Sider

mandag, august 31, 2015

Sikkerhedsproduktion

Atlas Magasin, 17. februar 2011, af Poyâ Pâkzâd og Uffe Kaels Auring
Analyse: Der ligger ædle hensigter bag Danmarks sikkerhedspolitik. Sådan går den uforanderlige salgstale under omskiftelige overskrifter. Der er imidlertid en markant kløft mellem Danmarks selvfremstilling og den førte politik, der er underlagt en dominanspolitisk kurs, som gør verden og Danmark mere usikker.

Nyere dansk udenrigspolitik bærer i den dominerende, statsautoriserede udlægning overskriften »international aktivisme«. Hermed vil man betone, at Danmark er villig til at yde risikofyldte militære bidrag for at skabe og bevare fred, forebygge konflikter og kæmpe for vores værdier. I den akademiske litteratur opsummeres vores internationale rolle ofte med konstateringen af, at Danmark er hvad man kalder sikkerhedsproducent.

Det burde imidlertid stå klart, at Danmark nok har indflydelse på, i hvilken udstrækning landet vil engagere sig internationalt, men i bedste fald en marginal indvirkning på den overordnede politiske kurs, vores bidrag støtter op om.

En vurdering af, hvorvidt selvkarakteristikken som international sikkerhedsproducent holder, kræver derfor en nøjere undersøgelse af, hvilke internationale strømninger og traditioner Danmark agerer inden for.

Efter den kolde krig

Det er en almindelig opfattelse, at jerntæppets fald afsluttede en epoke og affødte en ny. Ofte underforstås det, at vi ikke kun trådte ind i en radikalt forandret verden, men at vi også selv, i vores politiske orientering, er undergået en radikal forandring eller nu omsider har kunnet udfolde dyder, som førhen var fastlåst i den kolde krigs reelle eller irreelle trusselsbilleder.

Den kolde krig leverede bekvemme påskud for dens hovedkombattanter i kampen for at sikre adgang til den tredje verdens ressourcer. Forsøg på at unddrage sig den amerikanske sfære blev gennemgående konstrueret som kommunistisk ekspansion. I efterkrigstiden har USA således set sig nødsaget til at sælge sine interventioner i den tredje verden »på en sådan måde,« har politologen Samuel Huntington udtalt, »at det skaber et fejlagtigt indtryk af, at det er Sovjetunionen, vi bekæmper.«

Med Sovjetunionens sammenbrud forsvandt en af barriererne for brugen af militær magt (udsigten til gengældelse fra Sovjetunionen) og den traditionelle begrundelse for at gøre det (kommunismens udbredelse). Nye begrundelser, sikkerhedsbehov og doktriner var påkrævede og tog hurtigt form. Den førte politik efter Sovjetunionens sammenbrud kan fortælle os, hvilken form disse antog.

Måneden efter murens fald blev Panama invaderet af 27.000 amerikanske tropper. Den panamanske præsident og tidligere allierede CIA-protegéen Manuel Noriega insisterede på national kontrol over Panama-kanalen, hvorfra USA havde udøvet regional kontrol i de foregående årtiers kolde krig.
En ny National Sikkerhedsstrategi blev udfærdiget året efter i 1990, hvori USA påtager sig en uvant byrde, nemlig »ansvaret for at lede og forsvare verdens frie nationer«. I en verden, »hvor den militære kløft mellem os og de regionale stater« er indsnævret grundet »den voksende teknologiske opgradering i den tredje verden«, vil fremtiden »stille store krav til vores styrker,« hvorfor det er nødvendigt at opretholde og udbygge det militære apparat. NATO’s strategiske koncept fra 1999 skulle siden hen give denne vision en multilateral profil og et globalt udsyn.

Den nye doktrin blev demonstreret efter Iraks invasion af Kuwait i 1991. Saddam Hussein overgik fra allieret til hovedfjende i regionen i løbet af ganske kort tid. For Washington var Iraks invasion af Kuwait en overraskelse fra en uberegnelig diktator-ven, men det kom ikke som et lyn fra en blå himmel. Det var en fodnote i Husseins oparbejdede synderegister under vestlig støtte. I juli 1990 havde Hussein endog fået grønt lys til at »korrigere grænserne« af den amerikanske ambassadør April Glaspie, som samtidig forsikrede, at Washington så striden som en intern arabisk affære. Men på trods af en overvældende arabisk fordømmelse af invasionen og et udtalt ønske om at løse stridighederne inden for ”familiens rammer”, greb Washington muligheden for at efterfølge egen uafbrudte interesse i kontrollen over Golfens olieforekomster.

Det nye motiv for en amerikansk ordensmagt i kølvandet på murens fald var nu grundlagt, da Somalias krigsherre, general Aidid, fik turen året efter i en såkaldt fredsmission. Ligesom de foregående angreb kostede det karakteristisk et par tusinde liv, før gravpladsens fred blev etableret – om end forværringen af forholdene blev tilskrevet somaliernes uvilje mod hjælp til selvhjælp.
Denne af navn humanitære interventionsdoktrin lever primært videre under betegnelsen »Responsibility to Protect«, der af mange af sine fortalere benyttes til at udgrænse ideen om staters suverænitet. For de magtfulde stater lider suverænitetsprincippet af den brist, at det gælder alle. Ofres princippet af påståede menneskerettighedshensyn, vil suverænitet derimod alene være et privilegium for de stater, der råder over de fleste og bedste voldsmidler. Eller, som Danmark, har de stærkeste og voldeligste venner.

Samme bevågenhed er ikke blevet en anden af Clinton-æraens doktriner til del, skønt den dominanspolitiske doktrin, hvormed USA tilkender sig selv retten til at bruge »unilateral militær magt« for at sikre »uhindret adgang til de vigtigste markeder, energiforsyning og strategiske ressourcer«, er mindst lige så storslået, om end muligvis sværere at elske. Hvorledes disse hensyn varetages i praksis, ser man for tiden eksempler på i den eskalerende krig i Afghanistan og omegn, hvor man også fra officiel side nu og da peger på mere håndgribelige interesser af særligt energipolitisk karakter. Dog lever de rå magtinteresser en relativt tilbagetrukken tilværelse i den offentlige diskussion, og trods sin solide forankring i traditionen for håndtering af internationale relationer vil »Responsibility to Protect Power« næppe finde vej til det batteri af slagord, hvormed denne tradition søges videreført.

Danmark underlægges Washington

Danmarks bidrag til denne kurs indtrådte for alvor i 1999-krigen mod Serbien, der går under mærkaterne »humanitær intervention« og »fredsskabende mission«. Disse prædikater er i bedste fald misvisende. Det var ikke blot forventeligt, men også forudsagt af NATO selv, at krigen ville få katastrofale konsekvenser, bl.a. i kraft af de serbiske styrkers voldsomme gengældelsestogter over for kosovoalbanerne, som den militære øverstkommanderende Wesley Clark fandt »fuldstændigt forudsigelige«. Krigen udløste en humanitær katastrofe og en omfattende etnisk udrensningskampagne. Omkring 1,4 mio. mennesker blev fordrevet, primært kosovoalbanere, som en direkte eller indirekte konsekvens af bombetogterne, der af det humanitære politiske lederskab, som havde ordineret volden, ikke var »designet som et middel til at stoppe etnisk udrensning« (igen ifølge Clark). De forbrydelser, Milosevic blev anklaget for ved den til lejligheden konstruerede straffedomstol, havde med en enkelt undtagelse alle fundet sted, efter NATO havde påbegyndt sine bombninger.

Efter bombningen beskrev historikeren Michael MccGwire NATO som »dommer, jury og bøddel«. At NATO var nødsaget til at legemliggøre disse tre magtfunktioner for at kunne mønstre en tilstrækkelig kraftfuld respons på krisen, skal ses i lyset af, at alliancen ikke blot stod over for et afgrænset eksternt problem. Man stod over for den ultimative trussel: alliancens manglende eksistensberettigelse. Denne trussel blev af NATO-statsledere og -repræsentanter tematiseret som udfordringen mod NATO’s »troværdighed«. Med andre ord måtte man over for verden og sig selv både demonstrere, at man besad evnen til at gennemtvinge erklærede målsætninger med militære midler, og – som dommer – redefinere legitimationsgrundlaget herfor.

Krigen mod Serbien lader sig bedst forstå som en bredspektret dominanspolitik. Dominanspolitikken var rettet mod Serbien og – qua magtdemonstration – andre potentielt trodsige stater; mod Europa, hvor krigen fik lagt en dæmper på siden hen skrinlagte initiativer hen imod en større grad af uafhængighed af USA; og mod resten af verden, idet krigen var en central del af NATO’s omstilling til rollen som den selvbestaltede globale ordenshåndhæver, vi kender i dag. For så vidt deltog Danmark i en dominanspolitik, som bl.a. var rettet mod Danmark selv.

Vejen til Irak og »krigen mod terror«

Den vigtigste langsigtede konsekvens af Kosovo-interventionen var måske, at international lov blev undermineret som den afgørende kilde til (il)legitimitet ved interventioner. Krigen gav anledning til ideen »ulovlig, men legitim«, hvilket var en hovedkonklusion i Richard Goldstones undersøgelse af krigen samt synspunktet hos Wesley Clark – der omvendt mente, at Irak-krigen var lovlig, men illegitim. I den danske debat har Irak-krigens fortalere ofte afvæbnet oppositionens kritik af krigens manglende »FN-forankring« med følgende udmærkede pointe: »I gjorde det jo selv i Kosovo«. I Kosovo ligger en del af grundlaget for Danmarks senere brud på de mest fundamentale FN-principper og – nært forbundet hermed – Danmarks villighed til at indrette sit militær som et redskab for NATO.

Denne udenrigspolitik bliver senere behandlet som en sikkerhedspolitisk rolle i »krigen mod terror« og et værdipolitisk forhold til USA. Irak-krigen blev imidlertid gennemført i bevidstheden om, at den ville skabe terror rettet mod os og vores allierede. Generelt forudsagde efterretningstjenester og sikkerhedsanalytikere, at invasionen af Irak ville afføde den type terrorisme, hvis hovedmotivation netop er amerikansk militær tilstedeværelse i arabiske lande.

Det var ifølge en fremtrædende terrorbekæmpelsesforsker »ikke uventet«, at Al Qaedas »rekruttering er steget til vejrs [...] der er en stigning af radikal fundamentalisme verden over.« USA’s nationale efterretningsråd forudsagde inden krigen, at »en Amerikansk-ledet invasion af Irak ville forøge støtten til politisk islam og resultere i et dybt splittet irakisk samfund, der er tilbøjelig til voldelig intern konflikt«. Ligeledes konkluderede en FN-rapport, at Al Qaeda-rekruttering tog til som følge af forberedelsen af invasionen af Irak.

Efter invasionen har en engelsk undersøgelseskomite konkluderet, at krigen har øget terrortruslen mod England. De amerikanske efterretningsvurderinger er nået til samme resultat: »Konflikten i Irak blevet en cause celebre for jihadister; det avler en dyb vrede over det amerikanske engagement i den muslimske verden og opdyrker støtten til den globale jihadist-bevægelse«.

Irak-krigen indskriver sig dermed i et velkendt mønster, som også det amerikanske forsvarsministerium har registreret: »Historiske data viser en stærk korrelation mellem amerikansk engagement i internationale situationer og en stigning i terrorangreb mod USA«. Herhjemme har den danske efterretningstjeneste skønnet, at Danmarks deltagelse i Irak, som hævdes at udgøre en »magnet« for terrornetværk, også har skabt en øget risiko for terrorangreb mod Danmark.
Bagmændene bag planlagte, mislykkede eller fuldførte terroraktioner i Vesten peger gennemgående på vestlig vold som en central, dennesidig inspirationskilde bag deres bedrifter.

I fraværet af argumenter for, at Danmark ved sin deltagelse i Irak-krigen på anden måde har bidraget (eller kunne forventes at bidrage) til sin egen eller allieredes sikkerhed i et omfang, der overstiger det tab i sikkerhed, Irak-krigen medførte, må det foreløbigt konkluderes, at beslutningen om at deltage i Irak-krigen kun bør karakteriseres som sikkerhedspolitisk, for så vidt som krigen bidrog til at gøre os og vores allierede mere usikre. Heraf følger naturligt fornyede krav om at skabe mere sikkerhed – med de velkendte usikkerhedsproducerende voldsmidler.

Hvorfor blev Irak-krigen da del af dansk sikkerhedspolitik? Da det synes usandsynligt, at man i regeringen har været fagligt inkompetente eller alvorligt misinformeret omkring terrorisme og dens kilder, er den mest oplagte og i virkeligheden mindst inkriminerende tolkning, at sikkerhed og terror ikke har rangeret højt blandt statens prioriteter – at den negative sikkerhedseffekt er en omkostning, man har accepteret for at kunne varetage vigtigere hensyn. På dette punkt kunne man pege på det forhold, at selv allierede småstater ikke er undtaget fra de mere handlekraftige staters dominanspolitiske doktriner, som de inden for NATO-arkitekturen på en gang handler i forlængelse af og er genstand for.

Fra Afghanistan til Afrika?

Tiltagende dystre prognoser for vores muligheder for at »vinde Afghanistan-krigen«, som hjemlige og internationale eksperter præsenterer os for, hviler gennemgående på den tvivlsomme opfattelse, at krigen primært handler om Afghanistan. Sigtet er imidlertid langt bredere.

Den nuværende amerikanske ambassadør i Afghanistan, Karl Eikenberry, fremhævede i 2007 over for den amerikanske kongres det store potentiale, Afghanistan-krigen udgør for NATO. Ud over at »det er i USA’s nationale interesse at vinde og bevare en partner og en ven, vi kan stole på, i denne afgørende region i verden«, pegede han på, at »den mest ambitiøse operation« i NATO’s historie kunne »make the Alliance«.

Ifølge Eikenberry er Afghanistan-missionen »et middel til at fortsætte alliancens transformation« og »markerer begyndelsen på en vedvarende NATO-indsats på en revision af alliancens operationelle praksis«. Konkret foreslog han over for kongressen, at NATO kunne bruge Afghanistan-krigen til at presse medlemslande til at foretage »militær modernisering«, en proces, der for mange allieredes vedkommende kræver massive amerikanske våbenleverancer.

Når de igangværende operationer i Afghanistan-Pakistan en dag erklæres for afsluttet, vil det institutionelle, økonomiske, militære og politiske kompleks af distributionsnetværk, militærbaser, NATO-bevogtede naturgasrørledninger og oprustede NATO-partnerskabsstater, som er blevet opbygget i periferien af Iran, Rusland og Kina i løbet af Afghanistan-krigen, stå som håndfaste vidnesbyrd om, at NATO – hvordan det så ellers går for Afghanistan til den tid – har sejret. Afghanistan-krigen er motor for den rivende integrationsproces, der finder sted i Afghanistans omegn, formidlet og kontrolleret af Washington og NATO og uden om visse stormagter (Rusland og Kina) og ”slyngelstater” (Iran). Hillary Clintons udsagn om, at »USA ikke anerkender indflydelsessfærer«, var ikke møntet på USA og dets allierede. Fundamentet for militært betinget dominans er ved at være på plads i denne region af verden. Det samme er fundamentet for fremtidige stormagtskonflikter.

I lyset af NATO’s succesfulde indtrængen i Asien vendes blikket nu mod Afrika, hvor beredskabet til større interventioner er under opbygning. Med 2009-forsvarsforliget, hvori alle partier fra SF til DF erklærer, at NATO er »grundlaget for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik«, videreføres transformationen af det danske militær til en permanent international interventionsstyrke, der skal kunne indsættes globalt, bl.a. i »klimatisk og terrænmæssigt krævende områder, som f.eks. ørken- og bjergområder«. Det er kun naturligt, at vores udenrigsminister efter NATO-topmødet i Lissabon taler om at sende danske tropper til et endnu ikke angivet afrikansk land, »med eller uden FN’s mandat«.

Vejen til et opbrud

Vi befinder os på nuværende tidspunkt i en historisk undtagelsestilstand sædvanligvis kaldet den »unipolære periode«, idet der siden Sovjetunionens fald kun har hersket en supermagt. Der florerer sejlivede rygter om, at USA’s magt er ved at erodere som følge af den globale magtspredning.
Hvorvidt der bliver tale om systemomstyrtende magtforskydninger, kan diskuteres; at man taler om det, som en faretruende udsigt, er unægteligt. Ligeledes er det også givet, at de bange anelser, man nærer for en fremtid uden vores ordensskabende supermagt, benyttes til at fremme uafbrudte magtinteresser.

Men Vestens krige har resulteret i global modstand, såsom den massive folkelige mobilisering på tærsklen til krigen mod Irak. Foruden at skabe yderligere tilfælde af blowback, som historisk har været en trofast følgesvend til militært betinget dominans og konflikthåndtering, har den dominansorienterede politik været med til at forme en »global politisk opvågning« ifølge den tidligere amerikanske sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski. Fra et sådan perspektiv markerer den ellers frygtede overgang mod multipolaritet et progressivt skridt.

I et magtperspektiv er det en dyd at se stort på faktorer uden iøjnefaldende militær slagkraft eller økonomisk formåen, faktorer, der måske alligevel har – og i højere grad kunne have – betydelig indflydelse på udformningen af politik. Det internationale civilsamfund er en sådan faktor – og man kunne tale om den »anden supermagt« i håbet om, at engagementet en dag blot tilnærmelsesvis ville matche statsmagtens.

Men civilt engagement er en faktor, og historien byder igen og igen på eksempler på progressive landvindinger, der bliver opnået igennem kampe nedefra. Murens fald var et sådan resultat. Det samme er de aktuelle protestbevægelser i Nordafrika og Mellemøsten.

I fraværet af en fundamental nyorientering af den vestlige – og herunder danske – sikkerhedspolitik, er der på sin vis god grund til at gå fremtiden i møde med bange anelser. Især kan man frygte, at de grundlæggende forandringer i verdensordenen, som vores ledere finder så urovækkende og søger at sikre os imod, ikke vil blive realiseret.

Eller kun vil være det, der blev tilbage, når en ny og kraftigere bølge af krig, ødelæggelse og terror engang har lagt sig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar