst subtile og mangeformede grader af vilkårlig formel eller uformel retsløshed.


Prekariatet er også det, som man med et afslørende officielt udtryk - i f.eks. konventionelle meningsmålinger - kalder for "de farlige klasser". Ifølge en undersøgelse fra 2003 - før krisen - foretaget af instituttet IPSOS, mener 59 % i den britiske befolkning at "direktører for store virksomheder bliver betalt for meget for det arbejde, de udfører." En anden undersøgelse fra Bristol University viser, at 48-59 % mener, at "store virksomheder begunstiger ejerne på bekostning af arbejderne".  Hele 61 % i den britiske befolkning anser "det internationale finansielle system", som "den største trussel" mod britisk liv ifølge en meningsmåling foretaget af Chatham House/YouGov i 2010.  Til det kunne føjes den næsten universelt udbredte og kunstigt stimulerede forbrugerisme, de skyhøje gældsætninger og det sindsbedøvende lønslaveri, som på en og samme tid er kapitalismens drivkraft og dens iboende sociale kontrolmekanismer.

Samfundets atomisering i enkeltindivider og underordningen af disses gensidige sociale bånd og forpligtelser under berigelsesmaximet er samfundsprekariatetens urstof og samtidige det livsnødvendige drivmiddel for kapitalismens evige ekspansion og den herskende klasses magtgrundlag.

Men sådanne prekære samfundstilstande holder ikke særligt længe ad gangen. Historien, ikke mindst den britiske, er fyldt med eksempler på en "prekaritet", hvor dem, den går ud over, gør oprør mod fastlåste strukturer og elendighed. Optøjerne i England er netop udtryk for dybtsiddende frustrationer. De synlige og øjeblikkeligt håndgribelige elementer såsom den insitutionaliserede racisme - som konkluderet i undersøgelsen om mordet på den sorte brite Stephen Lawrence - og et stadigt mere militant og hensynsløst politikorps, er blandt de mere direkte årsager bag optøjerne. Den britiske NGO Inquest dokumenterer, at 1.409 er døde i politiets varetægt siden 1990 uden en eneste domsfældelse - heraf en majoritet af unge sorte mænd. Tilføj dertil landets fjerde højeste ungdomsfattigdom og en arbejdsløshed på 8,8 % hvor optøjerne begyndte - i Hackney, Tottenham. Ifølge den administrerende direktør for Institute for Policy Research & Development i London Nafeez Mosaddeq Ahmed ligger arbejdsløsheden i Storbritannien på 2.49 mio., hvoraf, "en ud af fem i aldersgruppen 16-24 år... godt og vel lige under en million unge", hører til i arbejdsløshedskøen.

Som Peter Tudvad skriver i hans klumme "Kiosken" i Kristeligt Dagblad, så er det "de færreste i  regeringen (den britiske), som vil anerkende, at der til grund for plyndringer og ildspåsættelser ligger noget som helst politisk ønske om forandring. Som om udsigtsløs fattigdom ikke var et ret godt motiv til at tage for sig af varerne og hævne sig på de rige!" På trods af denne indlysende trussel anerkendte såvel Nick Clegg som David Cameron i tiden op til valget i 2010, at "de rigtigt svære beslutninger" om at skære ned i all velfærdsydelser, kunne føre til optøjer. At de i dag begge fordømmer optøjerne som  forårsaget af "opportunistiske, gemene bøller", der udøver "ren og skær kriminalitet", kan derfor kun ses som en øvelse i depolitisering. Det er en ynkelig baghåndsindrømmelse om deres eget grundlæggende politiske ansvar for det morads, landet befinder sig i. 

Går man spadestikket dybere, finder man angiveligt mere grundlæggende og indbyrdes forbundne årsager bag optøjerne i selve den moderne samfundsudviklings grundtræk. Som Zygmunt Bauman eksempelvis skriver i Social Europe Journal, er det en moderne udgave af opgøret mellem "haves og have-nots". "Fra vugge til kiste er vi trænet til at behandle butikker som apoteker fyldt med medicin til at helbrede eller i det mindste afbøde alle sygdomme og lidelser", skriver Bauman. "Butikker og shopping antager dermed en sand eskatologisk dimension." Er man ikke i arbejde, ikke underkastet test-og bedømmelsesræset, og forbruger man ikke, til lommerne er tomme, er man, det, der svarer til spedalsk i det moderne samfunds neoliberale retorik og skjulte stigmatisering. Vores værdi bedømmes stort set udelukkende på vores besiddelser, letheden hvormed vi kommer til dem, og med hvilken fart vi erhverver os nogle nye smarte af slagsen.

Når man som ung hele tiden ses ned på, fordi man ikke har råd til at erhverve sig den tilstrækkelige statusdistinktion på markedspladsen, så er man i virkeligheden selvekskluderet og overladt til sig selv. Så opbygger man alternative miljøer og forskellige ukurente modstandsformer og udvikler en dyb afstand til det eksisterende samfund, dets love og regler og ikke mindst værdier. For dem, det handler om, er det omkringliggende samfund fjenden. Og det har altid været et element i de undertryktes og fattiges oprør at ødelægge og skænde samfundselitens synlige værdier og magtsymboler, eller i nærliggende tilfælde det, man som enkeltindivid "indenfor den sociale respektabilitets vakkelvorne mure" møjsommeligt har kæmpet for at opbygge og bevare. Det raseri antager mange former og ulmer med større eller mindre styrke. Men det er der, og kan i perioder med voksende prekaritet, udbredt intolerance og politisk ligegyldighed antændes når som helst. 

Denne parallelverden (eller måske underverden) italesættes dog aldrig, eller sjældent, fordi en sådan diskurs i sig selv ville sætte selve samfundets opbygning, indretning og tilstand under anklage. Eller sagt meget kontant: kapitalismen har udviklet sig til et punkt, hvor den på den ene side øger omfanget af udstødning og på den anden indskrænker samfundets egne integrationspotentialer.

Men selv dem som fungerer indenfor samfundet - dvs.: udenfor den omtalte parallelverden/underverden - lider under det samme systempres. De har bare ressourcerne til at hænge på, eller også tvinger frygten for social deroute dem til at hænge på - næsten koste hvad det vil. Derfor gør de også alt for at lægge afstand til optøjerne og accepterer rask væk de kontrol- og undertrykkelsesforanstaltninger, som myndighederne har vedtaget og vedtager i en lind strøm for at styre det ustyrlige. Senest har 90 procent i en rundspørge accepteret statsministerens godkendelse af brugen af vandkanoner mod optøjerne. Men fornedrelsen, forråelsen og hadet forsvinder jo ikke på grund af oprustningen. Konflikten eller 'dynamikken' er der jo konstant og ulmer, og nye optøjer vil blot antage andre former - og absolut ikke mere charmerende - der gør vandkanoner osv. antikverede.

Der findes meget få fortilfælde i historien, hvor en næsten permanent og ubærlig prekær tilstand er resulteret i ordnede oprør og klart artikulerede politiske opstande. De destruktive opstande, plyndringer og ødelæggelser er blot de første reaktioner. Eller de reaktioner, der kan antænde noget større. Men historiske bevægelser kender ikke til nogen automatik!

For kun to måneder siden marcherede 2.000 unge sorte borgere til Scotland Yard. Ifølge en demonstrant, der blev interviewt af BBC: "Det var fredeligt og roligt, og ved du hvad? Ikke et ord i pressen." Ikke et ord om, at små og større initiativer allerede er undervejs på græsrodsniveau og fra politisk hold. Lokalgrupper fra Hackney og Haringey har arrangeret en demonstration med støtte fra det britiske socialistparti og North London Solidarity Federation under sloganet: "Give Our Kids a Chance".  

Verden over fra MENA til Latinamerika og nu på den vestlige halvkugle ulmer vreden over​​ tilværelsens udsigtsløshed og den voksende sociale ulighed. Som den nyligt afdøde amerikanske spoken-word poet Gill Scott Heron har sunget: "The Revolution Will Not be Televised". Det er op til dem, som nærer solidaritet med de oprørte, men som samtidig afviser planløse plyndringer, ukontrolleret had og vold, at skabe fora, hvor energien på organiseret vis kan kanaliseres og omformes til politisk skabende kraft. Det uniforme svar fra magthaverne er og vil blive fortsat øget magtanvendelse og social vold, for ellers kunne de ikke forblive som magthavere i et samfundssystem, hvor fremmedgjorthed og social ligegyldighed er sat i system for at holde forbruget oppe i gear og den kapitalistiske ekspansion på skinnerne.

Men nøgternt betragtet ændrer det ikke ved, at den slags rå og uhæmmede optøjer, vi lige har været vidne til i flere større engelske storbyer, både er destruktive og politisk ekstremt farlige, fordi de endnu engang øger risikoen for, at dem "indenfor", der også er udsatte, vil støtte magtanvendelsen og vende det blinde øje til den sociale vold, som breder sig som gift i samfundet som helhed. Af samme grund har alle progressive politiske strømninger og den organiserede arbejderbevægelse en forpligtelse til på den ene side at bestræbe sig på at forstå optøjernes indre dynamik og logik og på den anden side nærmest sprænge noget i sig selv for at fremlægge alternativer både politisk, organisatorisk og handlingsmæssigt, der gør op med prekariteten som eksistensvilkår.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar