Kritisk Debat: En Palæstina-Strategi på venstrefløjen

Af: Poya Pakzad, d. 1.nov. 09 | Kritisk Debat
 

I februar '09 udgiver Jakob Lindblom og Jan Helbak en artikel ved navn "om behovet for en ny Palæstina-strategi på venstrefløjen." Artiklen kom på baggrund af de israelske bombardementer i Gaza. Strategien er en "bred folkelig mobilisering" til en "international boykot-kampagne" mod bevægelsen Hamas og staten Israel i stil med "Boykot Sydafrika-bevægelsen i firserne." Følgende artikel er en kritisk gennemgang af Lindblom og Helbaks tekst.

Visionen er sejren i den "sociale og politiske kamp mod imperialistisk undertrykkelse og de respektive autoritære regimer fra Iran i øst til Marokko i vest." Missionen er for "et forenet demokratisk og sekulært Palæstina" som den "eneste mulige politiske løsning på sigt."

Ifølge L&H er Hamas en hindring for en "venstreorienteret løsning." De påpeger Hamas' "betragtelige ansvar for de israelske bombardementer" under Gaza-angrebet og bevægelsens "religiøse fanatisme." Hamas er ifølge L&H en "anakronistisk" og "reaktionær" bevægelse, som forfølger en "sekterisk ideologi," der ikke lader "zionisternes linje noget efter." Venstrefløjen har behov for "substans og analyse," altså en "gennemgribende politisk kritik" af Hamas for at muliggøre "progressive løsninger." Solidaritet med Hamas må ikke stilles på ryggen af den "folkelige forargelse" over angrebet på Gaza. En sådan strategi appellerer ikke ifølge L&H til den "brede befolkning" og den er "dobbeltmoralsk." Der er kun "den brede politiske og sociale kamp tilbage, som også indbefatter oppositionen og den brede befolkning i Israel og ligeså vigtig offentligheden i Europa."

Kort om "krigen" i Gaza
Der er ikke længere nogen grund til at bore dybere i den overlagte massakre i Gaza fra december til januar. Der er stort set ingen forskel mellem menneskerettighedsrapporterne. Senest har Goldstone-kommissionen bekræftet alle "krydrede beretninger." Kommissionen konkluderede, at Israels militære angreb på Gaza var "et bevidst uforholdsmæssigt angreb designet til at straffe, ydmyge og terrorisere en civilbefolkning," under genkaldelsen af angreb, der ikke var i nærheden af legitime militære mål. Kronologien er utvetydig. Israel brød den "seks måneders hvile", fastholdt den "ulovlige blokade," begik "alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret" og afviste ethvert forsøg på ikke-voldelige alternativer. Som altid afviser Israel alle sigtelser uden at imødegå beviser med en afgørende amerikansk opbakning.

Obama-administrationen har komplet afvist konklusionerne i FN's Goldstone-rapport, der opfordrer til retsforfølgelse af krigsforbrydere fra såvel den israelske og Hamas-bevægelsens side. Uden bevisgrundlag har USA afvist rapporten som værende "dybt forkert" og "principielt uacceptabel." Goldstone har bedt Obama om en offentlig påpegelse af fejl i rapporten.

USA insisterer, at rapporten forbliver i FN's menneskerettighedsråd, så den ikke sendes videre til Sikkerhedsrådet. Professor Stephen Zunes skriver, at "hvis sagen bringes videre til FN's Sikkerhedsråd" efter Goldstones anbefaling, "ville det skabe debat" om humanitære krænkelser "begået af en vigtig amerikansk allieret over for et organ, der i modsætning til FN's Menneskerettighedsråd har en håndhævelsesmekanisme." Det ville give medieeksponering af israelske krigsforbrydelser, "hvoraf de fleste blev gennemført med hjælp af amerikanske våbensystemer og tilsyn." USA truer med at nedlægge veto i Rådet. Demokrat-partiet i USA afviser rapportens kerneindhold, da "rapporten mestendels fokuserer på Israels adfærd." Forholdet mellem civile tab, påført begge parter, var mere end 250:1. Det udgjorde en naturlig årsag til at fokusere primært på Israel.

Der er dog et fundamentalt aspekt i Goldstones håndtering, der er "principielt uacceptabel." FN's nuværende Gaza-ordfører retsprofessor Richard Falk, konkluderede i hans rapport, at Israels angreb ikke opfyldte de juridiske betingelser for krigsførelse. Angrebet var en "aggression," der beløb sig til "en forbrydelse mod freden." Falk fokuserede på den overlagte og uproportionelle destruktion. Israel angreb en forsvarsløs modstander uden at løbe en risiko for modsvar. Det reelle billede på jorden var en overlagt massakre. Derfor er det hyklerisk, at man i al hast anerkender Hamas som et statsparti for derefter at retsforfølge deres forbrydelser under krigslovene. Især når Hamas ikke har remedierne til at føre en egentlig krig.

I Danmark opfordrer Mellemfolkeligt Samvirke regeringen til at "arbejde for" at "begge sider... bliver retsforfulgt." For få år siden havde Danmark formandskabet for FN' sikkerhedsråd. Udenrigsminister Per Stig Møller understregede overfor det internationale samfund, at "det har et ansvar for at sætte et stop for straffriheden." Danmark har indtil videre forholdt sig tavst, mens vi på trods af MEP'ernes krav om ophævelsen af blokaden i 2007 hjælper den skyldige part i håndhævelsen af blokaden til søs. Danmark tilbød "maritim ekspertise" til en konference mellem USA, EU og Israel et "hemmeligt" sted i København i februar '09. Den israelske avis Yedioth Ahronoth beskriver det som"Obama's Danmark-initiativ." Mødet skulle blandt andet omhandle Hamas' våbensmugling og "en lukket grænse mellem Egypten og Gaza fra havet." Egypten afslog deltagelse til mødet.

Hamas' ansvar
"Som bekendt trak Israel sine tropper ud af Gaza i 2005," fortæller L&H uden yderligere omtale af den samtidigt åbne erklæring om forøgede bosættelser på Vestbredden og den fortsatte besættelse af Gaza. Året efter vinder Hamas parlamentsvalget og "tog kontrol over Gaza-striben efter indbyrdes kampe" med det "korruptionsplagede" Fatah. Efter David Rose's artikel i Vanity Fair tilbage i april 2008 er det dog ikke længere en kontroversiel påstand, at det var USA i ledtog med Fatah og Israel, som forsøgte at vælte Hamas efter nederlaget ved valget i 2006. "Overtagelsen af kontrol" efter et folkevalg er foruden at være en teoretisk umulighed også en fejlslutning i praksis. Hamas afværgede et igangværende kup.

I den "mellemliggende periode" beskød Hamas "jævnligt" sydisraelske byer med raketter. L&H bemærker, at det måske kunne skyldes den "fortvivlede økonomiske situation i Gaza," men ikke at det også kunne skyldes Israels indlemmelse af Østjerusalem og den igangværende underminering af Hamas som politisk parti. Den palæstinensiske journalist Ali Abunimah har bemærket, at raketter ikke blev affyret fra Vestbredden i samme periode, men at israels forbrydelser "ikke stoppede en eneste dag." Israels eskalering på Vestbredden "i den mellemliggende periode" var ikke et svar på raketter fra Gaza. Sandsynligvis var sammenhængen bag raketterne omvendt en reaktion på den opflammende besættelse på Vestbredden og belejringen af Gaza-striben.

Hamas "fik Israel til at lukke grænsen ind til Gaza og efter behag skrue op og ned for blokaden." Denne udlægning er uden tvivl den dominerende fortolkning af blokadens logik. I realiteten blev blokaden bevisligt påført Gaza før Hamas kom til magten. Det er helt utvivlsomt, eftersom den tidligere direktør for verdensbanken James Wolfensohn tog til Gaza i 2005 for at standse Israels blokade. Det var netop for at afværge en ny voldscyklus efter Israels såkaldte "tilbagetrækning." Israel indførte den økonomiske belejring i 2001, som ifølge UNCTAD "skubbede den palæstinensiske økonomi ind i sådan en 'underudvikling,' at så meget som $2,4 milliarder blev drænet ud af Vestbreddens og Gazas økonomi." I perioden mellem 2000 og 2006 var der "et tab på $42,846,895 i Gazas landbrugsproduktion, på grund af destruktionen af land, afgrøder og drivhuse." FN's daværende Gaza-ordfører John Dugard skrev, at området var "på randen af en humanitær katastrofe."

Blokaden er ikke direkte forbundet med Hamas. Harvards Gaza-ekspert Sara Roy skriver, at belejringen har to grundlæggende mål. Det ene er at sikre, at Gaza "blot anskues som et humanitært problem...uden politisk identitet og politiske krav." Den anden er, at gøre Gaza afhængig af Egypten: "Det er grunden til, at israelerne tolererer de hundredvis af tunneller rundt omkring i Gaza," som er en mere eller mindre "reguleret kommerciel sektor" (London Review of Books, 1. jan. '09).

Ikke desto mindre indgik Hamas en 6 måneders våbenhvile, under betingelse af at blokaden blev løftet. Det blev den som bekendt aldrig. Israels udenrigsministerium udgav en rapport, der sågar bekræftede, at det var Israel der brød våbenhvilen. Den egyptisk mæglede våbenhvile mellem Israel og Hamas virkede og blev betegnet som en "seks måneders hvile." Rapporten beskrev, at "Hamas forsigtigt overholdte våbenhvilen," og effektivt "håndhævede den over for øvrige terrororganisationer." Det fremgår af ministeriumsrapportens diagrammer, at cirka 179 Hamas-raketter blev affyret månedligt i perioden op til våbenhvilen. Under våbenhvilen blev der affyret 3 om måneden op til den 4. november, hvor Israel udførte et kommandoraid på en tunnel, der dræbte 6 palæstinensere. L&H skriver, at "Hamas midt i december erklærede, at våbenhvilen ikke ville blive forlænget, og den 19. december regnede Qassam-raketterne igen ned over de israelske byer." Den israelske avis Yedioth Ahronoth oplyste den 12. december, at Hamas forsøgte at forlænge våbenhvilen under de gamle betingelser, men Israel afviste det kort tid før bombningen. Israels angreb var blevet planlagt mindst 6 måneder inden.

L&H anfører, at "Hamas åbenlyst provokerer til konflikt," mens Israel netop ønsker "den eksisterende konfrontation... fordi den israelske regering og Hamas står i et komplementært forhold til hinanden." Det virker som en modsigelse, når Hamas overholdt våbenhvilen og forsøgte at forlænge den efter et israelsk brud. De forventede ikke et angreb og slet ikke et på størrelse med Israels utallige indfald mod Sydlibanon. Det ville have været selvmorderisk. Det "komplementære forhold" skal ikke ses i lyset af Hamas strategi for at fremstå som de "klareste modstandere," det klarer Fatah for dem. Forholdet er bevidst fremskyndet af israelske provokationer og dens rolle som overhøjhed i konflikten.

Israels angreb var delvist udført for at afværge Hamas' rapprochement og genetableringen af frygten for Israel i regionen. Siden 2005 har Hamas været mere imødekommende over for fredsforhandlinger end Israel. Det første dokument Hamas underskrev, efter de vandt et frit og retfærdigt valg, var det såkaldte "prisoner's document," hvor Hamas sammen med Fatah kalder på en palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne. Ifølge Ha'aretz bydes det velkommen af 77% af den palæstinensiske befolkning. Det er siden valgsejren blevet erkendt i brede kredse, at Hamas er parat til at anerkende Israel de facto - omend ikke de jure. Dette skyldes Hamas-ledelsens gentagende opfordring til permanent våbenhvile og forhandlinger om palæstinensisk statsdannelse uden for Israels grænser.

Som det kan ses, tillægger L&H gentagende gange en omvendt årsagsvirkning, der sætter byrden på Hamas. De klager over Enhedslistens bebrejdelse af Israel som den stærke part, da "proportionalitetsbetragtninger" er, "hvor hårdt det end kan lyde, ulogiske." Anerkender man lodret "Israels ret til selvforsvar" ligesom L&H, må man også erkende, at "krig handler om at vinde." Israel handlede ikke i selvforsvar. Det er et aldeles uholdbart postulat i lyset af Israels fortsatte afvisning af fredelige midler, der var let tilgængelige både før, under og efter "krigen" i Gaza. Israels belejring af Gaza er i sig selv en krigshandling, som Israel selv anerkender, da man gentagne gange har iværksat større krige på baggrund af ørkesløse blokader - i særdeleshed "seksdageskrigen" i 1967. Ønskede Israel fred på grænsen på kort sigt, kunne den have overholdt våbenhvilen og gradvist løftet blokaden som aftalt. Fra den brede vinkel er det endnu tydeligere, at Israels "selvforsvar" er et umuligt forehavende, når det påtager sig rollen som besættelsesmagt.

Et historisk perspektiv
Målet med Gaza-krigen var ifølge israelske kilder, at "genskabe israelsk afskrækkelses-effekt", fordi "dets fjender er ikke så bange for det, som de engang var eller bør være," skriver Ethan Bronner (NYTimes, 13. jan. 2009). Israels sikkerhedsbekymringer er i høj grad baseret på dets evne til at skræmme dets naboer. Det var netop den væsentligste drivkraft bag Israels angreb på Egypten i juni 1967, som resulterede i Israels besættelse af Gaza og Vestbredden. Den daværende hærchef Ariel Sharon formanede det israelske sikkerhedskabinet til at iværksætte et præventivt angreb på Egypten for at opretholde Israels "vigtigste våben -- frygten for os" (Zeev Maoz, Defending the Holy Land, s.89).

L&H skriver, at Israel "flere gange er blevet angrebet af nabolande." Denne konstatering er en overdrivelse. Israel har i sin spæde 60 år ført i hvert fald 6 krige, 2 (nogle siger 3) borgerkrige og over 144 "militariserede mellemstatslige tvister." I en heftig gennemgang på knap 700 sider, konkluderer den anerkendte israelske militærhistoriker Zeev Maoz, at "de fleste af de krige, hvor Israel blev involveret, var helt undgåelige." De var et resultat af "bevidste israelske aggressioner, mangelfulde beslutninger og misforstået konfliktstyring." Ingen af krigene var, med den "mulige undtagelse" af uafhængighedskrigen i 1948, hvad israelerne kalder "nødvendige krige." De var alle "krige efter eget valg."

L&H hævder, at Egypten og Syrien indledte et "voldsomt angreb" på Israel i 1973 " i ly af den jødiske helligdag Yom Kippur." Faktisk er der ikke særlig meget diskussion længere om Israels afvisning af Sadats fredsbetingelser i februar 1971 og i 1973 lige før udbruddet. Under Gunnar Jarrings FN-mission tilbød Egypten fred til fordel for israelsk tilbagetrækning fra Sinai. Israel valgte ekspansion frem for fred. I 1973 fremsatte Sadat atter et fredstilbud denne gang gennem Henry Kissinger. Han advarede, at overtagelsen af den egyptiske by "Yamit betyder krig." Israel valgte at forøge bosættelserne på Sinai og som forventet af Golda Meir angreb Egypten. Israel var tæt på at tabe krigen og konflikten mod Egypten viste sig at være for risikabel. Camp David-aftalernes formål i 1978 var at "neutralisere Egyptens rolle" i konflikten ifølge Avner Yaniv for at muliggøre "militære operationer mod PLO i Libanon samt bosættelsesaktivitet på Vestbredden."

I konsekvens heraf invaderede Israel Libanon i 1982 (Operation Peace for the Galilee), for at afværge det den israelske strategianalytiker Avner Yaniv beskrev som den "palæstinensiske fredsoffensiv." Som Yaniv og flere andre bemærkede, så var Israels invasion motiveret af bekymringen for, at PLOs offentlige rapprochement ville underminere chancerne for "territoriel revision." L&H skriver, at "Israel som autoritær apartheidstat kun kan eksistere" så længe den indgår i konflikt med palæstinenserne. Der er overbevisende præcedens for, at Israel angreb Gaza for netop at afværge Hamas' politiske moderation og forsonlighed. På den israelske side af grænsen var der stille i et helt år, før den israelske invasion i 1982. "Et helt års effektiv våbenhvile" og Arafats "historiske kompromis" bekymrede Israel så meget, at "berettigelsen for hele operationen" ifølge Yaniv var, "at ødelægge PLO som en politisk kraft" der kunne "påberåbe sig en palæstinensisk stat" (Dilemmas of Security, s.20ff, 50ff, 67ff).

Den diplomatiske historie
"I sine 60 år" har Israel været "utilbøjelig til at engagere sig i meningsfulde forhandlinger" med sine modstandere og kun "alt for klar til at anvende militær magt for at påtvinge sin vilje." Angrebet på Gaza er det "seneste klimaks i denne langvarige israelske politik." Sådan udtaler den ledende israelske historiker Avi Shlaim sig til den netbaserede nyhedskanal Democracy Now i januar.

Overraskende nok var palæstinensernes ret til selvbestemmelse stort set uudtalt i perioden mellem delingen i 1947 og det første enstemmige internationale kald i halvfjerdserne. Drejningen er værd at kigge på. I 1973 accepterede PLO stiltiende en fuld israelsk tilbagetrækning og fuld arabisk anerkendelse i en Generalforsamlingsresolution. Endnu en påberåbelse fra PLO kom uformelt gennem Sikkerhedsrådet i 1976, der satte den palæstinensiske stat på den internationale dagsorden. Siden har en international konsensus om en tostatsløsning på konflikten foreligget i en ellers foranderlig verden. Med undtagelse af Israel og USA (og sommetider en enkelt stat og flere stillehavsøer) har det internationale samfund i 40 år tilsluttet sig idéen om israelsk tilbagetrækning og arabisk anerkendelse som en formular for oprettelsen af en palæstinensisk stat.

USA nedlagde veto af FN's Sikkerhedsrådsresolutioner i januar 1976 og april 1980, der ville have stadfæstet løsningen, der både var godkendt af den palæstinensiske befrielsesorganisation og tilgrænsende arabiske nabostater. Efter Arafats såkaldte "drejning" ifølge L&H i 1988 blev en resolution i generalforsamlingen i december 1989 i overensstemmelse med tilsvarende grænser godkendt med et valgresultat på 151-3 (ingen afholdenheder). De tre negative stemmer blev afgivet af Israel, USA og den Dominikanske Republik. Samtlige efterfølgende årlige resolutioner i Generalforsamlingen om "Palæstina-spørgsmålet" har været identisk skæve. Hele verden på den ene side og Israel sammen med USA på den anden. Denne situation har bragt USA og Israel i total international isolation. Ikke overraskende har afvisning af palæstinensernes rettigheder været udgangspunktet under "fredsprocessens" forhandlinger fra Oslo til i dag.

En realistisk strategi
Der eksisterer nu en hidtil uset mulighed for at mobilisere et bredt publikum til at handle hinsides symbolske bidrag. Der er en reel mulighed for at bryde blokaden og nedrive muren for at ophæve besættelsen og etablere en palæstinensisk stat. Tostatsløsningen nyder nemlig foruden tilslutningen fra de autoritative og repræsentative politiske organer også juridisk og menneskeretslig støtte. I 2002 udkom den Saudiske fredsplan, der er underskrevet af de 22 arabiske stater og Iran (Ha'aretz, 1. juni 2009). Planen er en gentagelse af tostatsløsningens betingelser. Initiativet opfordrer til en palæstinensisk stat, der skal fastlægges efter Israels fulde tilbagetrækning til 1967-grænserne. Det tilføjes, at de arabiske stater så skal normalisere relationerne med Israel.

I 2004 udgav Den Internationale Domstol, den højeste juridiske instans i verden, en rådgivende udtalelse om den mur som Israel har bygget på Vestbredden. Domstolen fastslog, at muren er ulovlig. Den bekræftede ulovligheden af bosættelser og "territoriale erhvervelser som følge af trusler eller magtanvendelse." Domstolen anså "Gaza, (hele) Vestbredden inklusive Østjerusalem" for at være "besat palæstinensisk territorium." Den enstemmige rapportering fra menneskerettighedsorganisationerne omkring bosættelser, Østjerusalem og de internationale grænser komplementerer ligeledes tostatsløsningen. Senest giver Goldstone-rapporten også anledning til en standsning af den dobbeltmoralske straffrihed. Dommedagen er nær.

"Folkelig mobilisering" bør fokuseres på at træffe politisk gevinst gennem ovenstående vedtagelser for en tostatsløsning "som mellemled" til noget bedre. Det er nemlig det mest sandsynlige trin mod fred og retfærdighed. Kampen i Sydafrika tog årtier at etablere, med borgmestre der allerede havde forpligtet sig til civil ulydighed og selskaber der godkendte "Sullivan principperne." Hvis en sådan strategi vil se ud som et angreb på det israelske samfund, vil det med stor sandsynlighed være kontraproduktivt. Fred og respekt for menneskerettigheder skal først etableres mellem parterne. Ellers vil en international boycutkampagne for en enstatsløsning tilskrive de næste generationer den samme lidelse, som de har oplevet hidtil. Det vi har set siden 1967 er ifølge Rashid Khalidi "en faktisk enstatsløsning," der ikke er værd at pille ved. Selv ikke i dag er den sydafrikanske stat en ønskværdig udsigt.

Enstatsløsningen nyder ingen substantiel tilslutning hos relevante aktører. Både israelerne og palæstinenserne kalder på deres egen stat. Statssystemet ville komme til Israels undsætning og "venstrefløjen" ville så at sige "sejle mod strømmen." Som ikke-palæstinensere er det ikke op til "venstrefløjen" at foreslå, hvorvidt det er en god idé at etablere én eller flere stater mod begge parters nuværende ønsker. Selvtjenende "venstreorienterede løsninger" er ikke på sin plads, når man advokerer for andre. I særdeleshed folk der lider. Hvis der ikke er grund til blokpolitik herhjemme, bør det ikke anvendes overfor parterne i Mellemøsten. Man skaber fred gennem dialog mellem fjender og ikke mellem ligesindede kammerater.

Det skal ikke kunne siges, hvorvidt een fremtidig løsning er bedre end andre. Det kunne være en enstatsløsning, binational løsning eller afvikling af hele statsystemet. Der vil altid være noget bedre at kæmpe for, men der er afgørende forskel mellem agt og advokering. Visionen i L&H's strategi er så uvedkommende for det snævre mål i Israel-Palæstina konflikten, at det bliver unødvendigt og ubegrundet splittende. Det er "dømt til at mislykkes i den brede offentlighed."

Read more...

Vil Obama tilbyde palæstinenserne en "stat" eller "stegt kylling"?

13.10.09 | skrevet af Poya Pakzad

Hvor længe skal der gå, før dånende europæere og statsledere verden over indser, at Obama ikke er det, som vi tilskriver ham? Den nylige Nobel-pris kom endda angiveligvis bag på præsidenten. Nogle siger, at det vil presse ham til at holde sine løfter. Men hvilke løfter? Vi er så ivrige efter at tilbede Amerika, at euforien over Bush’s afgang ufortjent har befriet os for vor ellers magre skepsis. ”[En] simpel eksorcistisk optræden, bedre kendt som en valgkampagne, har ryddet forbandelsen af vejen,” fortæller Josef Joffe til Times Magazine tilbage i novemberudgaven, ”Men politik er ingen forløsning.”

På trods af sporadiske sobre udmeldinger om Obama, så hersker der stadig en vilje til at lade tvivlen komme ham urimeligt til gode. For eksempel og især når det kommer til en fredsløsning i mellemøsten.

Mødet mellem Obama, Netanyahu og Abbas på sidelinjen tilbage i maj, som var efterfulgt af Obamas tale i Cairo, blev fortolket bredt som et vendepunkt i USA's Mellemøst-politik. Men ”når det kommer til realpolitik og de valg, der må træffes, har verden endnu til gode at se, hvad USA's plan for Mellemøsten reelt går ud på,” skrev udlandsredaktør Jette Elbæk Maressa i Jyllandpostens blog. David Trads skriver mere opmuntrende i Berlingeren, at ” Obama [har] indledt noget, der ligner optakten til et USA-drevet fredsinitiativ i Mellemøsten.”

Ved nærmere eftersyn var det allerede dengang ganske klart, at Obama’s ”fredsinitiativ” var et ideologisk fremfor et beskrivende forehavende. Man har aldrig forventet særlig meget af Netanyahu. Hans tale på Bar Ilan universitetet i kølvandet på Obama’s tale i Cairo satte dagsordenen. Obama og Per Stig Møller mente, at det var et vigtigt skridt fremad. I virkeligheden var det en afvisning af næsten alle betingelser i den forestående fredsproces. Bibi, som Netanyahu også kaldes, gjorde det klart, at hans engagement var videreførelsen af den årelange gennemtvingelse af et palæstinensisk Bantustan.

Bantustan-modellen under israelsk overhøjhed havde sin fornemste fortaler i Menachem Begin og senere Ariel Sharon i deres højre-zionistiske Likudparti. Jens Nauntofte skrev tilbage i 1983 i Politiken, at ”kun ved et yderst drastisk indgreb udefra skønner jeg, at dette Palæstinustan á la Begin kan omstødes.”

Det ”drastiske indgreb” står ved Obama’s magt. Men selv før talen på Bar Ilan stod det klart, at Obama ikke ville presse Israel. For en nærmere forståelse af denne sammenhæng, skal begrebet Bantustan i forhold til Israel-Palæstina konflikten forklares.

Bantustan’er er bedre kendt som de områder i Sydafrika, som apartheid-styret betragtede som selvstændige enklaver, men som reelt var "hjemlande" for de udstødte sorte borgere under effektiv sydafrikansk kontrol.

Den bagvedliggende betydning af Oslo-aftalen i 1993, var at skabe et palæstinensisk Bantustan. USA og Israel greb anledningen til at bestikke den allerede korrupte og nu desperate palæstinensiske ledelse til at være surrogater for Israelsk magt.

Meron Benvinisti skrev i sin tid, at ”samarbejde baseret på de aktuelle magtforhold ikke er mere end permanent israelsk overherredømme i forklædning, og det palæstinensiske selvstyre er blot en eufemisme for Bantustanisering.”

Sandhedens øjeblik ankom senere ved Camp David. Præsident Clinton og premierminister Barak gav Arafat et ultimatum om formelt at acceptere et Bantustan eller bære det fulde ansvar for "fredsprocessens" sammenbrud. Arafat afviste imidlertid at vige fra de juridiske betingelser for at løse konflikten. Den internationale konsensus, der er forankret i international lov, er nemlig den israelske tilbagetrækkelse til 1967-grænserne med ”mindre og gensidige justeringer.”

Denne fredsformular, der er bedre kendt som tostatsløsningen, er støttet af hele det internationale samfund med undtagelsen af Israel og USA, der årligt stemmer imod dens implementering i Generalforsamlingen i næsten total isolation.

Nauntofte skrev i 1983 i samme artikel, at ”det kniber med at finde indflydelsesrige regeringer, der vil støtte et sådant statsprojekt.” Det var faktisk lidt af en overdrivelse, da Sikkerhedsrådet (de ”indflydelsesrige regeringer”) i 1976 og 1980 havde kaldt på etableringen af en palæstinensisk stat og komplet Israelsk tilbagetrækkelse til 1967-grænserne. Begge gange afviste Israel det blankt, på trods af PLOs villighed til at anderkende Israel, og USA nedlagde begge gange veto. En korrigering af Nauntoftes udtalelse ville være, at: ”Det kniber med at få USA til at støtte et sådant statsprojekt.”

Faktisk var der tilbage i maj og i dag ingen tegn på, at Obama-administrationen vil ”støtte et sådant statsprojekt” (red. tilføjet kursiv).

Tilbage i maj mødtes Obama også med Jordans kong Abdullah, der ifølge AFP fastholder, at ”der ikke er ændringer til det arabiske fredsinitiativ, og der er ingen grund til at ændre den. Enhver tale om ændring heraf, er uden hold i virkeligheden.” Det arabiske fredsinitiativ fra 2002 er en gentagelse af den langvarige internationale enighed om, at Israel skal trække sig tilbage til den internationale grænse. Initiativet opfordrer til en palæstinensisk stat, der skal fastlægges i Gaza og på Vestbredden efter Israels tilbagetrækning. Det tilføjes, at de arabiske stater, så skal normalisere forbindelserne med Israel.

Alle de øvrige 21 medlemmer af Den Arabiske Liga har godkendt og opfordret planen inklusive Organization of Islamic States, herunder Iran.

Obama har rost initiativet og opfordret de arabiske stater til at gå videre med normaliseringen af forholdene med Israel. Indtil videre har han ikke anderkendt forslagets forhåndsbetingelser og dermed implicit opretholdt den traditionelle amerikanske afvisningspolitik. Der er ingen tegn på, at Obama er parat til at overveje det arabiske initiativs kerneindhold, endsige fremme det.

Indtil videre har det mest presserende element i Obama-administrationens politik vis-a-vis israelerne været opfordringen til ”fastfrysning af bosættelser.” Men Israels bosættelsespolitik i de besatte områder siden Oslo har medført en fordobling af bosætterbefolkningen fra 280.000 til knap en halv million i dag. Bosættelserne optager næsten halvdelen af arealet på Vestbredden. Bosættelserne er aldrig stoppet og under Netanyahu er de stadig i hastig udvikling med såvel nye konstruktioner og ”naturlig vækst” i de allerede eksisterende bosættelser.

Hvis Obama var alvorligt imod udvidelsen af bosættelser, kunne han nemt gøre konkrete foranstaltninger, for eksempel ved at reducere USA's økonomiske støtte, der afsættes til dette formål. Det ville næppe være en radikal eller et modigt træk.

Bush Sr. administrationen handlede i sin tid hinsides overflødig retorik, da den gjorde indsigelse mod de ”ulovlige bosættelser” ved at true med standsningen af økonomisk støtte til dem. I skarp konstrast anfører Obama administrationens embedsmænd ifølge NYTimes, at sådanne foranstaltninger "ikke er til debat", og at eventuelt pres vil være "symbolsk." Los Angeles Times rapporter, at "amerikanske embedsmænd” privat har sagt, ”at de aldrig havde forventet at vinde en samlet fastfrysning og bemærkede, at Mitchell havde undgået, at udtale dette som et mål." Alt i alt betyder dette, at Obama-adminstrationens vage opfordring til fastfrysning var udtænkt spin, der var designet til at aflede opmærksomheden fra konsolideringen af de i forvejen etablerede ”ulovlige bosættelser.”

En øvrig foranledning til eufori i medierne var Obama’s ytring af begrebet ”palæstinensisk stat.” Det var faktisk Bush, der før ham havde pioneret udtrykket i amerikansk politik. Det var faktisk også Netanyahu-regeringen der i 1996 pionerede begrebet i israelsk politik, da David Bar-Ilan sagde, at palæstinenserne kunne kalde det stykke jord, der var tilbage for ”en stat”, hvis de havde lyst, men de kunne også alternativ kalde det for ”stegt kylling.”

Det afgørende spørgsmål er så, om hvorvidt Obama’s begreb om en ”palæstinensisk stat” baseret på den internationale grænse, som det er udtrykt i verdensretten og den internationale konsensus, eller om han vil overlade israelerne til etableringen af et bantustan eller tilberedelsen af ”stegt kylling.”

En ganske ukontroversiel opfordring som Obama kunne diske op med i denne sammenhæng, er afviklingen af den ”ulovlige mur” på Vestbredden og den ”ulovlige blokade” i Gaza. Dette ville være ukontroversielt, da der både er en verdensretserklæring om ulovligheden af muren og en nylig kommissions-rapport fra FN, der utvetydigt fastholder blokadens ulovlighed.

De planer der udføres lige nu er designet til at give Israel kontrol over de mest værdifulde arealer på Vestbredden. Fragmentering af Vestbredden i frakoblede og ikke-levedygtige enklaver har hindret meningsfuld palæstinensisk udvikling. I store dele af Vestbredden og i Østjerusalem er de eneste ledige arealer til bygning af huse under israelsk jurisdiktion, mens vandforbruget hos de 5.000 jødiske bosættere i Jordan-dalen svarer til 75% af vandforbruget hos de to millioner palæstinensiske indbyggere på Vestbredden. Den ”ulovlige mur” giver også israelerne kontrol over Vestbreddens grundvandsreserver. Israel vil være i stand til fortsat at sikre, at palæstinenserne kun får en fjerdedel af det vand som israelerne i bosættelserne drikker, som Verdensbanken rapporterede tilbage i april. I nogle tilfælde ligger vandforbruget under de anbefalede minimumsniveauer. I Gaza har de regelmæssige israelske bombardementer og den ulidelige belejring medført, at befolkningen lever langt under fattigdomsgrænsen, 96% er afhængige af nødhjælp, som Israel nægter dem, og børn lider i vid udstrækning af underernæring.

Obama har ikke udtalt en eneste sætning om disse forhold, men var hurtig ude og besøge den tilgrænsende israelske sydstat, for at erklære sin sympati med israelere der lever i frygt for vilkårlige raketangreb.

Obama fortsætter med at støtte alle disse programmer, og har endda opfordret til en betydelig, hidtil uset, stigning i militær bistand til Israel over de næste ti år. Det ser altså ud til, at palæstinenserne skal tilbydes ”stegt kylling.”

Det skal understreges, at Israel ikke havde noget troværdigt påskud for angrebet i på Gaza i december, med fuld amerikansk støtte og ulovlig brug af amerikanske våben ifølge Amnesty Internationals rapport ”Fueling the War”. Israel handlede ikke i selvforsvar. Det er et aldeles uholdbart postulat i lyset af Israels fortsatte afvisning af fredelige midler, der var let tilgængelige både før, under og efter massakren. Israels belejring af Gaza er i sig selv en krigshandling, som Israel selv anderkender, da den gentagne gange har iværksat større krige på baggrund af ørkesløse blokader – i særdeleshed seksdageskrigen i 1967.

Senest har Obama-administrationen komplet afvist konklusionerne i FN’s Goldstone-rapport, der opfordrer til retsforfølgelse af krigsforbrydere fra såvel den israelske og palæstinensiske side. Uden bevisgrundlag har USA afvist rapporten som værende ”dybt forket” og ”principielt uacceptabel.”

Alligevel fastholder USA, at rapportens forbliver i FN’s menneskerettighedsråd og ikke sendes videre til Sikkerhedsrådet. Professor Stephen Zunes skriver, at ”hvis sagen bringes videre til FN's Sikkerhedsråd, som Goldstone-kommissionen anbefalede, ville det skabe debat om krænkelser af den humanitære folkeret begået af en vigtig amerikansk allieret over for et organ, der i modsætning til FN's Menneskerettighedsråd har en håndhævelsesmekanisme. Det ville også give langt større medieeksponering af israelske krigsforbrydelser, hvoraf de fleste blev gennemført ved hjælp af amerikanske våbensystemer og tilrettelæggelse.” Human Rights Watch skriver, at afvisningen af rapporten sender et budskab om ”at alvorlige overtrædelser af krigslovene vil blive behandlet med fløjlshandsker, når de begås af en allieret.”

Officielt afvises retsforfølgelse, da det angiveligvis vil ødelægge mulighederne for genetableringen af den såkaldte ”fredsproces.” Men Human Rights Watch skriver, at ”USA har fremført, at vedtagelsen af Goldstone-rapporten og dens anbefalinger vil forstyrre [USA's] bestræbelser på at genoplive fredsforhandlingerne mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed. Men Goldstone mindede Rådet om, at ignoreringen af angreb på civile vil underminere bestræbelserne for fred. Det internationale samfund må konfrontere realiteterne i rapporten, sagde han, og derved "finde et meningsfuldt grundlag for udøvelse af fred og sikkerhed."”

Afslutningsvis bør det noteres at fred kun kan opnåes såfremt den er baseret og forhandlet omkring parternes juridisk berettigede krav. Professor Henry Siegman skriver, at ” Sikkerhedsrådet har ansvaret for at løse konsekvenserne af Seksdageskrigen (besættelsen), hvis parterne ikke er i stand til at gøre det. Det var underforstået i de beslutninger og det sprog, som understregede ulovligheden af erhvervelsen af territorium gennem krig.” Siegman taler om FN resolution 242, der kalder på israelsk tilbagetrækkelse og arabiske staters vedkendelse af israels ret til at leve indenfor sikre og anderkendte grænser, som en formular for oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Siegman fortsætter med at sige, at ”USA og det internationale samfund skal handle bag resolutionens lodrette logik, nemlig at standarden er en tilbagevenden til status quo fra før 1967 grænserne” uden ensidige justeringer af grænsen. ”Præsident Obama har tilkendegivet, at han agter at fremlægge en ramme for Israel og det palæstinensiske selvstyre for en permanent statusaftale. Hans mål for freden i Mellemøsten, før tostatsløsningen forsvinder, ville være bedst tjent med en sådan ramme, hvis den er grundlagt af en resolution i Sikkerhedsrådet om oprettelsen af en palæstinensisk stat,” og ikke israelsk tilberedelse af ”stegt kylling” eller et såkaldt påtvunget bantustan.

.

Read more...

Terrorlogningsgebyr: Det, du laver på nettet overvåges, oplagres og gemmes. Orwell 2009.

af Poya Pakzad

"Terrorpakkerne" siden angrebet på World Trade Center i 2001 har givet "overvågning et markant skred i retning af et overvågningssamfund". Den stigende registrering, oplagring af data og udveksling af personfølsomme oplysninger er indtil videre baseret på terror-argumentet. Otte og et halvt år senere er personlige oplysninger ikke længere private grundet de uforholdsmæssige efterforskningsmidler, som PET har fået. Ifølge jurist og vicedirektør for Instituttet for Menneskerettigheder, Birgitte Kofod Olsen, er det muligt at tegne "en meget akkurat personprofil af den enkelte borger," som hun fortæller Information i december 2008.


7 måneder tidligere i maj 2008 bragte Berlingske Tidende en artikel om danske emails, der kan blive læst af USAs sikkerhedstjeneste. Dengang var danske tele-og netudbydere "formentlig på kant med reglerne," da USA bryder den europæiske menneskerettighedskonventions artikel otte om, at personlig korrespondance tilhører privatlivets fred, ifølge ACLU. Til dette svarede direktøren for telekommunikationsindustrien Ib Tolstrup:

Det er meget svært for os at gardere os imod, hvad der sker uden for Danmarks grænser. Men herhjemme gælder reglerne om meddelelseshemmelighed, og dem tager vi meget alvorligt. De betyder, at vi ikke må overvåge kommunikation." 

Af en eller anden årsag, lader det til, at Ib Tolstrup er ubevidst omkring en logningsbekendtgørelse i terrorloven fra september 2007, som forpligter boligforeninger med over 100 lejemål at registrere lejernes tele- og internetforbrug samt "alle oplysninger om traffiken på email." For teleudbyderen A+ er udgiften så stor, at de "været nødt til at indkøbe meget materiel og ansætte flere folk til at passe arbejdet" ifølge den administrerende direktør Henrik Linde. Problemet løser A+ ved at opkræve slutbrugeren et 'terrorlogningsgebyr.' Ifølge en vred kunde, Preben Mikkelsen, er "udgiften noget forbandet svineri. Mit privatliv bliver krænket, og så skal jeg oven i købet selv betale for det. Selv om beløbet ikke er særlig højt, så er det en skjult huslejestigning, og det irriterer mig. Overvågningssamfundet er gået amok, og er en skrue uden ende."

Ifølge Datatilsynets direktør, Janni Christoffersen, har de "ved flere forslag advaret mod, at man i kampen mod terror vedtager regler og bestemmelser, der ikke står i et rimeligt forhold til formålet" (Ingeniøren sep. 08).

Begrundelsen for overvågningen og muligheden for at videregive "personfølsomme oplysninger til private virksomheder" består i den potentielle afværgelse af "alvorlige trusler mod den offentlige sikkerhed." Som eksempel blev der henvist til "handel med stjålne køretøjer" (Ingeniøren).

»I sidste ende er det en politisk afgørelse, hvor grænsen skal gå. Men som tilsynsmyndighed undrer vi os over, at et biltyveri betragtes som en alvorlig trussel og som argument for en ret vidtgående udveksling af personlige oplysninger,« forklarer Janni Christoffersen, mens forslaget blev "vedtaget uden ændringer af et stort set enigt folketing," ifølgen Morten Rasmussen i Ingeniøren. Ingeniøren prøvede "forgæves" at få en bemærkning fra justitsminister Lene Espersen.

Følgende faktabox er skamløst stjålet fra Ingeniørens indsigtsfulde artikel:

Fakta: Det gemmer de

- For internettrafik, skal oplysninger registreres og gemmes for hver 500. såkaldte pakke - en hel net-session.

- For telefoni, herunder SMS'er og MMS'er, skal samtlige samtaler registreres. Data om det opkaldende og det opkaldte nummer, samtalens varighed samt telefonernes unikke 'cpr-numre', de såkaldte IMSI- og IMEI-numre skal gemmes. Det samme skal oplysninger om aktiverede mobilmaster.

- Der er nu registreret og gemt 200 milliarder poster. En internet-pakke tæller som én post; en telefonsamtale registreres som to poster, én for hver part i samtalen. Antallet af poster ventes at stige med 50-75 procent om året.

- Telekommunikationsindustrien bekræfter over for Ingeniøren, at Politiets Efterretningstjeneste har indhentet data, der er gemt efter bekendtgørelsen.

- I arbejdskraft og udstyr har bekendtgørelsen kostet virksomhederne 200 millioner kroner. De årlige udgifter er på godt 50 millioner kroner. Ét teleselskab, A+, opkræver et månedligt 'terrorlogningsgebyr' på 6,25 kroner.

Kilder: Telekommunikationsindustrien samt logningsbekendtgørelsen

Read more...

Israel-Palæstina – fra et forlig til vedvarende fred

Følgende meget korte gennemgang af Israel-Palæstina konflikten blev bragt i DSU.net og trykt i deres blad tilbage i februar, efter et mindre foredrag jeg gav til et par stykker af DSU's medlemmer. Artiklen starter med et kort forord skrevet af DSU medlem Sophian Drif. 

Efter at have oplevet krigen blusse op i december og set situationen eskalere så drastisk og påvirke så mange Palæstinensere og Israelere ser vi os i Mellemøstgruppen, nødsaget til at tage DSU's forhold til denne uhyggelige situation op til diskussion og refleksion. Vi har derfor skrevet en kort historisk gennemgang samt forsøgt at komme med en vurdering og bud på en løsningsmodel. Vi håber at denne tekst ikke støder nogen og ej skaber splid da vi som politisk ungdomsorganisation må stå stærkt og sammen hjælpe alle de unødvendige ofre for en krig uden ende. Meningen med denne korte tekst er derfor at nuancere emnet og lægge op til en diskussion i lokalafdelingerne. Teksten forudsætte et basalt kendskab til konflikten.
God læsning og god diskussion.
Mvh
Sophian Drif


Israel-Palæstina – fra et forlig til vedvarende fred af Poya Pakzad, d. 12. feb. 2009

Umiddelbart efter Junikrigen i 1967 drøftede FN mulighederne for opnåelsen af en retfærdig og vedvarende fred. Den vidtstrakte konsensus i generalforsamlingen og sikkerhedsrådet kaldte på en israelsk tilbagetrækning af de arabiske territorier, som denne besatte i Junikrigen. Resultatet var sikkerhedrådssresolution 242, der citerede det elementære princip fra FNs charter i sin indledende paragraf, som "Understreger ulovligheden af tilegnelsen af territorium gennem krig"   (red. originalt eftertryk).

Samtidig kaldte sikkerhedsresolutionen på arabiske staters vedkendelse af Israels ret til "at leve i fred indenfor sikre og anerkendte grænser fri for trusler og voldshandlinger."

Begyndelsesvis afviste de arabiske stater resolutionen og det selvsamme gjorde Israel, som officielt bibeholdte besættelsen for "territoriel revision" gennem den såkaldte Allon-plan, der foreslog israelsk annektering af halvdelen af Vestbredden, mens palæstinenserne indskrænkes til den andel halvdel yderligere inddelt i to adskilte kantoner i nord og syd .

Resolution 242 nævnte ikke noget om en palæstinensisk stat, men vedrørte primært konflikten mellem Israel og de allerede etablerede arabiske nabostater. For at imødekomme palæstinensiske nationale bestræbelser tildelte det internationale samfund en palæstinensisk stat i Gaza og Vestbredden, så snart Israel ville standse besættelsen og trække sig tilbage til grænserne før 1967.

Resolutionen – som inkorporerede idéen om en palæstinensisk stat – blev fremført af den arabiske liga i 1976 og blev vedtaget enstemmigt i sikkerhedsrådet – med undtagelse af USA og Israel der alene stemte imod. FN 242 kaldes i dag for "to-statsløsningen."

Israel fastholder, at formuleringen i FN 242 giver mulighed for "territoriel revision." Man henviser til formuleringen "sikre og anerkendte grænser," som betyder, at Israel ikke vil trække fuldt tilbage til 1967-linien (den grønne linje eller våbenhvilegrænsen fra 1949), da disse grænser ikke er "sikre." Man påpeger, at Israel geografisk har en meget smal talje, hvilket gør denne særligt udsat og truet af de arabiske nabostater. Derfor ønsker Israel formelt, at forhandle jord til fordel for fred, såfremt palæstinenserne kan garantere denne fred.

Palæstinenserne fokuserer på den indledende paragraf i resolution 242, der " Understreger ulovligheden af tilegnelsen af territorium i krig" i overensstemmelse med FN's charter for menneskerettigheder og den 4. Genevekonventions artikel 49, der forbyder den besættende magts overførsel af egen civilbefolkning til det besatte territorium.

Med undtagelse af Israel og USA har det internationale samfund i den sidste fjerdedel af århundredet støttet to-statsløsningen: dvs. komplet israelsk tilbagetrækning til udveksling for komplet arabisk anerkendelse som en formular for oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel.

USA nedlagde veto af FN sikkerhedsresolutionerne i januar 1976 og i april 1980, der ville have stadfæstet to-statsløsningen, som var godkendt af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, og tilgrænsende arabiske nabostater.  En resolution i generalforsamlingen i december 1989 i overensstemmelse med tilsvarende grænser blev godkendt med et valgresultat på 151-3 (ingen afholdenheder), hvoraf de tre negative stemmer blev afgivet af Israel, USA og Dominica.

Efterfølgende årlige afstemninger hver november i generalforsamlingen er identiske: hele verden på den ene side og USA og Israel på den anden side. (red. i den originale artikel, står der 'sikkerhedsrådet')

Konfliktens løsning er derfor ikke kontroversiel fra det internationale samfunds diplomatiske perspektiv. Løsningen har international tilslutning og nyder juridisk opbakning – idet verdensretten i 2004 beskrev Vestbredden, Gaza og Østjerusalem som "besat palæstinensisk territorium," og dermed dæmpede den semantiske debat vedrørende resolution 242.

Følgende fire punkter betegnes ofte som de såkaldte "final status" spørgsmål: 1) grænser, 2) bosættelser, 3) Jerusalem og 4) palæstinensernes ret til hjemvendelse. Samtlige punkter med undtagelse af sidstnævnte omtaler verdensretten som ukontroversielle, idet det er "vedtagne normer" i international lov, der anser bosættelserne, yderligere ekspansion og tilegnelsen af territorium i krig som "flagrante overtrædelser."

Oven på det seneste stormløb i Gaza synes denne løsning langt fra implementerbar – men Hamas' lederskab i såvel Gaza som i eksil i Damaskus, har begge i snart flere år understreget deres tilslutning til en palæstinensisk stat baseret på grænserne i FN 242.

Man behøver ikke at være enig i Hamas politik for at forhandle og på dette afgørende punkt, er Hamas standpunkt trods alt mere imødekommende end den af den demokratiske stat Israels – der refleksivt stemmer mod palæstinensisk selvbestemmelse hvert år med den diplomatiske og militære opbakning fra USA.

De primære forhindringer mod en vedvarende fred er de opflammende bosættelser, gensidig terror og Israels manglende vilje til at forhandle med deres palæstinensiske modstykker. Det er det internationale samfunds opgave, at håndhæve "vedtagne normer" i folkeretten og humanitær lovgivning over for de forenede nationers medlemsstater, såfremt de 'flagrant' måtte 'overtræde' disse.

Det åbenlyse alternativ ville være, at Israel og USA deltog i den overvældende internationale konsensus og etablerede en palæstinensisk stat side om side med Israel baseret på den internationalt og juridisk anerkendte grænse.

Påberåbelsen af  'israelsk usikkerhed' kan afvises, da Israel er meget mere 'usikker,' så længe denne forsøger at inkorporere en fjendtlig befolkning inden for sine grænser, end det ville være under en politisk løsning, som vil mindske spændingerne og efterlade en demilitariseret palæstinensisk stat på dennes grænser.

Ekstra kommentar:
Det er ikke min forestilling at tostatsløsningen hverken er "retfærdig" eller "vedvarende". Det er den den mest sandsynlige midlertidige løsning, da den israelske besættelse er den brændende platform i konflikten. - Poya Pakzad
.

Read more...

CENSUR: Over en million irakere døde som følge af USA's invasion siden 2003

Af Poya Pakzad

Alt i mens de hjemlige medier påkalder sig den ene agurketid efter den anden med burkadebatter og uvedkommende nonsens, er der en række nyheder der aldrig trykkes i avisen og som aldrig vises i kassen.  

Èn af de nyheder, som undertegnede mener burde være overskriftsnyheder og på dagsordenen for det internationale samfund, er antallet af irakere, der er døde som følge af den amerikansk-europæiske aggression siden 2003. Tallet er foruroligende og giver stof til eftertanke omkring vores egen kultur og vores selektive udpegelse af skurker.

Der går ikke én dag, uden man på TV og i avisen kan se og læse, at Iran angiveligt er ved at lave atomvåben. Ikke éen artikel og ikke et eneste indslag omhandler det faktum, at der ikke eksisterer så meget som et eneste troværdigt bevis på, at Iran har omdirigeret sin uranproduktion til våbenrelaterede fissile materialer. I forbindelse med PET-sagen blev jeg interviewet i TV2 News, hvor jeg beskrev, at PET absolut ingen berettigelse havde i dennes udenretslige jagt på iranske studerende. For det første, var der ingen begrundet mistanke om, at iranske studerende på nogen måde bidrog til "irans kontroversielle atomprogram" og for det andet, som jeg fortalte TV2, så har samtlige IAEA rapporter og den amerikanske NIE rapport konkluderet, at Iran ikke er ved at lave atomvåben. Dette gør sig også gældende for den seneste IAEA rapport fra september. Dette burde være overskriftsnyheder og det burde give anledning til løftede øjenbryn, når USA's præsident Obama og Israels præsident Netanyahu presser på for sanktioner og angreb på Irans atomfaciliteter.

Stort set ingen aviser, med undtagelsen af Arbejderen, har gjort noget ud af, at belyse de irakiske fakta. Jeg fik en artikel i Arbejderen, hvor jeg opsummerede en række ukontroversielle data, der er afgørende viden for enhver observant, som vil forholde sig kritisk til en krig, som Danmark ganske opportunistisk og kriminelt deltog i.

• En FN-rapport vurderede, at 90.000 irakere årligt omkom på grund af sanktionerne i 90erne – heraf ca. en halv million børn i tidens løb. Sanktionerne har medført "flere dødsfald, mere lidelse og unødvendig smerte…end dødsfald forårsaget af masseødelæggelsesvåben."

• En anden FN-rapport beskriver antallet af internt forflyttede i Irak, som er oppe på 2 millioner, mens irakere der er flygtet ud af landet ligger på 2,2 millioner (sammenlagt nogenlunde det samme som hele Danmarks befolkning). Ifølge rapporten har "47 % af forflyttede ikke adgang til officielle maddistributionskanaler." Mens 'racehygiejnen' herhjemme dyrkes på fuld danskhed, modtager landene i regionen tusinder af irakiske flygtninge månedligt. Syrien har modtaget 1,7 millioner flygtninge med en månedlig stigning på 30.000 og Jordan 750.000 flygtninge. Denne generøsitet er ledsaget af ulidelige forhold for de flygtede da Christiansborg, London og Washington ikke støtter deres ofre i Syrien og Jordan.

• Camp Bucca, som nu skal overdrages til irakerne, er angiveligvis verdens største udenretslige forvaringslejr med knap 20.000 fanger, inddelt i grupper af 800 fangere omgivet af pigtrådshegn og vagttårne. Det totale antal fængslede steg til 24.700 i 2007 – en stigning på 70 % siden 2006. US Army Corps of Engineers har øgede i  2008 kapaciteten i Camp Bucca, som ligger i ørkenens hede, til 30.000 personer, angiveligvis fordi, "Washington forbereder endnu flere tilbageholdelser for fremtiden." Langt størstedelen af de tilbageholdte er ikke beskyttet af loven og har ikke mulighed for rettergang. Yderligere er knap 26.000 irakiske fangere tilbageholdt i irakiske faciliteter – nogle dømt, andre ikke. FN konkluderer i en rapport, at "betydelige forbedringer kræves, for at forhindre grove justitsmord," for ikke at nævne den velkendte tortur der systematisk udøves i lejrene.
  

• Den faretruende økonomiske udsigt, der stiller USA over for den værste krise siden Depressionen, har vakt stor bekymring blandt lovgiverne, da krigsomkostningerne har nået astronomiske højder. De hidtil direkte omkostninger ligger på 600 milliarder $ med en konservativt projiceret stigning i den totale oparbejdede omkostning på 3 billioner $ - et tal der stiger, des længere krigen varer.

Ovenstående tal er fra tid til anden blevet dokumenteret i medierne ofte beskrevet ganske flygtigt uden fordømmelse og placering af skyld. Ligesom den "humanitære katastrofe" i Gaza beskrives forholdene i Irak og Afghanistan, som om de var naturkatastrofer.

Dog er det mest afgørende tal aldrig blevet trykt eller omtalt på TV. Den mest refleksive målestok vi tager i brug, når vi fordømmer nuværende og historiske forbrydelser begået af "skurkene," er hverken undersøgt i den fortløbende danske deltagelse i den ørkesløse krig i Afghanistan eller belyst på baggrund af upåklagelige undersøgelser foretaget af prestigefyldte institutter i Irak.

Det reelle antal bliver måske aldrig afdækket hverken i Irak eller Afghanistan – eller rettere sagt: "officielt anderkendt" som dødstallet i Vietnam. Til sammenligning påpeger senioranalytikeren Robert Naiman, at man heller ikke kender til antallet af personer, der bor i USA, men at den officielt anderkendte vurdering danner basis for f.eks. immigrationspolitikken. Det samme bør gøres gældende, når man diskuterer den fremtidige ramme for den amerikanske besættelse af Irak og den danske deltagelse i Afghanistan, da antallet af ofre er af afgørende betydning. 

Over en million irakere er døde som følge af invasionen i 2003 ifølge en undersøgelse foretaget af den ansete britiske Opinion Research Business (ORB). Tallene tyder på, at invasionen og besættelsen af Irak overstiger drabstallet under folkemordet i Rwanda i 1994, og nærmer sig det antal (1,7 millioner), der døde i Cambodja's berygtede "Killing Fields" under Khmer Rouge i halvfjerdserne.

Ofte diskuteres det, igen ganske flygtigt, at irakerne selv står bag en stor sum af de døde. Et kort blik på John Hopkins universitets undersøgelse publiceret i The Lancet viser, at minimum 56-80 procent kunne henføres til de amerikanske styrker og dennes allierede.

Metoden der er blevet anvendt i undersøgelserne, er de samme som FN tager i brug, når denne vurderer antallet af døde efter krig og katastrofer. Det er fx efter den samme metode, som vi beskylder Sudan for folkedrab.

Det er en uhæderlig tavshed.

Irakerne selv er dog ikke i tvivl. En anden undertrykt afgørende nyhed, er irakernes overvældende enighed siden krigens start, om at besættelsen skal standse omgående. En hemmelig meningsmåling fra det britiske forsvarsministerium, som blev lækket, påpeger, at størstedelen, 80 %, af den irakiske befolkning vil have standset besættelsen omgående, færre end 1 % tror, at besættelsen bidrager til sikkerheden og knap 45 % anser armerede voldshandlinger mod besættelsesstyrkerne som legitimt oprør.

Disse meningsmålinger inkluderer hele Irak, dvs. også de kurdere i Nordirak, som nyder delvis fred og større rettigheder end under Saddam Hussein. Koger man derfor målingen ned til Baghdad, som er den by, der oplever besættelsen værst, vil det sige, at omtrent 90% godkender voldelige aktioner mod besættelsesstyrkerne. Mere tilgængelige meningsmålinger (.pdf) fra Oxford Research International kommer frem til, at ca. 65% af den irakiske befolkning er modstandere af tilstedeværelsen af udenlandske tropper.

Alt dette for ikke at nævne, at det eneste land i Europa hvor befolkningstøtten til krigen oversteg 10 % var Rumænien. En særlig vigtig karakteristik i vestlig demokrati i henhold til udenrigspolitiske udskejelser samt eksporten deraf. Hvor mange irakere tror egentlig på den messianske mission, at USA vil demokratiet i Irak? En Gallup-måling blev foretaget umiddelbart efter November 2003, da bombningen var sat i gang: "Hvorfor tror du, at USA invaderede Irak?" 1 % troede på den messianske mission, 4 % mente at det havde med masseødelæggelsevåben at gøre og en pluralitet (43%) svarede, at USA ville stjæle Iraks olie. 



------------------------

Bekræftende kilder:

After Downing Street, juli 6, 2007
Titel: "Is the United States Killing 10,000 Iraqis Every Month? Or Is It More?"
Skribent: Michael Schwartz

AlterNet, september 17, 2007
Titel: "Iraq death toll rivals Rwanda genocide, Cambodian killing fields"
Skribent: Joshua Holland

Reuters (via AlterNet), januar 7, 2008
Titel: "Iraq conflict has killed a million, says survey"
Skribent: Luke Baker

Inter Press Service, March 3, 2008
Titel: "Iraq: Not our country to Return to"
Skribenter: Maki al-Nazzal and Dahr Jamail

.

Read more...

Blokaden og Gaza Frihedsmarch 2010

af Poya Pakzad

Gaza Freedom March

Den israelske blokade af Gaza-striben fortsætter uforstyrret i kølvandet af stormløbet fra december til januar ’09. Tilbage i 2007 vedtog EU-Parlamentet et beslutningsforslag, der krævede blokaden ophævet. Margrethe Auken var i sin tid skeptisk og i bakspejlet, havde hun ganske ret, da hun bemærkede, at ”det er svært at være optimistisk.”

Den fortsatte økonomiske belejring har medført død, ødelæggelse og kollektiv lidelse for befolkningen i Gaza. Alt i mens borgerne i Gaza behandles som ”dyr mere end mennesker,” bevidner vi i dag komplet uvirksomhed fra det internationale samfund, fortæller ekspræsident Jimmy Carter i en tale til UNRWA tilbage i juni.

Den ”ulovlige blokade” er ifølge Amnesty en ”kollektiv afstrafning af hele befolkningen i Gaza” og en ”grov overtrædelse... af den Fjerde Genevekonvention.” Human Rights Watch kalder blokaden for ”en seriøs overtrædelse af international lov,” mens den ledende Gaza-ekspert fra Harvard universitet Sara Roy siger, at konsekvensen ”unægteligt er en af masselidelse, der er skabt hovedsageligt af Israel, men med den aktive meddelagtighed fra det internationale samfund i særdeleshed USA og EU.”

I juni udgav FN sammen med 40 internationale nødhjælpsorganisationer og NGOer en fælles erklæring, der fordømte den ”hermetiske afsejling” af Gaza. ”Situationen er desperat, ødelæggende og uudholdelig. Hver dag der går, bringer mere elendighed og lidelse,” sagde John Ging, leder af FNs nødhjælpsorganisation (UNRWA), en af underskriverne til den fælles erklæring.

Den israelske avis Ha’aretz skriver, at ”den inhumane og ulovlige belejring” har ”...slået fejl. Det kan afgøres på baggrund af de sidste to år.” Blokaden i Gaza har medført ”kronisk arbejdsløshed, fattigdom og underernæring” ifølge en rapport i Christian Science Monitor. I henhold til blokaden skriver det britiske Guardian, at ”for dem der led mest, fortsætter krigen.” Den konservative Financial Times skrev i 2008, at ”belejringen” ikke kun er ”forkert,” men ”virker næsten komplet imod hensigten,” da ”det er ulovligt.”

Foranstaltninger såsom våbenembargo, boycut og sanktioner er ikke blevet taget i brug over for Israels overtrædelser. Passiviteten er et faktum. Derfor ligger ansvaret hos dem, hvis samvittighed er ved at koge over. Ansvaret ligger hos dem, der har sjælen og privilegierne til at gøre historisk forandring.

Tusinder af fredelige internationale ildsjæle, heriblandt Noam Chomsky, Omar Barghouti, Naomi Klein, Ralph Nader, Diana Buttu , Arun Ghandi, George Galloway og andre fremtrædende modstandere af belejringen mødes i Gaza den første januar 2010. For øjnene af de internationale medier krydses Erez-grænsen for at standse belejringen en gang for alle. Dette er Gaza’s frihedsmarch.

.

Read more...

"Gaza? Its more than that!" (CUMINet guest post)

CUMINet - Copenhagen University Middle East and Islam Network

Guest post by Poya Pakzad, Independent Analyst, Denmark. 26. Aug. 09

There is no longer any virtue in reviewing the premeditated US-Israeli massacre in Gaza from December to January. Virtually no disparity exists between the human rights organizations inside Israel or abroad. The record is unambiguously clear. Israel disrupted the “six months of lull”; maintained its “illegal blockade”; committed “grave breaches of international humanitarian law” and denied any attempt at continually offered nonviolent alternatives. As always, Israel reflexively denies any allegation without providing counter evidence. [1]
It’s hardly a challenge to lay bare this methodical pattern in the gladly forgotten record of Israeli aggressions.
No, one must refuse to plunge into this discussion. The largely manufactured hullabaloo serves for the most part to sidetrack attention from the rather palpable steps towards peace in the Israel-Palestine conflict.
It bears crucial notice that an international consensus on a two state solution to the conflict has long subsisted in an otherwise changing world. The following assessment is an attempt to elucidate this accord and two immediate discrepancies. (1) Why has the conflict not been settled? And (2), what is the efficacy of the resuscitated appeal for a one state solution? Each question merits a study much beyond the scope of this piece. The purpose of the subsequent text is to inform as well as incite an exchange.
The provisions of the broad agreement are based on the central diplomatic document, issued against the backdrop of the six day war, entitled UN Security Council Resolution 242. The preamble states that there can be no acquisition of territory by force in accord with customary international law and the Fourth Geneva Convention. The basic interpretation is a settlement along the “green line” with “minor and mutual adjustments” to uncurl the arbitrary cease fire lines.
The resolution further stipulates that all states in the region have a right to “live within secure and recognized borders.” The latter has been reiterated for decades, even as US-Israeli rejection of the conditions has been the chief motor of occupation since the seventies.
Surprisingly, the right of Palestinians to self determination remained unspoken between the partition of 1947 and the first unanimous international call in the seventies. The change is worth paying attention to. In 1973 the PLO tacitly agreed to a formula of full Israeli withdrawal and full Arab recognition in a General Assembly resolution. Yet another call was made informally through the Security Council in 1976, explicitly putting a Palestinian state on the international agenda. Israel flatly rejected it and the United States effectively vetoed.
In 1980, a Security Council Resolution repeated these legal obligations, the US vetoed and since then US-Israeli rejectionism has been consistent. A change occurred on the other side however, as the Palestinian National Council accepted the two state settlement in 1988 from tacit approval to formal advocacy. This put the US and Israel in total international isolation, deeming every departure point of “peace process” negotiations as a rejection of the consensus.
Today the consensus enjoys the support of authoritative political, legal and human rights bodies. The most representative political body in the world, the General Assembly, presents the modalities of the settlement each year and the vote has been identically lopsided every time. The entire state system is on one side and Israel with the US along with South Pacific atolls on the rejectionist side. In 2004 the International Court of Justice, the highest authoritative legal body in the world, rendered an advisory opinion on the wall Israel has built in the West Bank. The court judged the wall to be illegal; confirmed the illegality of “territorial acquisition resulting from the threat or use of force” and deemed Gaza, the West Bank including East Jerusalem to be “occupied Palestinian Territory.” [2]
What might come as a surprise to the devoted reader of the press is the fact that Hamas since 2005 has been more forthcoming to this consensus than Israel. The first document Hamas signed when they were elected freely and fairly was the so-called Prisoner’s Document in which Hamas declares their agreement with Fatah on the establishment of a Palestinian state within the 1967 borders – incidentally supported by 77 % of the Palestinian population. It has since been conceded, even by NY Times, that Hamas is willing to negotiate along the lines of the Saudi Peace Plan and to recognize Israel de facto but not de jure. All 22 Arab states have signed the Saudi Peace Plan, which is essentially a transcript of Resolution 242 – including non-Arab states such as Iran. [3]
What has been recognized as the most contentious aspect of the conflict, namely the right of return, has surprisingly not been the most disputed issue during negotiations. At Taba, they accepted a “pragmatic settlement” which wouldn’t change “the demographic character of Israel.” The main problem has been Israel’s unwillingness to have a 1:1 land swap, i.e. the “minor or mutual adjustments” [4]. The right of return is enshrined in the Universal Declaration of Human Rights and Resolution 194 of 1949. It is unambiguously supported by the international community, Human Rights Watch and Amnesty International (and also in principle by Israeli Jews, who established their own state on the notion of that very right.)
American presidents including Barack Obama have demonstrated time and again, that they are not honest brokers. The institutional permanence of vast diplomatic, economic and military support suggests state guidelines across the political spectrum. The doctrine of policy deems Israel a “strategic asset” in the heart of the energy producing region, serving as “cops on the beat,” effectively “educating” the “savage Arab” into submission. This course of action serves to strengthen US-Israeli intransigence against Palestinians and renders the international corpus of rules null and void. It doesn’t require a doctorate to discover US hegemony in the region and the European Union toddling behind, maneuvering where it can, and obeying where it must.
This can be exemplified by comparing reactions towards state violations of customary norms, such as “serious breaches of the prohibition to use force”, the “right to self determination” and fundamental standards of human rights and humanitarian law. When the Security Council fails to perform in accord with Article VII owing to “the Tyranny of the Veto”, the General Assembly typically doesn’t hesitate to assert its duty by calling for the implementation of economic, financial and diplomatic sanctions, notably in the case of South Africa. Such comparisons can be found in an exhaustive study by Marc Weller and Barbara Metzger from Cambridge University. They conclude a “double standard” granting Israel “complete immunity” from reflexive remedies with regard to Iraq, Bosnia, Rwanda, Kosovo and East Timor such as “arms embargo,” “sanctions” and “international presence” of monitors and peacekeeping forces. [5]
Israel’s latest defiance of the Council’s calls has likewise been backed by US President Barack Obama’s administration. US support has continued and been amplified apart from Obama’s rhetorical superfluities. The near unanimous European euphoria over the election of Obama is a back hand admission of both its recognition of the double standard and its awareness that it isn’t able to do much without the consent of the Super Power. [6]
Recognizing this milieu of inaction and “facts on the ground”, elements of the left (and extreme right for dissimilar reasons) lends support to the proposal of a one state solution based on the egalitarian principles applied in South Africa and elsewhere. It requires a shift of paradigm terminologically replacing “occupation” with “Apartheid.” Indeed apartheid is a component of the occupation, yet annexation is a far worse crime than any comparable stage of colonization in South Africa. Annexation is an altogether different sort of imperialism, suggesting practically no alteration of behavior even if historical Palestine was to be developed into one state. A single state is no guarantee; take a simple look at the existing ones!
Arguments for a one state solution is usually based on justice – acknowledging quite accurately that the two state solution is far from just. Yet, justice, apart from discussions in academic seminars, is limited in the real world by the fact of feasibility. No one says that Hopi Indians should renounce their claim to their ancestors’ land, but then, no one advocates it either. The arguments become tautological: “No settlement is acceptable unless it’s acceptable.”
If there is a series of steps leading to the one state solution it should by all means be discussed. Trying to create an environment conducive to this settlement today seems impossible and may well be a recipe for further conflict. The idea of boycotts and divestiture requires the active participation of important actors within Israeli society. The struggle in South Africa took decades to establish with mayors already committed to civil disobedience and corporations agreeing to the “Sullivan conditions.” If such a strategy will look like an attack on Israeli society it is likely to be counterproductive. I have seen serious debate regarding the efficacy of the two state settlement. How can you divide Cis-Jordan for example? How can Palestinians realize a “rump state”? Yet, as an interim solution, far from the final status anathema it has become, the struggle for normalization, fulfillment of rights and integration shall continue.
[1] Israeli Ministry of Foreign Affairs, “The six months of the lull arrangement,” December 2008 |Human Rights Watch, “Precisely Wrong,” June 2009 | Human Rights Watch, “Rain of fire,” March 2009 | Amnesty International, “Israel/Gaza: Operation “Cast Lead”: 22 days of death and destruction,” July 2009 | Bt’Selem, “Guidelines for Israel’s Investigation into Operation Cast Lead,” February 2009.
[2] International Court of Justice, ”Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territory,” 2004.
[3] Avi Issacharoff, “Poll: 77 % of Palestinians support the Prisoner’s Document,” June 2009, Ha’aretz | Mouin Rabbani, “A Hamas Perspective on the Movement’s Evolving Role: An Interview with Khalid Mishal: Part II,” Summer 2008, Journal of Palestine Studies vol. 37 | Avi Issacharoff, “Meshal: Hamas backs Palestinian state in ’67 borders,” April 2008, Ha’aretz | Amira Hass, “Haniyeh: Hamas willing to accept Palestinian state with 1967 borders,” September 2008, Ha’aretz | Middle East Online, “Hamas calls for Palestinian state in 1967 borders,” June 2009 |Hamas, “We Do Not Wish to Throw Them Into the Sea,” February 2006, Washington Post | Jay Solomon & Julien Barnes-Dacey, “Hamas Chief Outlines Terms for Talks on Arab Israeli-Peace,” Juli 2009, Wall Street Journal.
[4] Ron Pundak, “From Oslo to Taba: What Went Wrong?,” Autumn 2001, Survival p. 31-45, The International Institute for Strategic Studies.
[5] Marc Weller & Barbara Metzger, “Double Standards,” September 2002, PLO Negotiations Affairs Department | for further deliberations see: Yoram Dinstein, “War, Aggression and Self Defense,” 4th ed., 2005, Cambridge University Press p. 302 and David Cortright & George A. Lopez, “The Sanctions Decade: Assessing UN Strategies in the 1990s,” 2000, Lynne Rienner.
[6] The Bush Sr. administration went beyond rhetoric objecting to illegal settlement by denying economic support for them. Oppositely, Obama administration officials state that such dealings are “not under discussion” and that any pressures will be “largely symbolic”: Helene Cooper, “U.S Weighs Tactics on Israeli Settlement,” May 2009, NY Times | Grant F. Smith, “$2.775 Billion in US Aid Supports Israeli Nuclear Weapons Program,” June 2009, Online Journal.

Read more...