Det er faldet den islamkritiske debattør, cand.polit.
Eva Gregersen for brystet, at ”demokratisk sindede muslimer” har ”glimret
ved deres fravær” i
debatten om, hvorvidt religionen islam og det liberale demokrati kan forenes.
For Gregersen, som har undersøgt sagen på
egen hånd, ”står det klart, at islam har nogle alvorlige antidemokratiske
knaster.” Hun har læst i de islamiske tekster, ”stillet nysgerrige spørgsmål” ved
moskebesøg og læst den islamkritiske hollandske sociologs seneste debatbog om islam.
Derfor virker det fra hendes perspektiv oplagt at spørge en muslimsk debattør,
som er erklæret demokrat, hvordan han eller hun forener islam med det system,
han eller hun er borger i. Gregersen mener på den baggrund, at den danske
jurist, debattør og muslim med palæstinensisk baggrund, Tarek Ziad Hussein, der
bekender sig til demokratiet, skylder et svar på, hvordan han kan forene islam
og demokrati.
Ved et nærmere blik er ærindet galt fra
start, og værre bliver det undervejs.
Præmissen for Gregersens udboring af Hussein
er, at islam og det liberale demokrati er uforenelige ideologiske størrelser.
Men Gregersen oplyser ikke, hvor udbredt omfavnelsen af den islamiske
antidemokratisme er blandt danske muslimer. Vi lærer heller ikke, hvor styrende
de religiøse doktriner tilsyneladende skulle være for typiske danske muslimers religiøse
praksis og holdninger til det danske demokrati.[1]
Som islamkritiker bør man ikke forvente,
at den enkelte praktiserende muslim har den indsigt, der skal til, for at kunne
demonstrere sin tros harmoni med liberaldemokratiet i sin ideale form. Dette må
ikke misforstås som et udtryk for ’barnliggørelse’ af muslimer, blot en
oplysning om, at islamiske retstraditioner er en kompleks størrelse.
Gregersen er dog tilsyneladende af den
opfattelse, at Hussein ”undviger” den ”bevisbyrde”, der følger med så
”ekstraordinære” påstande som, at man både kan være ”praktiserende muslim” og ”aktiv
demokratisk medborger”, som Hussein selv har fremsat. Som eksempel på, at han undviger
emnet, trækker hun et citat frem fra hans bog Det sorte skæg – om at være
dansk muslim, hvor han bemærker, at han er ”pinligt bevidst om”, at bogen
ikke berører ”sharialovgivning, kalifatet og de hellige tekster”. Men Husseins
begrundelse for udeladelsen af disse emner viser tydeligt, at han ikke har –
eller i skrivende stund ikke havde – den fornødne indsigt til at behandle
stoffet: ”De diskussioner [om sharia, kalifatet og koranen] er både relevante
og aktuelle,” skriver Hussein i bogen, ”men [han] har i denne omgang
overladt den debat til teologer og andre med større indsigt end [ham] selv”
(min fremhævelse).
Gregersen forbigår denne detalje i citatet
og erklærer i stedet, at skulle Hussein vedblive med at dukke sig trods hendes
henvendelser, så ”vil [hun] opfordre offentligheden til at tage bestik af hans
undvigelse.” Præmissen her er, at offentligheden
først kan regne personen Tarek Ziad Hussein for ægte demokrat, når han
teoretisk har redegjort for, at islam og demokratiske idealer er forenelige
størrelser. Det er, hvad han skal præstere. Alt andet i hans virke er
underordnet, eller tæller ikke i den moralske konflikt, Gregersen har rejst.
Mon ikke det havde være en bedre idé for
Gregersen at anstrenge sig for at finde mere egnede kandidater frem for en muslim,
der åbent erkender, at han ikke er kvalificeret til at udtale sig om det emne,
der har hendes brændende interesse?
Når Hussein i sin bog siger, at han
overlader de skriftnære spørgsmål til ”andre med større indsigt” og samtidig
står urokkeligt fast på sin identitet som demokrat, så siger han vel også, at
hvad end udfaldet af sådanne ”diskussioner” måtte blive, så giver han hverken
op på troen eller sit demokratiske sindelag. Heller ikke hvis udfaldet blev, at
dele af skriften ikke er foreneligt med demokratiske idealer. I lyset af det,
Hussein offentligt repræsenterer, er det næsten implicit i citatet, at han vægter
praksis over de teologiske fagdiskussioner.
For så vidt synes han ikke at tilkende
nogen religiøse instanser ret til at dekretere praktiske anvisninger, der måtte
knægte hans demokratiske engagement og sindelag. Og viser han således ved sit
eget eksempel ikke, at man godt kan være ”praktiserende muslim” og ”demokratisk
medborger”, uanset hvad skrifterne siger, eller deres lærde fortolkere måtte
komme frem til?
Alternativt går Hussein simpelthen ud fra,
at hvad end de rette udlægninger af skriften ift. de diskuterede spørgsmål
måtte være, så vil der være sammenklang mellem teologien og de demokratiske
idealer. Hussein siger i hvert fald, at disse spørgsmål ikke ligger på hans
bord, at de må lægges i kyndige hænder. Det burde Gregersen unde ham.
Det kan lyde pedantisk, men der er en fundamental
forskel: at erklære, at man er praktiserende muslim og demokrat, er ikke det
samme som at påstå, at man kan redegøre for islams forenelighed med det
liberale demokrati. En yderligere pointe er, at det i virkeligheden måske ikke
er så vigtigt hvordan folk forener deres politiske holdninger med deres tro,
men hvad deres politiske holdninger er. Undersøgelser viser, at herboende
muslimers opbakning til elementære retsstatsprincipper og demokratiske
grundværdier omtrent er på niveau med etniske danskeres.[2]
Som jurist må Hussein nok også undre sig
over, at Gregersen introducerer omvendt bevisbyrde i sin mistænkeliggørelse. Hendes
underliggende antagelse er tydeligvis, at Tarek Ziad Hussein som praktiserende
muslim ikke kan være egentlig demokrat. Men frem for at dokumentere den påstand
med henvisning til noget, Hussein har sagt eller gjort, kræver hun, at han
beviser sin uskyld. Den juridiske grundsætning om, at enhver er uskyldig,
indtil det modsatte er bevist, vendes på hovedet af Gregersen. Muslimer – i
dette tilfælde Hussein – er skyldige, til deres uskyld er dokumenteret.
Eva Gregersen, der er mere end
gennemsnitligt orienteret i den islamkritiske andedam, vil hurtigt kunne finde
ud af, at der findes mange muslimer og islamiske lærde samt eksperter i såvel
politisk liberalisme som islamisk teologi, som svarer bekræftende på hendes
spørgsmål, at islam godt kan bringes i overensstemmelse med det liberale
demokrati.[3]
Blandt disse findes der røster, som mener, at foreningen er mulig inden for
eksisterende islamiske doktriner, eller at det ville være ønskværdigt at omvurdere
doktrinerne med henblik på at eksplicitere muligheden.
For os ikke-religiøse iagttagere er det
ikke så relevant, om en sådan religionsfortolkning er ”rettroende” eller
”vantro”. Der vil være muslimer, der stiller sig på begge sider af spørgsmålet.
Vi kan bare konstatere, at der mellem muslimer findes en bred faktuel
spændvidde i såvel fortolkning som praksis inden for samme formelle
lovreligion. Den indsigt bør stå som en advarsel imod ensidigt negative
monolitiske religionsanalyser, hvor troens praktikere identificeres med troens
mest uforsonlige indhold. For så bliver praktiserende muslimer, frem for at
være sammensatte mennesker som alle andre, mere eller mindre monomane tilhængere
af et konservativt islamisk fossil, indtil det modsatte er bevist – en meget
problematisk præmis, og ikke særligt liberalt.
**
Hvilken mening kan vi udlede af Gregersens
opfordring til offentligheden om at tage notits af Husseins tavshed? Under
Gregersens egen Facebook-deling kvitterede en kendt journalist for artiklen med
ordene: ”Godt du kalder ham ud.” Det synes jeg, er en fair beskrivelse af
ærindet. Vi kan ligefrem kalde det islamkritikkens call-out-kultur, som vi
kender den fra sine forskellige inkarnationer, hvor muslimer bedes forklare og
bevise sig eller offentligt udbasunere deres afstandtagen til det ene eller
andet af hensyn til andres mishag og bange anelser. Hos Gregersen er
mistænksomheden og den inkvisitoriske alarmisme rettet mod det, Hussein ikke har
sagt.
Det lader altså ikke så meget til at være
nysgerrighed efter svar på, om foreningen mellem islams doktriner og
liberaldemokratiets kerneværdier er mulig i teorien, der optager Gregersen, så
meget som ønsket om at udstille Husseins udeblevne livtag med den teoretiske
problemstilling. Det ligner en mission, hvor offentligheden skal forstå, at
islam og liberaldemokrati ikke er forenelige størrelser, og at selv ”den
fremmeste” muslimske meningsdanner, der påstår at være demokrat, endnu har til
gode at demonstrere det.
Jeg vil mene, at hvis man vil udsætte et
enkeltindivid for en udboring om dennes demokratiske sindelag, så må man
begrunde sin mistanke først. Ellers er det i sagens natur – sådan som kortene
er pakket i den antiislamiske offentlighed – mistænkeliggørende. Men Gregersens
eneste begrundelse for at udpege Hussein er, at Hussein indtil videre har
forholdt sig tavst til sagen, hun rejser. Men har individet,
muslimen Tarek Ziad Hussein på noget tidspunkt givet udtryk for, at han er
tilhænger af implementeringen af et kalifat eller shariastraffe, som Gregersens
spørgsmål implicerer en gedulgt opbakning til i kraft af, at han er
”praktiserende muslim”? Svaret er nej, og havde han gjort sig skyldig i sådanne
udsagn, så ville jeg tro, at hans kritikere allerede havde kastet sig rasende
over det.
Tværtimod har Hussein gennem sit virke
demonstreret det modsatte. Hussein, som er uddannet jurist og forhenværende
embedsmand i Justitsministeriet, er en person, der har arbejdet med muslimsk
anti-radikalisering, kritiseret social kontrol og antisemitisme i
muslimske kredse, fordømt og agiteret imod terrorisme og voldsparat islamisme,
været på foredragsturne om kønsligestilling og minoritetskvinders rettigheder,
opfordret danske muslimer til at stemme og engagere sig demokratisk, skrevet en
bog, hvoraf knap halvdelen er et opgør med Islamisk Stat og ”wahabismen”, osv.
Undersøger man hans debatbidrag gennem tiden, kan man se, at han har forsvaret
grundloven og retsstaten ved flere lejligheder (faktisk er et af hans
allerførste indlæg ifølge InfoMedia en artikel i Vejle Amts Folkeblad med
titlen ”En hyldest til demokratiet”).
Over for alt dette kunne Gregersen måske
indvende, at hun ikke beskylder Hussein for at være en kalifat- og shariastrafstilhænger,
men blot spørger ham ind til det, fordi han bærer en tro, der formelt indeholder
disse elementer. Men forudsætningen for at spørge ham, eller ”kalde ham ud”, er
netop, at han går svanger med disse dispositioner, men enten ikke evner eller
ønsker at lufte dem offentligt. Havde Hussein selv indledt debatten, var sagen
en anden. Det har han bare ikke, og han har heller ikke i sit aktive virke som
demokratisk medborger givet os grund til at tro, at han er eksponent for
sådanne holdninger og dermed praktisk talt er en manipulerende
islamist-i-forklædning.
**
For en afsluttende bemærkning vil jeg
sige, at ideen om, at det skulle være et krav, at borgerne i
liberaldemokratiske stater intellektuelt omfavner det liberaldemokratiske ideal
som historiens ideale endestation, i sig selv er et illiberalt forlangende.
Ligeledes er det nok de færreste ’gammeldanskere’, der bakser med så
vidtløftige overvejelser. Det er ikke nødvendigt at forholde sig til, om magten
udgår fra folket for at agere som demokratisk medborger eller at kunne udrede de
teologiske implikationer af at leve som troende i et demokratisk samfund. Desuden
er det fuldt ud muligt at være en aktiv demokratisk mønsterborger og samtidig
være tilhænger af et andet ideal, f.eks. radikaldemokratiske ideer om direkte
demokrati, økonomisk demokrati, rådskommunisme, anarkosyndikalisme, cyberbaseret
planlægningsøkonomi, ophævelse af nationalstaten og omvæltning af kapitalismen,
osv.
Under alle omstændigheder er de
liberaldemokratiske principper, f.eks. tredelingen af magten, en regulering og
indskrænkning af statens magtpraksis, ikke en forventning til
den individuelle borgers sindelag. En fordel ved liberaldemokratiet er netop,
at det inden for veldefinerede rammer, såsom pligten til at overholde loven
eller lide dens straf, skal kunne rumme afvigelser. Overholdelse af loven
rummer ingen forpligtelse til at agte loven, eller for den sags skyld at nære
selvstændige refleksioner om dens beskaffenhed. De fleste mennesker går
velsagtens gennem livet uden at skænke det en tanke, og det er faktisk en
temmelig værdifuld frihed, der adskiller liberaldemokratiet fra totalitære
stater.
[1]
Faktisk er det et mindretal af muslimer i Danmark, som orienterer sig i islamiske
retstraditioner og forskrifter for den rette livsførelse i den moderne verden, som
islamisk retslærde udstikker. Det står tydeligt frem i tre forholdsvis nye
ph.d.-afhandlinger af Johannes Renders (2019), Jesper Petersen (2020) og Mikele
Schultz-Knudsen (2021). Det er ligeledes veldokumenteret i andre europæiske
lande.
[2] Se Integrationsministeriets
medborgerskabsundersøgelser fra 2016 og 2017, udarbejdet af Danmarks Statistik
og danske forskere. Det store talmateriale stikker selvsagt i forskellige
retninger, men det generelle billede er, at et højere, tilsvarende eller tilnærmende
antal indvandrere og efterkommere bakker op om demokratiske værdier,
retsstatsprincipper og gensidig tålsomhed ift. etniske danskere på en lang
stribe af områder (såsom lighed mellem kønnene, retten til politisk
forskellighed, religionsfrihed og åbenhed over for inter-etniske relationer).
Dog halter det mht. ytringsfrihed, ligesom tilslutningen til religionsfrihed
for muslimer halter blandt etniske danskere.
[3] En bog, jeg i særdeleshed vil anbefale Gregersen,
undersøger indgående det emne, hun rejser, og svarer bekræftende på hendes
spørgsmål. Det er bogen Islam and Liberal Citizenship af Andrew F. March, som
sætter sig for at undersøge betingelserne inden for eksisterende islamiske
doktriner og fortolkninger for en forening mellem islam og statsborgerskab i
liberale demokratier: March, Andrew F. 2009. Islam and Liberal Citizenship: The Search for
an Overlapping Consensus. New York: Oxford University Press.
Andre bøger, som jeg ikke har
læst, men som berører samme anliggende er bl.a. følgende: An-Na'im, Abdullahi
A. 1990. Toward an Islamic
Reformation: Civil Liberties, Human Rights and International Law. Syracuse, New York: Syracuse
University Press; An-Na'im, Abdullahi A. 2008. Islam and the Secular State:
Negotiating the Future of Shari'a. Cambridge, MA & London, England:
Harvard University Press; Hashemi, Nader. 2009. Islam, Secularism, and
Liberal Democracy: Toward a Democratic Theory for Muslim Societies. Oxford
University Press; Akyol, Mustafa. 2021. Reopening Muslim Minds: A Return to
Reason, Freedom, and Tolerance. St. Martin's Essentials.