Obs! indholdet er revideret.
Se også Søren Friis' "Stadig brug for en dansk Irak-undersøgelse" på Udenriget.dk
Se også Søren Friis' "Stadig brug for en dansk Irak-undersøgelse" på Udenriget.dk
I en nylig kronik den 4. november 2011 skriver juraprofessor Jesper Lau Hansen (JLH), at en kommende undersøgelse af grundlaget for Irak-krigen ikke er nødvendig, idet grundlaget allerede er tilstrækkeligt belyst. Det er rigtigt, at det officielle grundlag og de fleste rejste problemer er tilstrækkeligt belyst, men det er desværre også sagen, at Jesper Lau Hansen ikke har taget bestik af de tilgængelige oplysninger.
Der findes mange undersøgelser af lovligheden af aktionen under staternes internationale forpligtelser og folkeretten. Et eksempel er Tysklands føderale forfatningsdomstol (Bundesverwaltungsgericht .pdf ; "Was the War on Iraq Illegal?", Schultz .pdf), som efter en undersøgelse i 2005 erklærede krigen for ulovlig, idet folkerettens artikel 2.4 -- som forbyder angrebskrige -- er jus cogens (som i jurist-lingo refererer til den del af FN-retssystemets bestemmelser, som ikke må ændres ved omskrivninger eller vilkårlige tolkninger).
En uafhængig kommission i Holland ledet af den tidligere højesteretsdommer Willibrord Davids, konkluderede i en 551-siders rapport i januar 2010, at de vedtagne resolutioner om Irak "ikke kan fortolkes således, at enkelte medlemslande må bruge militær magt”. Grundpillen i FN-retsystemets orden er princippet om non-intervention, hvis tilgrundliggende og dyrekøbte ræson er, at ”frelse de kommende generationer fra krigens svøbe”.
JLH hævder, at eksperter er uenige i det folkeretlige grundlag for Irak-invasionen. Ved første læsning burde det ikke komme som nogen overraskelse. Ligesom der findes eksperter, som mener, at global opvarmning er et hoax, findes der sandt for dyden også eksperter, som vurderer, at Irak-krigen var lovlig – herunder juraprofessor JLH. Men forholdet er sådan, at den herskende konsensus blandt eksperterne er, at Irak-krigen var en direkte overtrædelse af FN’s bestemmelser, og uden hjemmel i Sikkerhedsrådets vedtagelser om Irak. En fair og ukontroversiel gennemgang kan læses på Wikipedia. Se også her (.pdf), her, her, her
Det følger ikke (det er en non sequitur), at man er "ligeglad med diktatorers grusomhed", hvis man "mener, at folkeretten især skal hindre krig", som JLH skriver. "Alene bestræbelserne på at komme Saddam og hans regime til livs myrdede flere på få måneder end det Saddam sad på anklagebænken for -- ikke for at nævne den efterfølgende borgerkrig eller de forudgående sanktioner i 90erne. Princippet bag en sådan påtrængende godhed må i det mindste være first do no harm.
Men der var en enkel måde at skære igennem spekulationerne og den internationale modstand til krigen – en modstand som det må siges, var uden fortilfælde i nedskrevet historie. Hvis den selvbestaltede internationale koalition på trods af FN’s egne kontrære udmeldinger var overbevist om, at krigen var legitim, kunne den have bedt om en Sikkerhedsrådsresolution, som gav udtrykkelig tilladelse til magtanvendelse. Men den velkendte (militærpolitiske) Bush-doktrin var jo en udmelding om unilateral politik – ”enten er du med os eller imod os”, eller enten er vi med i det ”ny Europa” eller det ”gamle Europa”, sagt af henholdsvis George Bush, og hans forsvarsminister Donald Rumsfeld. Man valgte at gennemtvinge sine målsætninger med militære midler udenom de international autoriteter.
Dette var (og er) en doktrin, som kun blev lettere at sælge i den vestlige verden, fordi man har ’eksperter’ som JLH til at føre advokatur og redefinere FN’s legitimationsgrundlag for magtanvendelse (formentlig i erkendelse af, at der var absolut ingen støtte til en krig uden en godkendelse fra FN). For JLH og andre i samme kategori af krigsapologeter er den eneste legitimationsfaktor den, at det var os, der gjorde det, fordi det ifølge JLH afhænger af, ”hvilke værdier man tillægger størst betydning i folkeretten”. Det betyder med andre ord, at definitionen på angrebskrig, som det traditionelt har været forstået i folkeretten siden Nürnberg-tribunalet, er reduceret til vilkårlige anskuelser (Faktisk er anskuelserne ikke vilkårlige. De er altid prydet med ædle selvfremstillinger). Og som sådan er det et umuligt forehavende for de mest voldelige og bedst udrustede stater (og disses medløbere) at begå aggression -- en belejlig konsekvens af den anvendte tolkning.
JLH anfører, at efterretningstjenesterne kun ”overvurderede Saddam en smule, men ikke meget”, og at disse ”vurderinger [ikke skyldtes] politisk pres, men var den fremherskende opfattelse gennem flere år baseret på en bred vurdering af forskellige kilder.” Hvilke kilder, peger JLH ikke på, men udleder det angiveligt fra henholdsvis Hutton- og Butler-rapporterne, og rapporter udgivet af Iraq Survey Group. Før vi vender til indholdet i disse rapporter og deres beskaffenhed, må vi vurdere, hvad efterretningsvæsener vidste og forventede af konsekvenser, og hvad vi i hvert fald ved i dag.
Generelt forudsagde efterretningstjenester og sikkerhedsanalytikere forud for invasionen, at et angreb på Irak ville afføde mere terror (se her, her, her, og her, her, her). Det var derfor ikke uventet, at Al Qaedas rekruttering steg til vejrs. USA’s nationale efterretningsråd (baseret på hele 16 efterretningsvæsener) advarede inden krigen, at ”en amerikansk-ledet invasion af Irak vil forøge støtten til politisk islam og resultere i et dybt splittet irakisk samfund, der er tilbøjelig til voldelig intern konflikt”. Ligeledes advarede FN, som korrekt havde bedømt, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak, at Al Qaeda-rekruttering tog til som følge af forberedelserne til invasionen af Irak. Velvidende at terror ville stige og at intern konflikt ville følge krigen, gik vi i krig.
Efter invasionen har den britiske undersøgelseskomite konkluderet, at krigen har øget terrortruslen betydeligt. Amerikanske efterretninger er nået til samme resultat og danske efterretningstjeneste har skønnet, at Danmarks deltagelse i Irak, som hævdes at udgøre en ”magnet” for terrornetværk, også har skabt en øget risiko for terrorangreb mod Danmark. Irak-krigen indskriver sig dermed i en den velkendte kobling mellem dennesidig voldsanvendelse og risikoen for terrorangreb.
"Den danske beslutning var ikke begrundet i Saddams abc-våben, men i hans manglende efterlevelse af FNs resolution et forhold som både Hans Blix modstræbende måtte medgive, og som ISG-rapporterne efterfølgende har bekræftet." Det er selvfølgelig absurd, at JLH i samklang med forrige magthavere påstår, at det ikke handlede om disse våben, når netop de omtalte resolutioner utvetydigt omhandler disse våben. Blix skriver i sin bog Afvæbningen af Irak s. 19:
"Jeg mente ikke, at den væbnede indgriben svarede til, hvad Sikkerhedsrådet havde besluttet fem måneder før. Rådet havde ikke sat en deadline efter tre en halv måneds inspektion. Var vi nogetsteds blevet nægtet adgang [i Irak, af Saddam]? Nej. Gik inspektionerne godt? Ja."Iraq Survey Group konkluderede efter en 15-måneders lang og desperat officiel undersøgelse til knap 1 mia. USD, at ”Irak ensidigt destruerede dets uerklærede kemiske våbenlager i 1991,” og at Irak ”i 1991 og 1992… synes at have ødelagt sit uerklærede lager af biologiske våben”. De konkluderede, at ”Irak afsluttede sit atomprogram i 1991 efter Golf-krigen” og de ”fandt ingen beviser, der tyder på en samordnet indsats for at genstarte programmet.” Senere har ISG miskrediteret sig selv ved at gentage den desperate jagt ved at ekstrahere oplysninger om ”Saddam’s hensigter” fra fængslede irakiske regeringsfolk – flere efter tortur.
Iraq Survey Gruppens formand tidligere våbeninspektør David Kay, indså tidligt at de forfalskede oplysninger om masseødelæggelsesvåben i Irak, netop var forfalskede og der fandtes i Irak ikke skyggen af noget aktivt våbenprogram af betydning. David Kay forlod af denne grund gruppen og konkluderede i et svar over for Senatet at ”det vi lærte under inspektionerne (efter krigen) er, at Irak i dag er et potentielt farligere sted end det rent faktisk var før invasionen.” Ganske som Kay oplyste, bekræftede forskerne Peter Bergen og Paul Cruickshank i deres nu velkendte studie ”The Iraq Effect”, at den globale terror steg med en faktor 7 som følge af krigen.
Tilbage står, som FN-inspektørerne konkluderede forud for krigen, at der ikke var masseødelæggelsesvåben, og at Irak havde efterlevet sine forpligtelser.
Måske kan JLH få bekræftet hvorfor man kun angriber de forsvarsløse, ved at gå en tur forbi den nærmeste skolegård, mens der er frikvarter. Saddams Irak var efter modbydelige og massedræbende vestlige sanktioner op gennem 90erne, efterladt så forsvarsløs, at dydsirede krigsfortalere - og apologeter som JLH - kan agitere for krig tusinder kilometer fra vores egne grænser. Man gik i krig, fordi efterretningerne forsikrede, at Irak var forsvarsløs, ikke fordi man, som JLH skriver, "overvurderede Saddam".
Lad os se nærmere på de to øvrige rapporter, som JLH henviser til. For det første: Hutton-rapporten. Denne rapports kommissorium har været at ”undersøge omstændigheder omkring dr. Kellys død” (the-hutton-inquiry.org.uk). Den Kelly, der refereres til, er den videnskabsmand og våbenekspert, som kort tid efter Irak-krigens udbrud angiveligt begik selvmord nær sit hjem. David Kelly havde forinden lækket en historie til BBC om, at efterretningerne om Iraks masseødelæggelsesvåben var ”dullet op” (”sexed up”). Rapporten konkluderer, at det sandsynligvis var et selvmord. Det var ikke rapportens formål at udsige noget om validiteten af de efterretninger Kelly drog i tvivl. Det siges udtrykkeligt på undersøgelsens hjemmeside.
Butlerrapporten havde imidlertid som kommissorium at undersøge validiteten af efterretningerne angående Iraks våbenprogram. Butlerrapporten havde stort set udelukkende medlemmer der støttede krigen, og selv til dels arbejdede i efterretningstjenesten. Alligevel er rapporten stærkt kritisk. Eksempelvis konkluderes det i rapportens pkt. 261 om den tilgængelige efterretning angående Iraks våbenprogram, at man i slutningen af 2002 vidste, at: ”Siden 1991 har inddæmningspolitikken været delvis succesfuld, sanktionerne havde effektivt standset Iraks atomvåbenprogram, Irak har effektivt været forhindret i at opbygge sit kemiske arsenal til præ-Golfkrigs-niveau,(…) biologiske og kemiske våbenprogrammer er blevet forhindret. Saddam Hussein har ikke haft succes med effektivt at true sine naboer.” Rapporten siger også, at Saddam gerne ville udvikle sine våben yderligere, men han udgjorde altså på ingen måde nogen sikkerhedsrisiko.
Med andre ord. Indtil de vestlige lande begyndte at rasle med sablen, havde vi præcis som JLH hævder, ganske pålidelige efterretninger, men modsat JLH’s frugtbare fantasi, sagde efterretningerne mere eller mindre entydigt, at Saddam ikke udgjorde nogen væsentlig sikkerhedstrussel, at terroren ville stige og at intern konflikt ville rase ved et angreb, at irakerne var imod en invasion, og at den overvejende majoritet af verdensbefolkningen - ikke kun det evigt formørkede Rusland og Kina - var imod en krig udenom FN.
Helt ekstraordinært bliver JLH’s henvisning til Saddams angivelige interesse i uran i Afrika. Denne efterretning er endegyldigt blevet nedlagt som helt og aldeles opspind, og det vidste man også i vestlige efterretningstjenester. CIA vidste det, og El Baradei fra IAEA (det Internationale Atomenergiagentur) fremlagde 7. marts 2003 – altså før Irak-krigens begyndelse – bevis for, at efterretningerne om Iraks interesse i uranhandel i Niger var forfalskede. Et af de forfalskede dokumenter fra august 2000 refererer til Nigers forfatning af 12. maj 1965, mens den burde referere til forfatningen af juli 1999.
Efterretningerne før invasionen var velbelyste. De viste bare det modsatte af, hvad daværende politikere dengang og JLH i dag forsøger at kommunikere.
Denne diskrepans, mellem de faktiske efterretninger og krigsapologeternes argumentation, kan kun skyldes en af tre ting: spin, faglig inkompetence eller alvorlig misinformation. Den mest oplagte og i virkeligheden mindst inkriminerende konklusion må være, at sikkerhed, demokrati og terror ikke har rangeret højt blandt statens prioriteter – at den negative sikkerhedseffekt og de enorme menneskelige og materielle konsekvenser er en omkostning, man har accepteret for at kunne varetage vigtigere hensyn. Hvad disse hensyn var, skal en undersøgelse af grundlaget og krigens forløb eftervise.
Vi skylder danskerne en uvildig undersøgelse af Irak-krigen, fordi det er meget alvorligt problem, hvis vore politikere lyver, er misinformerede eller inkompetente i så alvorlig en sag, som en krig. Krigen har haft store konsekvenser for mange enkeltindivider. Ifølge det uafhængige Iraq Body count har mere end 100.000 mennesker lidt en voldelig død i Irak som følge af krigen – dette er det mest konservative tal i en spredning der går op til mere end 1 million mennesker, som har ladet livet under krigen. Danskere har mistet kære som soldater eller hjælpearbejdere. Krigen undergravede FN’s troværdighed og gjorde det legitimt for andre lande at se stort på FN’s regler, som JLH i sagens tjeneste ser stort på. Med andre ord har Irak-krigen været en menneskelig og politisk katastrofe, og det bedste vi kan gøre for at undgå en gentagelse, er at få belyst, hvordan det kunne gå så galt, bl.a. ved at undersøge alle skridt i form af politiske, økonomiske og strategiske kontakter, konsultationer om planlægning af den militære og politiske indsats, samt lovligheden af aktionen i henhold til Danmarks internationale forpligtelser og folkeretten. Det skylder vi de irakere, vi har været med til at slå ihjel, vores soldater, den danske befolkning og vores håb på en civiliseret verdensorden.
