Sider

søndag, oktober 09, 2016

Noam Chomsky: The European "Refugee Crisis" is a Moral Crisis

(The following transcribed excerpt is from a recent speech given by Noam Chomsky at Chicago’s Rockefeller Memorial Chapel, hosted by Haymarket Books and the Chicago Center for Contemporary Theory, Sept/26/2016. Watch the whole speech here.)

Question:
How should the developed countries respond to the mass migrations created by war and climate change?

Noam Chomsky: Well certainly not the way they're doing it. What is called "the refuge crisis" is in fact a moral crisis in the West. I mean, there are cases in history of migrant crises that are severe. In fact we're living in such a case. The migrant crisis from Europe eliminated or destroyed the indigenous population. That's a pretty serious crisis. That's the extreme case of "migrant crisis."

Today, there are countries that are absorbing huge numbers of refugees. Lebanon, a poor country, has about 40 percent refugees. Lebanon had nothing to do with engendering the crisis, but it's taking the consequences. Jordan has a huge number of refugees, so does Turkey. The United States has practically none. Europe has a very limited number, but very small compared with not only its wealth but also its role in creating the crises. Our role in recent years is even greater.

So on the one hand you have rich, powerful countries, which have played a major role in creating the crisis, and now are groaning because maybe they have to accept a tiny bit of the consequences. On the other hand you have poor countries, which had nothing to do with the crisis, which are absorbing the refugees. So it's a moral crisis. We have in the United States the same crisis with regard to Central America. People fleeing from Central America, are fleeing for the most part from crimes that we committed. And then we tell Mexico to send that back and not let them near our border, pretty much as Europe does in the case of Turkey.

This is not only true for the migrants coming from Iraq, Syria, the Levant region, but also from Africa. One effect of the destruction of Libya, actually initiated by France and England with the US "leading from behind" as Obama put it, has been not only of destroying Libya and to vastly increase the human catastrophe and killings [there], but it has also opened a funnel for people fleeing from Africa. Well Europe has a certain relation with Africa over the past couple of centuries. I don't have to review it. Now, again, Europe is groaning over the flight of people of regions it has devastated. And it's not ancient history. It's recent, current history.

So take the richest country in Africa. Potentially the richest country, which could have led Africa to becoming a flourishing region: The Congo, enormous wealth, it was a Belgian colony. The treatment of Congo by the Belgians was horrendous even by the standards of European Imperialism which was horrible enough. It was one of the worst cases. In 1960 the Congo did achieve liberation. They had a political leader, a young political leader, very promising, very popular: Patrice Lumumba. What happened? The C.I.A. instantly targeted him for assassination, but they didn't make it. The Belgians managed to assassinate him first, through proxies. And they didn't take any chances, so his body was cut up in pieces and dissolved in sulfuric acid. That took care of Lumumba and the Congo hope for independence. Then the United States and its allies supported a murderous cleptomaniac, Mobutu, as long as they could.

Right now, the last couple of years, the worst atrocities in the world are carried out in the Congo. In Eastern Congo millions of people have been slaughtered in the last couple of years. One reason for it is your cellphones. The multinationals are hovering over the warring militias to get the minerals that are needed for high tech equipment like cellphones in the West. That's the Congo. It's not ancient history, and that extends over much of the region.

So yes, there's "the migrant crisis" in Europe, a moral crisis, and one of extreme danger to the world. I mean, I'm old enough to remember what it means when Austria and Germany have political parties that are effectively neo-Nazi. I can remember Hitler's speeches in 1936-37 and it's not a nice memory. And that's what's happening in reaction to what is called "the refugee crisis."



Please read: In accordance with Title 17 U.S.C. Section 107, the above transcription of a small section of the original speech is distributed without profit to those who have expressed a prior interest in receiving the included information for educational purposes. This personal blog has no endorsement, sponsorship or affiliation with the speaker or organizers of the event in question.

mandag, august 29, 2016

Specialrapportør: "Dramatisk stigning i tvangsudsættelser" på besat Vestbredden

Susiya: Børn møder de israelske soldater med palæstinsiske flag. Foto fra besøg i 2015.







I en artikel i The Guardian om den rydningstruede palæstinensiske landsby Susiya skriver Leilani Farha, FN's specialrapportør for retten til bolig, at der er sket en rekordstigning i antallet af tvangsudsættelser på Vestbredden:
"Every week somewhere in the West Bank a family watches while their home is demolished by bulldozers. In 2016 there has been a dramatic rise in forced evictions across the West Bank. The Israeli authorities have already demolished 793 structures – the highest on record. 1,218 Palestinians, including 568 children, have been made homeless." (The Guardian, 29. aug., 2016, min fremhævning)

Den siddende regering har nu for andet år i streg slået sin egen rekord i tvangsudsættelser. Knap 300 boliger og bygninger blev demoleret i 2015 - det højeste antal rydninger i tre år, oplyste FN sidste år.

Susiya er et symbol på fredelig modstand

Landsbyen Khirbet Susiya er en af de rydningstruede landsbyer. De palæstinensiske indbyggere har siden juli 2015 været truet med tvangsudsættelse. Beboernes kamp for at blive boende har siden rydningsordren sidste år været genstand for international mediebevågenhed.

Den israelske regering har ikke anført noget sikkerhedhensyn bag ønsket om at rydde Susiya. Officielt hedder det, at området skal ryddes, fordi beboerne ikke har ejerbeviser og derfor ikke kan få gyldige byggetilladelser. Den begrundelse er der imidlertid grund til at betvivle.

Landsbyen - som ligger i det sydlige al-Khalil (Hebron) - har faktisk eksisteret og været beboet af lokale arabere siden det 19. århundrede. Den israelske avis Haaretz fik i juli 2015 aktindsigt i et internt dokument fra de israelske myndigheder, som fastslog, at de palæstinensiske indbyggeres osmanniske ejerbeviser, faktisk er ægte og valide.   

Kort sagt har området i mere end 130 år været ejet, dyrket, brugt og beboet af de selvsamme familier, som bor der i dag, men de israelske myndigheder vil ikke lade dem blive boende.  

Beboerne i Susiya har også i årevis præsenteret ejersbeviser og søgt om byggetilladelse, men er gentagent blevet afvist af den israelske civiladministration, en militær afdeling med myndigheden over "Område C" på Vestbredden.

Selvom Område C udgør 61 procent af Vestbredden, er området beboet af mindre end 1% palæstinensere med godkendte byggetilladelser. Mere end 94 procent af alle ansøgninger om byggetilladelser er blevet afvist i perioden 2000-2012. Imens har Israel beslaglagt 70 procent af Område C og indtil videre godkendt bosættelser på 26 procent af området. (Kilde: Human Rights Watch, Occupation Inc., Jan., 2016, se note 64)

Så tidligt som 1983 blev en israelsk bosættelse - også kaldet Susiya - opført i nærheden af landsbyen. Den israelske bosættelse er siden blevet erklæret for en del af Israel. Susiyas indbyggere blev i 1986 fordrevet fra - og forment adgang til - deres oprindelige landsby ("det gamle Susiya"), der i dag er lavet om til et udgravningssted, drevet af bosætterne.

De israelske myndigheder har siden 1967 anvendt denne rydningspraksis med henblik på at tvinge de palæstinensiske beboere ud af området. Det lader også til at være ideen med rydningen af Susiya: Det israelske byplanlægningsråd har f.eks. anbefalet indbyggerne at flytte til den nærliggende landsby Yatta.

Med hjælp af midler fra EU-lande har indbyggerne i Susiya bygget en skole, en vandpumpe og anden nødvendig infrastruktur til byen. Og sidste år kunne Susiya med hjælp fra frivillige fra hele verden rejse penge til at hyre bygningseksperter til at lave detaljerede skitseplaner for landsbyen.

Alt sammen er blevet forsøgt for at opnå byggetilladelse, men hver gang uden held.

Susiyas indbyggere har flere gange fået deres boliger og bygninger helt eller delvist revet ned af de israelske bosættere og myndigheder, men beboerne har hver gang gjort modstand ved at opføre interimistiske telte, boliger og bygninger for at blive boende på deres egen jord.

På trods af internationale fordømmelser af Israels planer om at rydde Susiya er landsbyen stadig rydningstruet.



  

søndag, august 28, 2016

Multikulturel mad-invasion (billeder og opskrifter)

Ikke alt behøver at være politisk. Dette indlæg handler om mad -- indisk og persisk mad. Det er retter, som jeg har lavet over sommeren. Du kan selv lave dem: Ved at trykke på billederne, kan du se dem i fuld størrelse, og i billedteksterne er der links til video-opskrifter.

Alle retterne er krævende, men ingen af dem er deciderede svære at lave. Det sværeste er risen. Sagt uden ironi eller overdrivelse er persisk ris virkelig en folkevidenskab. Hvor svært kan det være, tænker du måske, men persisk "chelo-polo" skal ikke bare koges. Langt fra!

For at kunne lave disse retter skal du have styr på tre ting først:

1. At lave persiske ris med tahdig (tahdig er den sprøde risbund, som du kan se på billederne.) Det kræver virkelig øvelse. Det tog mig flere år efter jeg flyttede hjemmefra at mestre chelo-polo. Tjek denne video-opskrift for risen, og denne opskrift for tahdig.  

2. At knuse og opløse safran. Se her.

3. At lave indisk masala (krydderi-blanding, f.eks. karry). Der er himmel til forskel på den karry-blanding, som du køber i butikkerne, og den masala, som du selv laver fra bunden. Rent faktisk har de intet med hinanden at gøre. Hvis du tager til Indien, vil du godt kunne købe færdige masala-blandinger, men du kan ikke få karry. Det findes ikke, for det er en vestlig opfindelse. Der findes talrige forskellige masala-blandinger. Den mest udbredte og mest brugte er garam masala. De bedste har du selv knust af hele krydderier! Se hvordan du laver garam masala her


Khoresht-e Fesenjan (persisk): Gryderet med kylling (eller and eller kalv) med valnødder og granatæble. Opskrift: https://www.youtube.com/watch?v=TbBxkTldDAU

Chicken Curry med ingefær (Indisk). Opskrift: https://youtu.be/WWoxlXWGYTA

Loobia-polo (persisk) med haricot vert. Opskrift: https://youtu.be/vl5_DH9L-Kc

Baghali-polo med dild og and (persisk). Opskrift: https://www.youtube.com/watch?v=7LLwZh-h6mo

Khoresht-e gheymeh med kalv og flækærter (persisk). Opskrift: https://youtu.be/eMNCuyunMh4


Chicken Makhani, bedre kendt som Butter Chicken (indisk). Opskrift: https://youtu.be/-nzHXxasZ8E

Ghormeh Sabzi (persisk). Dette er en af de ældste persiske retter, og undertegnedes yndlingsret. Opskrift: https://www.youtube.com/watch?v=6BL6ehObz0s

fredag, august 26, 2016

Forskning: Militær indblanding forlænger borgerkrige


Hvorfor bliver den syriske borgerkrig værre og værre?

Journalist Max Fisher har set på forskningen af borgerkrige, og giver os nogle svar med dystre udsigter i NYTimes.

Generelle svar på krigens fortsættelse ligger bl.a. i den anselige udenlandske opbakning til de forskellige krigende parter i konflikten:
Each side is backed by foreign powers — including the United States, Russia, Iran, Saudi Arabia and now Turkey — whose interventions have made Syria an ecosystem with no entropy. In other words, the forces that would normally impede the conflict’s inertia are absent, allowing it to continue far longer than it otherwise would.

[...]

This is why, according to James D. Fearon, a Stanford professor who studies civil wars, multiple studies have found that “if you have outside intervention on both sides, duration is significantly greater.” (min fremhævelse)

Fisher, der for nyligt er blevet ansat i New York Times, skrev en lignende (mere grundig) artikel i 2013, da han var hos Washington Post:
According to studies of intra-state conflicts since 1945, civil wars tend to last an average of about seven to 12 years. That would put the end of the [Syrian] war somewhere between 2018 and 2023.

Worse, those studies have identified several factors that tend to make civil wars last even longer than the average. A number of those factors appear to apply to Syria, suggesting that this war could be an unusually long one [...]

 

Gør militær indblanding ondt værre?

Der er aldrig en enkelt eller simpel grund til, hvorfor borgerkrige varer så længe, som de gør (gennemsnitligt 10 år). I sin artikel gennemgår Fisher endnu flere grunde til, hvorfor krigen i Syrien endnu ikke har lagt sig, heriblandt de forskellige incitamenter til at kæmpe (brutalt) videre.

Men ekstern indblanding er ifølge næsten al forskning på området en væsentlig faktor i styrkelsen og forlængelsen af borgerkrige. [1] 

I tillæg til den forskning, som Fisher henviser til i NYT-artiklen, kan nævnes en undersøgelse fra 2012, Armed intervention and civilian victimization in intrastate conflicts. Der konkluderer forskerne på basis af data fra militære interventioner i perioden 1989-2005, at indgreb i borgerkrige på vegne af oprørsgrupper gennemsnitligt forlænger borgerkrige og øger vold mod civile med op til 40%. [2]

En lignende forskningsartikel fra 2006 konkluderer, at militære og økonomiske indgreb udefra såsom sanktioner mod et borgerkrigsramt land i hyppigste tilfælde trækker tiden ud og gøder jorden for gengældelsestogter, mens diplomatiske bestræbelser traditionelt skaber nedtrappende resultater. [3]

Noter:

[1] De følgende referencer er blot et udpluk af et væsentligt større forskningskorpus, se f.eks. Fishers Washington Post-artikel. Som en af undersøgelserne nøgternt konstaterer:
"A number of studies of outside interventions into civil wars have demonstrated that interventions are not effective methods of reducing the amount of violence or the duration of the conflict. These empirical results appear to run counter to expectations in the policy community." 

Tuba Turan
, Positive Peace in Theory and Practice, Brill - Nijhoff (30. Okt., 2015), s. 86-89, noter: 194-206; Patrick Regan, Interventions into Civil Wars: A Retrospective Survey with Prospective Ideas, Civil Wars 14, nr. 4, 2010; Paul Diehl, The Scourge of War: New Extensions on an Old Problem,  University of Michigan Press (9. Aug., 2004), s. 76, se tabel 3: The effect of international interventions on the durations of civil wars, 1816-1997; Nicholas Sambanis & Ibrahim A. Elbadawi, External Interventions and the Duration of Civil Wars, Policy Research Working Papers, World Bank (Sep., 2000)

For en anvendelse af denne forskning ift. Syrien specifikt, se Marc Lynch, New Arabs Wars: Uprisings and Anarchy in the Middle East, PublicAffairs (26. Apr., 2016), s. 114-132, noter: 41-48
 
[2] Reed M Wood, Jacob D Kathman & Stephen E Gent, Armed intervention and civilian victimization in intrastate conflicts, Journal of Peace Research (Sep., 2012); For en tilgængelig opsummering af forskningsartiklen, se: Erica Chenoweth, Do Military Interventions Reduce Killings of Civilians in Civil Wars? Monkey Cage

[3] Patrick Regan & Aysegul Aydin, Diplomacy and Other forms of Intervention in Civil Wars, Journal of Conflict Resolution (Okt., 2006)

torsdag, august 25, 2016

Tre bøger, som du skal læse (eller, som jeg vil anbefale)

De følgende boganbefalinger afspejler selvsagt mine interesser. Hvis der er en rød tråd, så er det, at de alle tre er skrevet af venstreorienterede forfattere. Der er også et klart emne- og metodemæssigt overlap, da hver bog på den ene eller anden måde omhandler kløften mellem historieskrivning og virkelighed, ideologi og praksis.

Jeg mener, at alle bøgerne har aktuel værdi, selvom de ikke er spritnye (på engelsk i hhv. 2003, 2010, og 2011). 

De italienske marxister

De tre bøger, som jeg vil anbefale, er alle skrevet af italienske marxister. Det er faktisk tilfældigt, at jeg endte med at læse de følgende tre forfattere i træk, for jeg fik dem selv anbefalet i vidt forskellige sammenhænge og på forskellige tidspunkter. Men jeg var egentlig meget imponeret efter endt læsning.

Først og fremmest skal du læse de italienske marxister, fordi de skriver godt. Der gøres en dyd ud af at skrive klart og enkelt, og de har et sundt forhold til evidens. Man lærer noget af at læse disse bøger.

Enzo Traverso - Origins of Nazi Violence

The Origins of Nazi Violence
Hovedforehavendet i denne bog er -- i stil med Hannah Arendts Samfundstotalitarismens Oprindelse -- et forsøg på at vise, at nazismen (specifikt dens voldsudøvelsesformer) er en syntese af europæisk historie.

Traverso, som er en anerkendt totalitarismehistoriker, demonstrerer, at nazismen er en mulig -- men ej nødvendig -- kombination af separate elementer og forløbere i europæisk moderniseringshistorie. Han afstår fra enhver essentialisering af europæisk udvikling eller nivellering af det tredje riges forbrydelser. Nazismen, dets forfærdelige unikhed og specificiteter står intakt. Han undgår dermed den fatalistiske påstand, at europæisk historie gik svanger med nazismen.

Det kan måske virke som en banal tese, men ikke hvis du er bekendt med de mange moralske diskussioner, der ledsager historieskrivningen på området. Traverso skriver op imod standardhistorikeres* fortælling om, hvordan nazismen enten var en anomali i europæisk historie, eller helt eller delvis motiveret af fremmede hensyn.  

Traverso nøjes ikke med at påstå, men efterviser, at nazisterne flere steder selv angiver (eller afslører) deres konkrete historiske inspirationskilder. Ideen er altså, at nazismen kan studeres som en integreret del af europæisk moderniseringshistorie -- teknologisk, politisk og kulturelt -- uden at udvande dets specificitet, eller unikhed.

De rationaliserede og bureaukratiserede drab; imperialismen og kolonialismen; folkeideologien (völkerishe Ideologie), raceteorierne og antisemitismen; eugenikken (arve- og racehygiejne); euthanasia-programmets "medlidenhedsdrab" på dem, som var "uværdige til liv" (lebensunwertes Leben); anti-kommunismen; osv., var alle dele, som har udviklet sig eller udspillet sig separat i europæisk historie: taylorismen i industrien; belgierne i Congo; udryddelse i Amerika; arbejds- og dødslejre i kolonierne; herrefolksmentalitet og mission civilisatrice; tvangssterilisationsprogrammer i Skandinavien, osv.

Bogen er læseværdig grundet Traversos gravearbejde i de mørkere dele af europæisk historie: den er spækket med oplysningsrige facts for den interesserede læser.

Tryk på billedet for større visning
*Francois Furet, Ernst Nolte og Daniel Goldhagen

Domenico Losurdo - Liberalism: A Counter-History


Liberalism: A Counter-History

Liberalismen anser sig selv for en emancipations-ideologi par excellence. Den udsprang af empiricismen og skepsis over for autoritet, men som Losurdo forsigtigt demonstrerer, gik liberalismen i enhver epoke hånd i hånd med de herskende autoriteter. Denne bog er en undersøgelse af det massive svælg mellem den liberale filosofi, som den blev formuleret af sine klassiske eksponenter, og den faktiske politik, som disse og deres magthavende meningsfæller førte ud i praksis.

Hvadend det drejede sig om slaveriet i Amerika, imperialismen og kolonisering, folkemord på de indfødte befolkninger og racisme mod "lavere racer," og alt derimellem, så måtte friheden, ifølge samtidens liberale filosoffer og notabiliteter, af nødvendighed lade vente på sig for imperiets mange undersåtter, hvis de overhovedet var friheden værdig. Ligesom Traverso nøjes Losurdo ikke med at påpege de indbyggede modsætninger og ekstensionelle afvigelser, men bruger en anselig mængde kraft på at demonstrere sin påstand.

Mange vil nok sige, at der er tale om gammel vin, men bogen er især læseværdig grundet Losurdos heftige dokumentationsarbejde. Ganske meget vil fremstå som nyt, selv for den garvede liberale eller liberalismekritiker. Der er tale om en tour de force over centrale historiske dokumenter, klassiske liberale skrifter, og akademiske afhandlinger om liberalismen.

Der kan være mange grunde til at læse denne bog. Jeg anbefaler den ikke for at sige, at liberalismen og de tænkere samt ideer, der understøtter ideologien, skal kasseres. En sådan konklusion ville i den grad være forhastet og useriøs. Jeg anbefaler bogen, fordi jeg mener, at idehistorisk kritik med fordel kan ledsages af et studie af kløften mellem idé og praksis -- eller nobel selvfremstilling og ført politik -- da der så ofte er så stor en forskel imellem dem. Om noget er denne boganbefaling ikke en afvisning af de liberale ideer om frihed og lighed, men en opfordring til at tage dem mere alvorligt i handling såvel som ord. 

Alberto Toscano - Fanaticism: On the uses of an idea 

Fanaticism: On the Uses of an Idea

Denne bog er især værd at læse i tillæg til såvel Losurdos Liberalism, og Traversos Origins, ikke mindst fordi Toscano flere steder refererer til og bygger videre på Losurdos værk, og da bogen specifikt beskæftiger sig med liberalismens og de siddende magters afvisning af religiøs fanatisme og politisk totalitarisme.

Denne bog handler om brugen, såvel den historisk-politiske som den historisk-filosofiske, af mærkatet fanatisme. Hvordan kunne det (fx) være, at liberale fortalere for slaveriet afviste slaverimodstandere som utålmodige zeloter, urealistiske utopister, og fanatikere? Og hvilken historisk konkret, ideologisk funktion spiller den normative kategorisering, og hvem kan uddele et sådan label?

Toscano demonstrerer, at den herskende magt op gennem historien har dømt "lavere klasser," lavere racer," og emancipatoriske og demokratiske bevægelser, ude, på basis af anklager om abstraktion og fanatisme. Fanatismeanklagen er på en gang en udstødning af upopulære holdninger og en indskrænkning af den midlertidigt accepterede rationalitet.

Resultatet af en sådan erkendelsesmæssig esklusionspraksis er en tilsløring -- snarere end afsløring -- af de specifikke ideer, der ekskluderes, samt de konkrete processer, som nærer og driver dem. Det er Toscanos ærinde at hjælpe os med at 1) forstå, hvordan magthavere -- ikke så sjældent til deres egen ulempe -- har latterliggjort, undertrykt og bortdrevet ideer, som de anså for fremmed og farlige, samt 2) at tilskynde os til at studere ideerne, deres udspring og betingelsesmuligheder i en mere seriøs forstand.

Bogen er mere klart skrevet, og mindre øretævende teknisk, end megen ideologikritik i samme genre. Men modsat de to førstnævnte bøger, indtager denne en førsteplads, hvad angår kompleksitet. Det handler dog ikke om grad af kompleksitet, men om art af kompleksitet: Toscano laver udover en historisk gennemgang også en relativ grundig ideologikritisk behandling af brugen af begrebet fanatisme, der involverer både klassiske som moderne tænkere.

fredag, august 05, 2016

2016-Dokumentar om Palæstinakonflikten: Notes to Eternity

Ny, lovende dokumentar af Sarah Cordery om den israelsk-palæstinensiske konflikt, Notes to Eternity. Interviews med Sara Roy, Noam Chomsky, Norman Finkelstein og Robert Fisk:
"notes to eternity is a meditation on the Israel-Palestine conflict centering on the lives and ideas of four renowned critics of Israel: Noam Chomsky, Sara Roy, Norman Finkelstein and Robert Fisk. All four have strong personal connections to the issue that traverse and transcend historical and cultural lines.

Chomsky, Roy and Finkelstein are Jewish, while Roy and Finkelstein are also the children of Holocaust survivors. Robert Fisk is a foreign correspondent based in Lebanon who has spent over thirty-five years covering conflicts in the region.

The film takes shape around their reflections and is impressionistic, eschewing a more conventional documentary style for a series of ‘notes’. Here fragmentation becomes the lingua franca of memory and identity. World War I and II, the Holocaust, the Vietnam war, Civil Rights, East Timor, the conquest of the New World, and the “fundamental bias” of the Judeo-Christian heritage all enter the frame, evoking commonalities across conflict.

Noam Chomsky is central in the film. From a profoundly Jewish background, he is remarkable for his long-standing support for Palestinian justice. One of the world’s leading public intellectuals he is naturally at home in the “dissident margins.” His pro-Israel detractors variously label him a “self-hating Jew” and a “self-hating American”; on the other side, Palestinian activists vehemently oppose his position on the return of Palestinian refugees, and his criticisms of the movement for a one-state settlement. Now in his late eighties, his involvement with this issue has been lifelong.

Filmed over a number of years in the Middle East, the United States and the United Kingdom, the film becomes an exploration of the very act of representing injustice suffered by another, and a testament to the realities of dispossession that reverberate through all narratives of colonization and forced displacement."

Traileren kan ses her:

torsdag, juni 02, 2016

Citat i Journalisten.dk

[...]

Tendensen til, at pressen bruger stereotype billeder af nydanskere og muslimer – ikke mindst kvinder, har Poyâ Pâkzâd, debattør af muslimsk baggrund, bemærket.

»Mange af de billeder, aviserne bringer af især muslimske kvinder, er tomme symboler, hvor de fremstår hjælpeløse og historieløse og som nogen, der har behov for at blive befriet udefra. Kort sagt som ofre. Det fortæller noget om journalistikken bag, at man ofte vælger at køre med arkivfotos eller fotos fra Mellemøsten, som har forsvindende lidt med den sociale virkelighed i Danmark at gøre,« siger han og kalder det ’doven skrivebordsjournalistik’.

Men den overordnede mediesammenhæng er ikke stort bedre, mener han:

»I årtier har vi haft undersøgelse efter undersøgelse, ikke bare fra Danmark, men også fra vores europæiske nabolande, som har vist, at størsteparten af dækningen af muslimer og islam er negativ. Det er undersøgelser, som både omhandler mediernes dækning af muslimske kvinder, men også islam og muslimer i almindelighed. Afbildningen af muslimske kvinder skal læses ind i denne overordnede negative dækning.«

[...]

Poyâ Pâkzâd tilføjer, at vi i dag ser en stigende tendens til, at muslimske kvinder selv siger fra: Der findes mere og mere litteratur om karikering af muslimske kvinder i medierne, og grupper som Muslima og MuslimGirl har til formål at give et mere alsidigt og positivt billede.

»Men praksis i medierne har ikke ændret sig markant. Det går langsomt. Desuden hører vi et tilbagevendende forsvar fra journalister, som går ud på, at det ikke er mediernes opgave at lave positive historier, kun at skrive sandt. ’Pressen er ikke socialarbejdere,’ hedder det. Men det er en meget selvtjenende presseetik, for det ensidigt negative billede er jo heller ikke retvisende.«
Artiklens rettelse i bunden er også god:
Rettelse 14:09: Det har af en tidligere version fremgået, at Poyâ Pâkzâd bliver kaldt ”muslimsk debattør”. Det er en fejl. Poyâ Pâkzâd kalder sig selv ”af muslimsk baggrund”, men ”ikke religiøs”. Der skulle have stået ”debattør af muslimsk baggrund”. Vi beklager. 
I er tilgivet. :-) 

Læs hele artiklen af journalist Rasmus Elmelund, her: http://journalisten.dk/indvandrere-koeber-ogsaa-huse

tirsdag, maj 31, 2016

"Fem minutter i midnat," Meron Benvenisti om tostatsløsningen i 1982

Throwback fra Anthony Lewis i NYTimes, 1982.

Læg mærke til, hvor lidt tingene har ændret sig i den israelsk-palæstinensiske konflikt på trods af den efterfølgende "fredsproces":
"The Israeli Government already holds, or can easily take under a procedure it now uses, between 55 and 60 percent of the land in the West Bank. It is using most of the land not for pioneer settlements but for huge suburban developments. Israelis are attracted to them by cheap subsidized housing; at present rates 100,000 Israelis will live in the West Bank by 1987. [In 2011, the settler population was estimated at over 520,000 (320,000 in the West Bank and 200,000 in East Jerusalem)*]"
"Using official figures, the study throws the cold light of reality on an emotional subject. It shows that the Government of Israel has proceeded methodically and effectively toward de facto annexation of the West Bank - and that the process has gone very far. It is must reading for all those concerned about a political solution in the Middle East: Americans, Israelis, most urgently Arab leaders. For in terms of the West Bank's part in a solution the time is, as Mr. Benvenisti said, ''five minutes to midnight.''"
"A third reality illuminated by the study is that Israeli administration and legal changes are creating a dual system in the West Bank: one for Israeli settlers and the other, separate and unequal, for the Palestinian inhabitants. The new towns and settlements are administered as part of Israel in terms of budget and law. The Arab population is subject to the occupation authority."

Kilde: ABROAD AT HOME; 5 MINUTES TO MIDNIGHT, Anthony Lewis, NYTimes: http://www.nytimes.com/1982/11/01/opinion/abroad-at-home-5-minutes-to-midnight.html
___________
* Report of the independent international fact-finding mission to investigate the implications of the Israeli settlements on the civil, political, economic, social and cultural rights of the Palestinian people throughout the Occupied Palestinian Territory, including East Jerusalem, Human Rights Council 22nd session, agenda item, s. 7

onsdag, marts 30, 2016

Yours truly

"Jeg har lyst til at sige ingen nævnt, ingen glemt, men jeg løber risikoen, fordi jeg bliver glad på demokratiets, oplysningens og repræsentationens vegne, hver gang jeg læser eller hører f.eks. Khaterah Parwani, Yahya Hassan, Zubair Butt Hussain, Poya Pakzad, Haifaa Awad, Abdel Aziz Mahmoud, Jakob Sheikh, Natasha Al-Hariri, Ayse Dude Tepe og Sherin Khankan – uagtet, at jeg ikke altid er enig."
http://politiken.dk/debat/profiler/uffeelbak/ECE3101959/frihedsrettigheder-gaelder-ogsaa-for-muslimer/

mandag, februar 22, 2016

Sanktioner for menneskerettigheder? Den iranske case.

Jeg kan godt forstå, at mange er lorne ved, at man i forbindelse med atomaftalen med Iran har ophævet handelssanktionerne imod landet. I dag strømmer mange vestlige lande og virksomheder til Iran for at sikre sig lukrative handelsaftaler med det det olierige land.  

søndag, februar 21, 2016

Interview på KomNuDanmark.dk

Hvem er du? Mit navn er Poya Pakzad, jeg er politisk rådgiver og kommunikationsmedarbejder på Mellemøsten hos Mellemfolkeligt Samvirke.

Hvorfor ytrer du dig i offentligheden? Jeg deltager i den offentlige debat, fordi jeg erkender, at jeg som borger i et demokratisk samfund som Danmark, har uovertrufne ressourcer og privilegier til at påvirke samfundet og statens førte politik. Jeg mener ikke, at der er noget særligt ved, at jeg deltager i den offentlige debat. Dette må ikke forveksles med en falsk ydmyghed fra min side, men snarere som en oprigtig forundring over, hvorfor der ikke er flere, der tager del i samfundets udfordringer, når nu vi hverken risikerer forfølgelse, fængsling eller det, der er værre.

Hvilke konsekvenser har det for dig?
 Det værste, der kan ske, er, at nogen latterliggør mig, eller besudler mig. Men det er ret billigt sluppet. I Iran, hvor jeg kommer fra, er prisen for samfundskritik væsentlig højere. Jeg er ret sikker på, at jeg “rykker ved noget”. Der er mange især unge mennesker, som henvender sig for at takke mig for min deltagelse i den offentlige debat. Det synes jeg, er ualmindelig berigende, og det motiverer mig til at fortsætte. Jeg får også utroligt mange henvendelser om at deltage i alskens debatter. Faktisk i så høj grad, at jeg kun når at takke ja til en fraktion af henvendelserne. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at det batter.

Hvordan er du med til at gøre Danmark/verden til et bedre sted? 
Jeg tror ikke, at jeg på egen hånd er med til at gøre hverken Danmark eller verden til et bedre sted. Det er yderst sjældent at enkeltindivider kan yde en sådan påvirkning på historiens gang. Jeg prøver for så vidt muligt at tappe mig ind i eksisterende strømninger og bevægelser, simpelthen i erkendelse af, at forandring sker i fællesskab.

Hvilke projekter synes du fortjener større opmærksomhed?
 Jeg ville ønske, at der var væsentlig større mainstream opmærksomhed på klimaet. Global opvarmning er et massivt problem, ja, faktisk en trussel mod anstændig overlevelse for kommende generationer og ufødte slægter. Det er vores ansvar at sikre fremtiden imod klima-nedsmeltningens svøbe, og de trængsler og lidelser, som den bringer med sig.

Følg Poya Pakzad på Facebook her og på Twitter her 

Kilde: http://komnudanmark.dk/?p=439

onsdag, februar 17, 2016

Er Journalisten.dk's kritik af The Independent forfejlet?



MANDAG kl 00.30 om natten udkom en artikel i Independent. Artiklens centrale påstand var, at der var tre flygtninge ud af de i alt 53 mistænkte gerningsmænd bag tyverierne og sexovergrebene på Köln banegård nytårsaften. Klokkeslættet for udgivelsen er vigtig, for som det skal vise sig, så tilskriver fagtidsskriftet Journalisten.dk to fejl til The Independent-artiklen, som ved nærmere eftersyn ikke lader sig opretholde.

tirsdag, februar 16, 2016

Kölns Statsadvokat Ulrich Bremer vrøvler i medierne

(opdatering i bunden)

Kölns statsadvokat Ulrich Bremer blev igår krydsciteret af The Independent for, at et flertal af de mistænkte nytårsaften var nordafrikanere, af "algiersk (25 personer), tunesisk (3) eller marokkansk (21) oprindelse."

Men Bremer udtaler senere til medierne, at hovedparten "falder under den generelle kategori af flygtninge". Faktisk udtaler han, at de tidligere artikler, der ligesom The Independent påstår, at der kun er tre flygtninge iblandt de mistænkte, er "totalt nonsens."

Men er det nu også sandt, at det ligefrem er "totalt nonsens"?