Sider

mandag, august 31, 2015

Racisme trives, hvis ikke den bekæmpes

MS.dk, 16. juni 2015
I et moderne samfund er det civilsamfundets pligt at tale racismen midt imod, skriver Poya Pakzad som svar på debat om MS' underskriftindsamling mod racisme og hadefulde ytringer.


"Er der mange racister i Danmark?" og "Hvad er det for en racisme, som de vil bekæmpe?", spørger Hans Hauge retorisk i sin Groft Sagt-klumme i Berlingske. Han reagerer på Mellemfolkeligt Samvirkes helsidesannonce i avisen Politiken, som gik med ordlyden: Racisme og hadefulde ytringer - ikke i vores navn

MS-annoncen var en specifik reaktion på, at den hollandske politiker Geert Wilders og medlemmer af det græske fascistparti Gyldent Daggry var inviteret til at tale på Folkemødet i Allinge. Vi lavede et åbent brev og en underskriftsindsamling, som samlede over 6000 underskrifter. Vi opponerede ikke imod disse personers ret til at tale til Folkemødet, men fastholdt det nødvendige i talstærkt og fredeligt at udtrykke vores uenighed i deres rabiate synspunkter.

Wilders har, foruden en voksende række af inflammatoriske udtalelser om islam og muslimer, blandt andet foreslået, at koranen skal forbydes, at muslimer i millioner skal masse-deporteres, at islamiske traditioner såsom hovedtørklædet skal særbeskattes, m.m. Og fascistpartiet Gyldent Daggrys medlemmer har stået bag organiseret vold mod indvandrere, migranter og politiske modstandere i Grækenland. Det burde altså være fuldstændigt oplagt at tage afstand fra disse skikkelser i et moderne demokratisk samfund, hvor der værnes om fællesskabet og aktivt arbejdes for integration, dialog og medborgerskab.

Mellemfolkeligt Samvirke, som siden 2. verdenskrig har arbejdet for fred og forståelse mellem mennesker, udtalte i en pressemeddelelse, som ledsagede annoncen, at "alle os der hylder Folkemødets fejring af medborgerskab, demokrati og fællesskab skal tage skarpt afstand fra de hadefulde fjendebilleder og ekstreme synspunkter, som Geert Wilders og Gyldent Daggry står for… Et angreb på minoriteter er et angreb på os alle."

Vi går ind for ytringsfrihed, men insisterer på den etiske pligt til, at man også forholder sig kritisk til det, som bliver ytret. Blot at ignorere intolerancen i et håb om, at den forsvinder, er udtryk for privilegeret hensynsløshed over for de mennesker, som lægges for had.

"Er der mange racister i Danmark?"
Hauge savner svar på spørgsmålet om, hvor mange racister, der findes i Danmark, men det er ret beset umuligt at få et entydigt tal på. Det er heller ikke det mest interessante.

Et problem er, at mange inklusive Hauge har en forældet definition af racismen. I bagklogskabens lys er det nemt at udpege, hvem der var og ikke var racister, fordi der i de forrige århundreders racetænkning herskede en pseudo-videnskabelig racelære.

"Hvorfor taler vi i dag om racisme, når racerne er forsvundet," spørger Hauge, og understreger dermed, at han tænker specielt på den biologiske og antropologiske racisme, der inddelte verdens befolkning i racer, og som lagde vægt på især kropslige træk såsom størrelsen på kranier, hud- og hårfarve.

Den uheldige konsekvens af en sådan definition er, at det leder til antagelsen om, at vi nu lever i et post-racistisk samfund, hvor forekomsten af racisme kun kan være en gammeldags afvigelse.   

Det forældede syn på, hvad racisme er for en størrelse i den moderne verden, leder til tanken om, at muslimer ikke er en race, hvorfor racisme ikke kan vendes mod muslimer. Hauge skriver f.eks. i sit indlæg, at "MS opfatter således muslimer som en race, man kan være imod."

"Hvad er det for en racisme, som de vil bekæmpe?"
I dag ved vi, at racisme ikke nødvendigvis er biologisk betinget. Der kan og bliver diskrimineret ud fra andre sociale kategorier og karakteristika, såsom beklædning, traditioner, religiøst tilhørsforhold og meget andet. Ja, faktisk er det muligt at diskriminere ud fra et hvilken som helst fikseringspunkt, det være sig et hovedtørklæde, et arabisk-klingende navn eller en jødestjerne på skjorten. Det er stadig racisme, men blot iført nye klæder.

Det er muligvis på den baggrund, at 1 ud af 5 med mellemøstligt klingende navne diskrimineres imod på boligmarkedet ifølge Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder. En undersøgelse fra Ankestyrelsen har vist, at boligsøgende med et mellemøstligt klingende navn skal søge om 27 pct. flere boliger for at få lov til at se eller tilbydes boligen, end ansøgere med danske navne:

"Endvidere viser resultaterne, at den højere procent af afslag hos ansøgerne med mellemøstligt klingende navne kan begrundes i lavere forventninger til disse mennesker. Udlejere forventer altså generelt set, at disse ansøgere passer dårligere på boligen og har dårligere betalingsevner, end ansøgere med danske navne."

Et særligt grelt eksempel på dette fandt sted i Odense for nyligt, da universitetsstuderende Hussein Hamad fik et brev af sin boligudlejer, hvor der stod, at udlejeren ikke ønskede at have ’muslimer’ og ’sorte negere’ i sin bygning.

Sådanne "lavere forventninger" ser vi for tiden også eksempler på bl.a. i den antisemitisme, som forveksler de herboende danske jøder med Israels handlinger over for palæstinenserne, eller den reelle og irreelle anti-muslimske frygt, hvor muslimer bliver taget til indtægt for reaktionære islamisters ugerninger.

De lavere forventningers racisme bliver også grønlændere til del, viste en undersøgelse af danskernes holdninger foretaget af YouGov i 2012, hvor mere end 40 procent tænker på "druk, misbrug og sociale problemer," når tankerne går til grønlænderne.

Fordomme og ensidigt negative stereotyper rammer sagesløse borgere og øger risikoen for diskrimination af individer, ikke blot på job- og boligmarkedet, men også i samfundet, såsom dengang Alisiv Ceran blev centrum for en menneskejagt, da han var på vej til eksamen i "krigen mod terror", da en medpassager i S-toget fandt ham mistænkelig. Eller da 22-årige Badri Mohamoud og hans kammeraters skoletegninger af tændstiksmænd i forskellige situationer udløste en terrormistanke og en anmeldelse til politiet.

Samme er tilfældet, når meningsmålinger viser, at færre end tidligere ville acceptere en muslimsk svigersøn eller -datter.  Lektor ved Aarhus Universitet Jens Peter Frølund Thomsen udtalte i forbindelse med meningsmålingen, at ”Danskerne er åbenbart blevet mere muslimforskrækkede. Vi ved også fra andre undersøgelser, at folk er mere afvisende over for muslimer end over for andre minoritetsgrupper som homoseksuelle, grønlændere og rockere.” Og Rashmi Singla, lektor ved Roskilde Universitet, som forsker i blandede ægteskaber, udtalte, at ”Der er nogle stereotyper og myter om, at der er en risiko for, at udenlandske fædre tager børnene og rejser til hjemlandet.”

Derfor er spørgsmålet heller ikke hvor mange racister, der findes, men om der i første omgang findes racisme. Sidstnævnte er slet ikke et tvivlsspørgsmål, for selvfølgelig findes der racisme her til lands, ligesom der findes racisme alle mulige andre steder. FN’s Racediskriminationskomité offentliggjorde f.eks. i maj en rapport, som hævdede, at diskrimination og fremmedhad i stigende grad finder sted i Danmark. I rapporten opfordres Danmark bl.a. til at øge indsatsen mod hadforbrydelser og strukturel diskrimination mod mennesker med ikke-vestlig oprindelse på job- og boligmarkedet.

For at nævne et eksempel, så tænk på dengang for ganske nyligt, hvor en medarbejder ved en lagervirksomhed blev udsat for grov racisme, eller såkaldt ”neger-chikane”, af sin chef. Eller de stadigt flere anekdoter og anmeldelser fra muslimske piger om overfald og tilsvining, blot fordi de bærer et tørklæde.

MS mener, at et moderne samfund har en etisk pligt til at tale denne racisme midt imod, samt at bekæmpe den med konkrete tiltag. Det var det vi gjorde, da vi udstedte vores underskriftsindsamling og publicerede vores helsidesannonce, for det er ikke kun de offentlige myndigheders opgave at bekæmpe racisme, hadefulde ytringer og racediskrimination. Hvis vi skal have en udstrakt ytringsfrihed er det i allerhøjeste grad civilsamfundets rolle at tage kampen mod racisme og hadefulde ytringer op i offentligheden.

(Tak til Morten Stinus Kristensen, som i august påbegynder PhD-studier i racisme ved University of Illinois, for hjælp til research til dette blogindlæg.) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar