Sider

mandag, september 28, 2015

Vore handlemuligheder i Syrien: Farlig flirten med krig



(Følgende indlæg er skrevet til denne blog i min private egenskab, og er alene udtryk for mine personlige syn på tingene. *Se opdatering og svar på en kritisk henvendelse fra Facebook i bunden)

 


‘The commonest error in politics is sticking to the carcass of dead policies.’ - Lord Salisbury

I lyset af flygtningekrisen diskuteres det igen, hvorvidt vi skal intervenere i Syrien for at vælte Assad og/eller bekæmpe ISIS [1], enten i den nævnte eller i omvendte rækkefølge.[2]
 
Tre begreber bliver brugt i flæng for at beskrive vore muligheder for at udøve konflikthåndtering i Syrien foruden sideløbende drøftelser om at opdyrke et politisk-diplomatisk spor. De tre begreber hedder: 1.Flyveforbudszone; 2.Sikre zoner (’Safe Zones’); og 3.Humanitære korridorer.

Karakteristisk og fælles for alle disse midler er, at de på trods af deres ”humanitære” indpakning er militært betingede værktøjer, når de tages i anvendelse i krigssituationer. I det nedenstående gennemgår jeg kritisk de tre handlemuligheder: 


No Fly-Zone
En ’flyveforbudszone’ findes i forskellige varianter. I september meddelte politiet for eksempel, at man havde gennemført en flyveforbudszone over E47 for at skåne de vandrende flygtninge fra at blive forskrækket af flyvetøjerne.

Men i krigstid håndhæves flyveforbudszoner med angreb på lufthavne, antiluftskyts, forsvarsanlæg og militærflyvetøjer, såsom bombefly og helikoptere. Kort sagt ville det i Syrien gå ud på at tilintetgøre det syriske luftvåben. USAs militære ledelse har vurderet, at det ville kræve indtil 70.000 tropper at gennemføre en ’flyveforbudszone’ i Syrien:

‘Gen. Martin E. Dempsey, the chairman of the Joint Chiefs of Staff, gave a slide-show presentation in the Situation Room in early 2012 that helped take any military option off the table. Imposing a no-fly zone, he said, would require as many as 70,000 American servicemen to dismantle Syria’s sophisticated antiaircraft system and then impose a 24-hour watch over the country.(min fremhævning)[3]  

USA har gentagent afvist at implementere en flyveforbudszone i Syrien med henvisning til, at det vil være en stor og usikker mission. ’It would look like we were carpet bombing the Syrians’, beskrev en amerikansk embedsmand til Wall Street Journal, efter han havde hørt General Dempsey og militærets faglige vurdering af risikoen for bl.a. civile omkostninger ved en flyveforbudszone.[4] En insider fra Obama-regeringen giver i The New Yorker et illustrativt billede af USA's syn på missionens størrelse, begrænsninger og potentiale for ‘mission creep’, dvs. risikoen for yderligere militær involvering:

Obama has told his aides that a no-fly zone would require a much larger military operation than its proponents believe. “A no-fly zone is not a simple endeavor in Syria,’’ [Benjamin Rhodes, Obama’s deputy national-security adviser,] told me. ... In Obama’s view, the logical way to set up a no-fly zone is to destroy much of this network, in addition to taking out the planes and the helicopters. Such an operation would likely kill many people on the ground, and possibly endanger American servicemen.

Another concern is that, as in Libya, grounding enemy planes and helicopters will not end the majority of civilian deaths; artillery and Scud missiles appear to be killing far more people than planes are. “In Syria, the regime-controlled areas are interspersed with the rebel-controlled areas, so a no-fly zone is not going to stop the killing,’’ Rhodes said. “Once the violence became sectarian, you can’t cover every neighborhood from the air.” In this view, a no-fly zone would be only the beginning of U.S. involvement.’ (mine fremhævninger)[5]

Rhodes påpeger (13/15/13) at langt de fleste civile bliver dræbt af artilleri og scudmissiler. De seneste dødstal viser ligeledes, at 22% af de 85.404 civile dødsfald er forårsaget af luftangreb, mens langt de fleste bliver dræbt af regimet og oppositionsmilitserne gennem ildkampe på landjorden, morterangreb, artilleri, raketter og masselikvideringer.[6] Det betyder, at en flyveforbudszone faktisk risikerer at sætte flere civile i fare, hvis Assad-regimet omlægger sin strategi ved at øge angreb på landjorden, der - igen - er den primære årsag til civile dødsfald. 

For at forhindre noget sådan skal en flyveforbudszone håndhæves af tropper, der kan beskytte zonen mod angreb på landjorden. Den garvede amerikanske militæranalytiker Anthony Cordesman skriver om en flyveforbudszone:

‘“No fly” does not mean “no move,” and a limited security or “no move” zone would still give Assad missile and rocket attack options. “No move” also would not easily exclude the other rebel factions and forces – creating the risk that the zone becomes a safe area for Al Nusra or other non-ISIS extremists. None of this means that the United States cannot support other rebel factions or that “no move” or “security” zones can’t work. But any politician, policymaker, senior officer, op-ed writer, or think tanker that does not precisely define what they recommend when they talk about such ideas is spouting vacuous nonsense.(mine fremhævninger) [7]

Med andre ord er en flyveforbudszone altså en kode for fuldbyrdet krig fra luften og jorden, fordi det også forudsætter en køreforbudszone og en såkaldt ’no move’-zone, hvis den skal stile efter at fungere efter den erklærede hensigt. En flyveforbudszone er således behæftet med faremomenter, en indbygget risiko for mission-creep, og det er meget usikkert, hvorvidt det som værktøj er egnet til at varetage beskyttelse af civile midt i den syriske krigssituation, hvor de stridende parter ofte befinder sig inden for gå- og kørelængde fra hinanden. 

Hrair Balian (dir. for konfliktresolutionsprogrammet i Carter Center) advarer i en dunkel policy brief over situationen i Syrien udgivet af Norsk Ressurssenter for Fredsbygging, at

“…external military intervention to impose protected zones or no-fly zones has the potential of inducing further opposition advances, leading to ground wars in major cities between and among various opposition and pro-regime forces, causing more casualties and the additional massive displacement of civilians. [Islamic State] is likely to fill the vacuum when the regime is further weakened.” (Min fremhævning)[8]

Den seneste forhindring i vejen for implementeringen af en international flyveforbudszone i Syrien ville være, at man dermed lægger sig ud med Rusland, som senest har deployeret tropper i Syrien, angiveligt for at beskytte Assad-styrets overlevelse, samt for at give sig selv bedre kort på hænderne i tilfælde af en politisk forhandling med USA og europæiske magter. Som våbenspredningseksperten Jeffrey Lewis skrev for nyligt i tidsskriftet Foreign Policy:

’There is now little hope of establishing a no-fly zone over Syria, unless Washington wants to be in the business of shooting down Russian aircraft. From a broader perspective, U.S. efforts to arm the opposition to Assad mean fighting a proxy war with Moscow, either by trying to down the Russian planes or helping Syrian opposition forces kill Russian combat troops on the ground. That seems a much tougher task than fighting a proxy war with Iran and Hezbollah.’ (min fremhævning)[9]

Hvorledes flyveforbudszoner ser ud i praksis, findes der nylige eksempler på i Saudi-Arabiens eskalerende krig i Yemen, som begyndte med en flyveforbudszone, der kostede tusindevis af civile livet. Ligeledes begyndte krigen i Libyen – der i dag er en borgerkrigsramt fejlslagen stat – med en ’flyveforbudszone’ med massive luftbombardementer af libyske militæranlæg.


Safe Zones
I krigssituationer er begrebet ’sikre zoner’ nært beslægtet med køre- og flyveforbudszoner, idet de ofte forudsætter hinanden. Lige nu diskuterer England, Tyskland, Australien m.fl. at etablere en ’safe zone’, officielt med det formål at adressere konfliktens ”rodårsager” og derigennem standse flygtningestrømmen til Europa ved at fastholde flygtningene i deres nærområder.

Ideen er, at hvis man bekæmper enten Assad-styret eller Islamisk Stat i Syrien, så vil flygtninge blive i nærområderne eller inde i Syrien. Der er dog ingen konkrete bud på, hvordan dette vil blive udført i praksis, og landene har meget forskellige fortolkninger af, hvad en ’safe zone’ (eller ’sikre zoner’) indebærer.

Hvis man vil oprette sikre zoner i det nordøstlige Syrien, som bl.a. Tyrkiet og USA har været i gang med siden sommer, så kræver det en rømning af Islamisk Stat (IS) fra området. IS har som bekendt heldigvis ikke et flyvevåben til rådighed. De skal med andre ord bekæmpes på landjorden. En safe zone, der skal beskytte civile, vil altså kræve luftbombardementer eller landtropper til at presse Islamisk Stat ud af det nordøstlige Syrien først, men det er ikke, hvad USA og Tyrkiets mission i det nordøstlige Syrien går ud på. Amerikanske embedsmænd har nemlig dementeret ideen om, at en ‘safe zone’ overhovedet kan bruges til at stoppe flygtningestrømmen eller for at beskytte civile i Syrien:

’In Washington, U.S. officials said discussions were ongoing about the size and scope of a zone along the border that would be cleared of Islamic State fighters and allow moderate Syrian rebels to operate freely.

U.S. officials ruled out the joint imposition of a formal no-fly zone and said the plan was not aimed at creating a "safe zone" for Syrian refugees.
The purpose of the operation is not to create a safe zone into which Syrian refugees will go," a senior Obama administration official said, speaking on condition of anonymity.
"They might go, but that’s not the purpose of the operation. The purpose of the operation is to clear the border and close the border to Daesh,” the official said.’ (mine fremhævninger)[10]
Den amerikansk-tyrkiske ’operation’ mod Islamisk Stat i det nordøstlige Syrien, der undertiden beskrives som en ’safe zone’ af nogle iagttagere, består af luftbombardementer, givetvis et par rekognosceringsenheder på landjorden og forsendelsen af små hold af USA-trænede syriske rebeller fra den tyrkiske grænse.

Etableringen af ’sikre zoner’ i Syrien er ikke egnet til at beskytte civile, for så vidt der er tale om et forsøg på at rømme et område for militante og/eller regimesoldater. I juli 2015 faciliterede Internationale Røde Kors og InterAction en ”rundbordsdiskussion” om konflikthåndtering i Syrien. Til mødet deltog amerikanske beslutningstagere, internationale NGO’er og militærfagfolk. En detaljeret rapport over diskussionen er udkommet, som bl.a. fremhæver en bekymring for, at annonceringen af en ‘safe zone’ “can create the illusion of security for civilians, and may result in their taking risks they would not otherwise take, including returning to their country of origin in adverse conditions."

Rapporten fremhæver endvidere, at etableringen af en ’safe zone’ uden de stridende parters samtykke, vil involvere kampe, der kan bringe civile i fare:  

"Such measures [including evacuations, ceasefires, safe havens, buffer zones, and no-fly zones] may be based on the consent of the parties to the conflict or – absent consent – be militarily-enforced. These proposals often come from organizations not operationally present in the conflict, and frequently neglect to fully assess the ramifications of the sorts of interventions which may be contemplated. [...] As a practical matter, the creation of a safe zone – absent consent of the parties – will usually require some element of force to deter attacks and protect those inside the zone.[11]

Tilsvarende har Daniel Gorevan, Syrien-chef i nødhjælpsorganisationen Oxfam, stillet sig kritisk over for den humanitære nytte af ‘sikre zoner’: ‘The safe zone is, to an extent, being portrayed as a humanitarian initiative, whereas in reality it clearly has a quite complex mix of political and counterterrorism objectives […] There's the possibility it could actually make the situation worse for civilians. … Also, it's very, very unclear how civilians would be protected in this area.(min fremhævning).[12]

Tilbage står spørgsmålene: Er en ’safe zone’ i tilfældet Syrien synonymt med en ’flyveforbudszone’, eller er det en større mission, hvis primære sigte faktisk er at bekæmpe Islamisk Stat i Syrien i stil med den nuværende bombekampagne i Irak?  Meget tyder på, at det drejer sig om sidstnævnte – nemlig at udvide den irakiske mission til dele af Syrien – mens ideen om at stoppe flygtningestrømmen formentligt er et misinformeret (eller desinformerende) ønske til udfaldet af bekæmpelsen af Islamisk Stat (IS).

For at stoppe flygtningestrømmen skal vi ikke spørge, hvordan vi kan skabe ’sikre zoner’, men derimod udvide horisonten en smule og spørge, hvad der skal til for at skabe et ’sikkert habitat’ for syrerne, hvor man på sigt kan leve, gå på arbejde og sende sine børn i skole. Sikre zoner er en eufemisme for en kortsigtet, militær konflikthåndtering med de sædvanlige slagsider for civile.


Humanitarian Corridors
Humanitære korridorer har ligesom de øvrige begreber flere betydninger. I fredstid betyder ’humanitære korridorer’, at tredjelande lader flygtninge passere deres grænser og nationale territorium. EU kunne for eksempel etablere en humanitær korridor til syriske flygtninge. I tilfældet Syrien ville det derimod betyde, at man skulle rydde et bestemt område for alle militære styrker, potentielt ved en af grænseovergangene til Tyrkiet eller Jordan. Begrebet er nært beslægtet med flyveforbuds- og køreforbudszoner, idet sikre passager fra et krigsramt område til en nabostat kræver, at territoriet bliver grundigt demilitariseret.

Tidligere humanitær chef i FN John Holmes har advaret om, at "humanitære korridorer" i Syrien lyder behagelige og lette at etablere, men at ideen reelt er behæftet med "enorme problemer".[13]

Det ville ikke være en dårlig idé at etablere humanitære korridorer fra nærområderne til områder, som ikke har modtaget så mange flygtninge – såsom Europa, Golflandene og Latinamerika. Det kræver, at disse områder må lempe visa-restriktioner, forpligte sig på at øge antallet af genbosættelser, tildele humanitært ophold til de syriske flygtninge, der ankommer, samt tilbyde lettere former for adgang via ambassaderne i nærområdet.

**

Vi kan ikke udelukke, at en velplanlagt og -gennemført militær intervention med tropper på landjorden for at vælte Assad og bekæmpe ISIS, og for at gennemføre stats- og sikkerhedssektorreformer, vil kunne beskytte civile og bremse flygtningekrisen. Efter mere end en kvart million dødsfald (civile som kombattanter), er den syriske borgerkrig et oplagt og legitimt sted at drøfte muligheden for en intervention med et mål om at beskytte civile. Men det kræver først, at de svære spørgsmål bliver rejst og endnu vigtigere kræver det, at de bliver besvaret.

Vi kan ikke forlade os alene på moralistiske tilskyndelser om, at ”vi må gøre noget i Syrien”, uden diskussioner om, hvad dette ”noget” reelt er, hvad vi hidtil har gjort, samt hvilke resultater det har og potentielt kan medføre. De, som foreslår militær intervention af et godt hjerte, har således en væsentlig opgave foran sig: De må anskueliggøre og forklare, hvad militær indgriben sandsynligvis vil afstedkomme, både positivt og negativt. Hvordan vil denne krig blive anderledes end krigene i Irak, Afghanistan og Libyen? Den erfaring og empiri vi ligger inde med fra krige og interventioner i særdeleshed fra Irak, Afghanistan og Libyen er ikke det mindste betryggende.[14] Alle tre lande er i dag sunket ned i politisk kaos og udgør i dag skolebogseksempler på såkaldte 'failed states' uden fungerende regeringsførelse og samfundsinstitutioner.

Hvad skal den civile indsats ved siden af en evt. krigsindsats i Syrien bestå af? Hvilke politiske virkeligheder vil man gennemtvinge med militær magt? Hvordan vil man forhindre en fortsat krig, evt. i nye konstellationer, mellem de mange stridende parter? Hvad vil man stille op med Baath-styrets tilhængere, den Baath-dominerede statsstruktur og den eksisterende sikkerhedssektor? Vil man blot afvikle det syriske militær, ligesom tilfældet var i Irak, hvor det havde katastrofale langsigtede konsekvenser?[15] Hvordan vil man adskille sig med det Baathdominerede regime, og samtidig bevare den del af den syriske statsadministration, der betaler lønninger også i de oppositionskontrollerede områder? Hvordan vil man beskytte det nye Syriens yderst sårbare mindretalsgrupper fra gengældelsestogter, overgreb og udrensning? Ingen af disse spørgsmål er tilnærmelsesvist besvaret, endsige forsøgt besvaret af interventionens tilhængere.

Ud fra både et humanitært og et realistisk perspektiv er spørgsmålet, om vi – uden at gøre langt mere skade end gavn –kan opnå de mål om syrisk fred og retfærdighed, som vi nu flirter med, med de begrænsede og usikre midler vi har til rådighed.

De rå magtinteresser vil ingen vedkende sig i den offentlige diskussion, men alligevel er sådanne interesser unægtelig på spil i Syrien, hvor vi ser antrit til både regionale (iransk-saudisk, saudisk-qatarsk, tyrkisk-kurdisk) og globale (amerikansk-russisk) magtkampe og stormagtskonflikter. Det er sjældent at disse realpolitiske interesser finder vej til medierne. Vi vil fx sjældent blive præsenteret for, at Danmark skal yde farefyldte militære bidrag i Syrien og i andre af verdens brændpunkter primært for at øge sin egen indflydelse og fungible anseelse i Europa, i NATO og som loyal allieret over for USA. Vi vil heller ikke blive præsenteret for indrømmelser af, at politikere og politiske partier primært er motiveret af at udvise handlekraft over for deres vælgerkredse midt i de hede debatter om flygtninge.

Udover den forventede risiko for blowback – altså et potentielt langt farligere rekyl og et akut tab i syrernes sikkerhed, er der i min vurdering et gabende fravær af gennemtænkte risikoanalyser af, hvad militær indgriben vil bringe med sig, samt hvad chancerne for succes reelt er. Det er som om, at interventionstilhængerne -- uden at behøve at redegøre for de forventede mellemregninger -- håber på en positiv kædereaktion ved at lade tyren løs i glasbutikken. 

Kan og vil en militær intervention for at beskytte civile lykkes, og vil den reducere snarere end at øge den samlede sum af død og elendighed?

*
Opdatering d. 28/9/15, kl. 10:16. Svar på kritik fra Facebook-kommentator:

Jeg har via en ven fra Facebook, hvor jeg ikke selv er medlem, fået videresendt en kritik af min analyse, som i korte træk går ud på følgende: (1) At jeg underkender størrelsen af den effekt, som en flyveforbudszone vil få på Assadstyrets militære egenskaber; (2) samt at jeg laver en såkaldt "Morten Uhrskov" ved at henvise til Libyen som eksempel på flyveforbudszoners faremomenter og faldgruber, bl.a. fordi situationen i Syrien (i forhold til Libyen?) i forvejen er katastrofal med hundredtusinder døde og millioner af flygtninge til følge.

For det første er jeg ikke uenig i, at en flyveoforbudszone vil svække Assadregimets militære formåen betydeligt. Dette bliver heller ikke bestridt i min ovenstående analyse, hvor jeg bl.a. gennemgår en flyveforbudszones formålstjenlighed i forhold til at beskytte civile i Syrien.
Jeg argumenterer derimod, at missionens omfang, operationelle krav og store risici for eskalering underminerer logikken bag ønsket om at beskytte civile med militær konflikthåndtering.
 

Jeg nævner specifikt, at en flyveforbudszone ikke ville komme majoriteten af civile i Syrien til undsætning, hvis fordelingen af dødsårsager har en betydning for, hvor og hvordan man militært bør gribe ind. Da de fleste dødsfald i løbet af borgerkrigen har fundet sted under ildkampe på landjorden (læs note 6), påpeger jeg (ofte ved at citere fra pressen eller fra faglige vurderinger) en række scenarier, hvor en flyveforbudszone risikerer at eskalere konflikten til ulempe for civile. Et par eksempler i den ovennævnte rækkefølge:

i. At en flyveforbudszone risikerer at øge antallet af civile dødsfald ved at tvinge Assadregimet til at indskrænke sin strategi til øget brug af infanteri og artilleri,
som i forvejen står for et højere antal dødsfald i løbet af borgerkrigen end luftangreb, såsom direkte ildkampe, snigskyttere, masselikvideringer, morterangreb, raket- og missilaffyringer. (se note 5, 6 og 7)

ii. At en flyveforbudszone risikerer at motivere de mange og indbyrdes stridende militser til at lancere fremstød i de befolkningstætte Assad-kontrollerede byer, og derved yderligere eskalere konflikten mellem oppositionen og regimet, samt skabe flere civile dødsfald, flygtninge og et magtvakuum, der vil blive stedse udfyldt af de mere ekstreme kræfter. (se note 7 og 8)

iii. At en flyveforbudszone risikerer at sætte amerikanske styrker i konflikt med nyligt udsendte russiske kampfly (Se note 9 og 2)

vi. At en flyveforbudszone i Syrien bærer en meget høj risiko for 'mission-creep' og eskalation, som efter normen vil gå værst udover civile, civil infrastruktur og samfundsinstitutioner (se note 5, 6 og 8). Det kan her tilføjes her, at Syrien allerede har været udsat for en enorm urban udslettelse (flere end 1,4 mio. hjem er blevet ødelagt), og en genopbygning vil på nuværende stadie tage årtier at færdiggøre. En eskalering af borgerkrigen til byens befolkningstætte metropoler risikerer at ødelægge, hvad der i dag står tilbage af Syrien. 
 


For det andet ved jeg ikke, hvad "Morten Uhrskov"-referencen konkret henviser til, for
jeg er ikke bekendt med en tilsvarende gennemgang af mulighederne for militær konflikthåndtering og dets potentielle konsekvenser skrevet af Uhrskov. Jeg læser ham sjældent og nødtvungent.  

Jeg er dog ikke urolig over, at Uhrskov og jeg måtte være subtantielt eller stilistisk enige på enkelte principielle punkter, såsom behovet for at være kritisk indstillet over for
militær konflikthåndtering i almindelighed og flyveforbudszoner  i særdeleshed netop set i lyset af disse konflikthåndteringsmodellers track-record.

Den danske udenrigspolitiske analytiker Søren Friis har også flere gange skrevet kritisk om den danske 'overfladedebat' om Syrien, i hvilken intervention automatisk indtager forgrunden, og skygger for en 'alvorlig overvejelse af politiske, diplomatiske, mæglende og reelt humanitære løsningsmodeller.'

Under alle omstændigheder kan denne sammenligning mellem Uhrskov og jeg ikke tjene som et seriøst modargument eller kommentar til min gennemgang, men derimod bedst beskrives som
"guilt by association". 

Generelt mener jeg, at det er en fatal og irrationel anbefaling af se bort fra tidligere militære interventioner, når man skal vurdere nye handlinger, som i Syrien. For i så fald vælger man bevidst ikke at drage afgørende lektioner fra fortiden. At de civile omkostninger i Syrien i forvejen er meget høje er heller ikke i sig selv et tilstrækkeligt argument for militær indgriben. Det kan også blive værre.

Syrien er ikke Irak eller Libyen, for der er selvsagt forskelle imellem dem, men der er immervæk visse ligheder, og vi begår en fejltagelse, hvis ikke vi tager disse til indtægt. Syrien-ekspert Joshua Landis har bl.a. skrevet:

Selvfølgelig er der forskelle mellem Syrien og Irak, men faktum er, at begge er synket ned i sekterisk og etnisk vold. Volden i Syrien vil ikke ende, når staten eller det brutale regime er ødelagt. I Irak eksploderede den sekteriske og etniske vold, og det samme gjorde den generelle kaos og kriminalitet, efter ødelæggelsen af Saddams brutale stat. I Syrien er noget lignende allerede begyndt at ske. De befriede områder er plaget af kaos og kriminalitet. Krigsherrementaliteten har slået rod. Udenlandsk intervention kan ikke løse dette problem. Den syriske opposition har haft over to år til at forene sig , men har ikke formået det. Fragmenteringen er udbredt, og det bugner med militser. 
Det skorter ikke på tilskyndelser til militær intervention i Syrien, men hver gang debatten om intervention har fået ny vind i seglene er der et mærkværdigt fravær af seriøse refleksioner og optegnelser af, hvad miltær indgriben skal og sandsynligvis vil afstedkomme.

Det må grundlæggende være sådan, at de, som opfordrer til voldsanvendelse af humanitære hensyn, også er dem, der løfter forklaringsbyrden ved at præsentere en koherænt strategi for, hvorledes man kommer fra A til B.  



Noter:

[1] For eksempler på fremførelsen af krig som handlingsforslag, se bl.a.: Naser Khader: The European Crisis: An International Crisis, Hudson Institute, 23/9/15, online: http://www.hudson.org/research/11701-the-european-crisis-an-international-crisis. Berlingske Mener: Krigens Nødvendighed, 16/9/15, online: http://bit.ly/1jcefzB  

[2] Vinden blæser i retning af en samordnet militær indsats imod ISIS inde i Syrien mellem USA, Rusland, og en koalition af NATO-medlemsstaterne såsom Tyrkiet og Frankrig. Bekæmpelsen af ISIS er det minimum, som parterne kan blive enige om indbyrdes ift. Syrien, men en koordineret indsats imellem dem udelukker en direkte militær intervention rettet mod Assad-regimet. I skrivende stund holder Obama møde i New York med den russiske præsident Vladimir Putin. Syrien ligger centralt på dagsordenen, efter Rusland har sendt tropper, kampfly og eliteenheder til landet. Mødet vil bl.a. samle op på forrige uges indledende drøftelser, som foregik på militær ledelsesniveau mellem USA og Rusland vedrørende ”deconfliction” i konteksten af bekæmpelsen af Islamisk Stat (IS). Bekæmpelsen af IS er en ambition, som begge lande har prioriteret højere end at svække Assad-regimet. Ugerne op til mødet mellem Obama og Putin har fra flere sider budt på udtalelser fra højstående internationale statsrepræsentanter om, at Syriens præsident Bashar al-Assad kan være en del af forhandlingerne om en endelig ’overgangsproces’ inde i Syrien. Disse udtalelser kommer bl.a. fra USA’s udenrigsminister John Kerry, Tysklands forbundskansler Angela Merkel, den britiske udenrigsminister Phillip Hammond efterfulgt af statsminister David Cameron, og senest Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan. Alle er de lande, som i deres politik og retorik hidtil har insisteret på, at ’Assad må gå’ før en overgangsregering kan forhandles.  

[3] Mark Mazzetti: Robert F. Worth & Michael R. Gordon: Obama’s Uncertain Path Amid Syria Bloodshed, New York Times, 22/10/13, online: http://nyti.ms/1KiY5er

[4] Adam Entous: Inside Obama's Syria Debate, Wall Street Journal, 29/3/13, online: http://on.wsj.com/1JqxV7W

[5] Dexter Filkins: Thin Red Line, New Yorker, 13/15/13, online: http://nyr.kr/1LzZ8XD

[6] Ifølge de seneste dødstal fra Syrian Observatory of Human Rights og Violations Documentation Center er de fleste døde ikke civile, men kombattanter. For en disussion af dødstallene se: Micah Zenco: The Realities of Using Force to Protect Civilians in Syria, The Atlantic (først udgivet af Council of Foreign Relations), 15/9/15, online: http://on.cfr.org/1LVUfbB

[7] Anthony H. Cordesman: Beyond Partisan Bickering: Key Questions About U.S. Strategy in Syria, Center for Strategic and International Studies (CSIS), 17/9/15, online: http://bit.ly/1KtbpR7

[8] Hrair Balian: Why “no-fly zones” or “IS-free zones” are not a solution in Syria, Norsk Ressurssenter for Fredsbygging, 19/8/15, online: http://bit.ly/1gP46al

[9] Jeffrey Lewis: This Satellite Image Leaves No Doubt That Russia Is Throwing Troops and Aircraft Into Syria, Foreign Policy, 14/9/15, online: http://atfp.co/1Lv02Vc

[10] Nick Tattersall & Phil Stewart: Turkey, U.S. aim for zone cleared of Islamic State in northern Syria, Reuters, 27/7/15, online: http://reut.rs/1UYIj2P

[11] Outcome Report: Trapped in Conflict: Evaluating Scenarios to Assist At-Risk Civilians, An International Committee of the Red Cross (ICRC) and InterAction Roundtable, juli 2015, online: http://www.interaction.org/document/trapped-conflict-roundtable-outcome-report

[12] Teresa Welsh: Why Turkey's Proposed 'Safe Zone' May Not Be So Safe, US News & World Report, 7/8/15, online: http://bit.ly/1KssJWj

[13] No-fly zone for Syria 'problematic', BBC World, 9/4/13, online: http://www.bbc.com/news/world-radio-and-tv-22064285

[14] En ny undersøgelse af interventioner fra 1989-2005 viser, at indgreb på vegne af oprørsgrupper i borgerkrige gennemsnitligt øger volden mod civile med op til 40%.  Se: Erica Chenoweth: Do Military Interventions Reduce Killings of Civilians in Civil Wars?, The Monkey Cage, 27/8/13, online: http://bit.ly/1iRT85s. Det amerikanske efterretningsvæsen er kommet til samme konklusion i forhold til Syrien. Det amerikanske efterretningsvæsen konkluderede f.eks. efter en såkaldt “red team”-undersøgelse, at “the limited-range weaponry the administration was comfortable providing would not have “tipped the scales” for the opposition”, se Anne Gearan & Karen DeYoung: Obama unlikely to reconsider arming Syrian rebels despite views of security staff, Washington Post, 8/2/13, online: http://wapo.st/1Vb7hH6Endnu andre nye studier konkluderer, at militære indgreb historisk set forlænger borgerkrige, mens diplomatiske indsatser traditionelt producerer nedtrappende effekter. Se Patrick Regan & Aysegul Aydin, “Diplomacy and Other forms of Intervention in Civil Wars,” Journal of Conflict Resolution, oktober 2006, online (betalingsmur): http://jcr.sagepub.com/content/50/5/736.abstract

[15] "The de-Baathification law promulgated by L.­ Paul Bremer, Iraq’s American ruler in 2003, has long been identified as one of the contributors to the original insurgency. At a stroke, 400,000 members of the defeated Iraqi army were barred from government employment, denied pensions — and also allowed to keep their guns." Liz Sly: The hidden hand behind the Islamic State militants? Saddam Hussein’s, Washington Post, 4/4/15, online: http://wapo.st/1RQlQU6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar