I et interview på Democracy Now d. 14 januar beskriver en af de førende israelske professorer, Avi Shlaim, sin bog "i en sætning." Det endte med mere end blot én sætning, men udtalelsen fortjener alligevel fuld citering:
"...i sine 60 år har Israel været bemærkelsesværdigt utilbøjelig til at engagere sig i meningsfulde forhandlinger med sine arabiske modstandere for at løse striden mellem dem og kun alt for klar til at anvende militær magt for at påtvinge sin vilje over for dem. Og det nuværende israelske angreb på befolkningen i Gaza er det seneste klimaks i denne langvarige israelske politik."
Om morgenen den 27. december 2008 gik Israel til angreb på forsvarsløse palæstinensere i Gaza-striben med amerikanske våben. Medierne kalder den tre uger lange operation for en krig - men betegnelsen er ganske enkelt forkert. I en krig er der to parter, der bekriger hinanden. I Gaza er der ingen beskyttelse mod luftangreb, tanks og avancerede (men upræcise) våben og Hamas har ikke midlerne til at føre krig, bortset fra ineffektive (ofte hjemmelavede) raketter uden styring. Israel angreb fra luften, flere dusin mål blev bombet og det tog kun et par minutter før ca. 200 mennesker blev dræbt og 700 såret. En lovende åbning for en masseaflivning af civile fanget i et lille bur. Stormløbet ændrer karakter den 4. januar 2009, da israelske styrker invaderer Gaza og overtager kontrollen i dele af Gaza. Den 18. januar deklarerer Israel en enkeltsidig våbenhvile og Hamas gør det samme den næste dag.
Den respekterede israelske menneskerettighedsorganisation, Bt'selem, dokumenterer (meget konservativt) at "over 1300 palæstinensere blev myrdet og over 5320 såret" i løbet af de tre uger. Ud fra indledende vurderinger baseret på sattelitfotografier anslår Bt'selem (igen ganske konservativt) at "minimum 1200 bygninger og over 80 drivhuse blev destrueret under operationen."
Ifølge Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder, ledte det 22-dages israelske angreb til 1417 palæstinensiske dødstab, heriblandt 926 civile, 255 politifolk, 236 militante, 313 børn, og 5303 sårede, heriblandt 1606 børn. Opdateringer fra FN bringer antallet af dræbte børn op til 412 og 1855 såret.
Amnesty skriver i en rapport, at "i nogle tilfælde blev civile bygninger og hjem destrueret med vilje," - det er "ikke noget nyt," men det er trods alt vigtigt at pointere, at det er et brud på genevekonventionen og "derfor en krigs-forbrydelse." "Israel har ikke alene svigtet at forsyne palæstinenserne [med nødhjælp]" fortsætter Amnesty på side ti, "de har overlagt blokeret og på anden vis forhindret nødhjælp og humanitær hjælp." Blokeringen af nødhjælp er et brud på genevekonventionens artikel 55, 56 og 59 og er derfor en krigsforbrydelse. Israel har afvist, at de har sigtet efter civile, men Amnesty dokumenterer, at Israel "har angrebet civile og civile objekter... uden overbevisende forklaring på...[objekternes] bidrag til militant aktion (...) [og] i mange tilfælde er ingen beviser blevet fremlagt...".
"Overlagt uforholdsmæssig angreb er en krigsforbrydelse," og "indiskriminerende angreb der resulterer i civile dødstab og sårede eller skade på civile objekter er også en krigsforbrydelse." Derudover er den "gennemgribende destruktion og tilegnelse af egendom, der ikke er retfærdiggjort af militær nødvendighed og udført ulovligt og overlagt også en krigsforbrydelse."
Timingen er også afgørende, Amnesty skriver, at "Israel valgte at angribe på et tidspunkt, hvor Gazas gader er travle," Israel vælger derfor at "maksimere hellere end minimere" civile tab.
EKS."Over 100 civile...blev flyttet til et hus i Zeitoun af israelske tropper og blev fortalt, at de skulle blive derinde," dagen efter "beskyder israelske tropper huset...30 myrdes."
Israel har "effektivt brugt civile som skjold" og "overlagt" brug af civile som skjold, "er en krigsforbrydelse." I løbet af operationens tre uger, har Israel skødesløst myrdet nødhjælpsmedarbejdere fra FN, fra øvrige menneskerettighedsorganisationer og angrebet officielle tilflugtssteder - dette er et brud på folkeretten og genevekonventionen og er "derfor en krigsforbrydelse."
"Under konflikten i Gaza" er følgende brud på følgende basale rettigheder blevet registreret af Amnesty: "retten til liv...retten til tilstrækkelig mad og husning....retten til det højst mulige fysiske og mentale helbred...herunder retten til vand og retten til uddannelse." I konkluderende bemærkninger om fortiden skriver Amnesty, at de tidligere har "beskyldt Israel for krigs-forbrydelser i de besatte palæstinensiske territorier, heriblandt: overlagt likvidering, ulovlig deportering, tortur og inhuman behandling og gennemgribende destruktion og tilegnelse af egendom uden militær nødvendighed."
FN's Special Rapporteur, Richard Falk konkluderer i en gennemgribende rapport, at Israels angreb ikke opfyldte de juridiske betingelser for krigsførelse, hvorfor angrebet var en "aggression" og løber sig til "en forbrydelse mod freden."
Selv israelske soldater har utallige gange bekræftet i medierne, at ovenstående overtrædelser gjorde sig gældende under israels 22-dages angreb på Gaza-striben - se fx. følgende udpluk: Reuters, NPR og Times.
"Krigen" medførte 12 israelske tab - heraf 4 dræbt af israelske kugler. "Krigens" (forventelige) konsekvenser, uforholdsmæssige og indiskriminerende karaktér mellem civile og militante bringer operationens betegnelse tættere på statsterror, aggression og/eller massakre.
Med godkendelse fra det israelske forsvars retsafdeling, luftbomber israelske styrker en politiskole og dræber snesevis aspiranter. Professor Yuval Shany fra universitetet i Jerusalem fortæller Ha'aretz, at de dræbte aspiranters status, er svære at "skelne fra israelske reservister og 16-årige værnepligtige." Forsvaret anser de palæstinensiske politistyrker "som en modstandskraft i tilfælde af israelsk indtrængen i Gaza-striben."
Angrebet var blevet omhyggeligt planlagt seks måneder inden ifølge den israelske og britiske presse. Den forudgående planlægning omfattede såvel militær strategi som igangsættelsen af PR kampagner designet til at afværge en fordømmende international reaktion. Israels pågældende angreb i starten af året byggede åbent på erfaringerne fra invasionen af Libanon i 2006, som blev anset for at være dårligt planlagt og dårligt annonceret.
Det er også rimeligt at spekulere, at den israelske planlægning af invasionen omfattede en exit-strategi, såsom standsningen af overgrebet lige inden indvielsen af Barack Obama - formodentlig for at undgå Obama's stillingstagen over for den amerikansk sponsorerede side af invasionen.
NY Times klummeskribent Thomas L. Friedman har forklaret, at Israels taktik i det seneste stormløb, som i sin invasion af Libanon i 2006, var et "forsøg på at 'opdrage' Hamas, ved at påføre et stort antal dødsfald af militante og svære smerter på Gaza's befolkning." Baseret på erfaringerne fra Libanon, hvor "den eneste langsigtede kilde til afskrækkelse, var påførelsen af smerte hos civile - de militantes familier og arbejdsgivere - for at begrænse Hizbollah i fremtiden." Som altid er Friedman begejstret. I Salon Magazine udpeger Glen Greenwald ganske rigtigt, at Friedmans retfærdiggørelse af angreb på civilbefolkning og civil infrastruktur er en undskyldning for statsterror.
Efter alt at dømme består den israelske "opdragelse" af Hamas i den såkaldte "Dahiya-strategi." I krigen mod Libanon i 2006 jævnede Israel Beiruts sydlige forstad med jorden - bedre kendt som Dahiya. Israelsk militærdoktrin, baseret på erfaringer fra Libanon, omfatter den makabre indiskrimerende strategi, der består i at "handle øjeblikkeligt, beslutsomt, og med en kraft, der er ude af proportioner .... En sådan reaktion [som] går efter at påføre skader og tildele straf i et omfang, der vil kræve lange og dyre genopbygningsprocesser."
Om Israels "opdragelse" rapporterer NY Times korrespondent Stephen Erlanger at israelske menneskerettighedsgrupper er "bekymrede over Israels angreb på bygninger, som de mener, bør klassificeres som civile, såsom parlamentet, politistationer og præsidentpaladset." En israelsk talsmand forklarer, at man angreb "begge sider af Hamas" - de direkte modstands-styrker og den "sociale vinge." Erlanger fortsætter, "i en krig" er "Hamas i sin helhed," dvs. dennes institutioner og civile kreds "lige så legitime mål som raketskjul." Erlanger glemmer dog ikke, at Hamas raketaffyringer er "en åbenlys krænkelse" af Genevekonventionen og "passer under den klassiske definition af terrorisme" - såsom den Friedman håber den israelske hær vil efterleve.
Mellemøst specialist Fawas Gerges observerer imidlertid i The Nation, at "Hamas ikke blot er en væbnet milits, men en social bevægelse med en stor folkelig base, der er dybt forankret i samfundet." Udryddelsen af Hamas "sociale vinge" er altså, hvis man kan tænke sin vej ud af en våd papirpose, lig en masseudryddelse af civilbefolkningen. Ganske enkelt.
Det er svært at tro på, at israelske hærchefer ikke er klar over, at de destruerer civilbefolkningen. Ethan Bronner beskriver gennem israelske kilder hærens "krig" mod "landsbyboere med pistoler" i NY Times. Bronner forklarer igen gennem israelske kilder, at invasionen af Gaza handlede om "genoprettelsen af israelsk afskrækkelseseffekt" i regionen fordi, "dennes fjender er mindre skræmte end de engang var eller burde være." Den form for voldsanvendelse er bedre kendt som terror - dvs. brugen af terror for at tvinge Gazas civilbefolkning til at afvise Hamas.
Det seneste stormløb mod Gaza er i praksis svært at kategorisere; "Alle stater har retten til at forsvare sig selv," sagde Obama på hans besøg i den tilgrænsende israelske by Sderot. På en måde er Israels strategi også et forsvarsscenarie - om man vil. Dog, opstår der det problem, at Gaza er "besat territorium." Israel, der er besættelsesmagten, har ret til at forsvare sig selv - men ikke med vold, såfremt der eksisterer fredelige alternativer. Bemærk, at 'retten til at forsvare sig selv' er et begreb Obama citerer fra folkeretten (FN artikel 51), der giver tilladelse til brugen af magt i selvforsvar mod væbnet angreb indtil Sikkerhedsrådet reagerer. (Men) da Sikkerhedsrådet tog over, blokerede USA, som denne refleksivt gør, resolutionen i Sikkerhedsrådet, så Israel kunne fortsætte sit såkaldte 'forsvar'.
Det er alment forstået, at et forsvar ved brugen af vold skal være baseret på yderste nødvendighed - alle fredelige alternativer skal være udmattede. Da vi her har at gøre med en 40 års militær besættelse af grænser og luftrum og en økonomisk besættelse i form af en total blokade, så er det ikke svært at se, hvorfor Israels sikkerhed på og omkring 'de besatte territorier' hypotetisk måtte være i 'overhængende fare' - for det er sjældent, at et besat folk er venligt indstillet over for deres besættere. Ikke desto mindre er Hamas' raketangreb fordømmelige, kriminelle og særdeles ineffektive. Raketterne har terroriseret befolkningen i den tilgrænsende israelske by Sderot og dens omegn, men har 'kun' forvoldt ca. 20 ofre på 8 år og meget få alvorligt sårede. Forudsætningen om, at diplomatiske og fredelige alternativer var opbrugt og at Hamas er en eksistentiel trussel over for Israel er en demonstrerbar skrøne.
Som et tanke-eksperiment kan vi kigge på professor Henry Siegmans opstilling af den gængse opfattelse hos vestlige medier og stater:
"Vestlige regeringer og de fleste af de vestlige medier har accepteret en række israelske påstande, som begrunder det militære angreb på Gaza: at Hamas konsekvent overtrådte våbenhvilen, som Israel overholdte, og derefter nægtede at forlænge den; at Israel derfor intet andet valg havde end at ødelægge Hamas' kapacitet til at affyre missiler mod israelske byer; at Hamas er en terrororganisation, en del af det globale jihadiske netværk, og at Israel har handlet ikke blot i sit eget forsvar, men på vegne af en international kamp, som de vestlige demokratier fører mod dette netværk."
Siegman gendriver meget omhyggeligt den forkerte opfattelse i hans rapport - det kræver heller ikke nogen anstrengelse at demonstrere sandheden gennem israelske kilder.
Hamas brød ikke våbenhvilen; det der er gået i glemmebogen eller som aldrig er blevet dækket herhjemme, er at Israels udenrigsministerium udgav en rapport, der bekræftede, at Israel - ikke Hamas - brød våbenhvilen. I Orwells 'memory hole' kan man i dag opdage, at den egyptisk mæglede våbenhvile mellem Israel og Hamas faktisk virkede ganske fortrinligt. Således fortæller rapporten: "Hamas overholdte forsigtigt våbenhvilen." I øvrigt forsøgte Hamas at forny våbenhvilen, men Israel afviste fornyelsen kort før bombningen.
Avi Shlaim taler ud fra en af minsteriumsrapportens diagram (fig. 1) på tv-programmet Democracy Now:
"Før våbenhvilen trådte i kraft i juli 2008, var det månedlige antal raketter affyret fra Gaza-striben på de israelske bosættelser og byer i det sydlige Israel ca. 179. I de første fire måneder af våbenhvilen, er antallet faldet drastisk til tre raketter om måneden, næsten nul."
Fig. 1 Diagram over raket- og mortarangreb
Som ovenstående diagram fra den israelske rapport viser, så faldt antallet af raketter affyret fra Gaza, i det Hamas havde "forpligtet sig selv til at håndhæve våbenhvilen over for andre terrororganisationer." Det vil sige, at raketaffyringer under våbenhvilen kan attribueres til andre grupper eller enkeltindivider end Hamas. Som det også fremgår af tabellen, så stiger antallet af raketter i starten af november.
Den fjerde november, alt i mens vesten var opslugt af det amerikanske valg, bryder Israel våbenhvilen. Rapporten bekræfter, at Hamas genoptog raketaffyringer efter den fjerde november, da Israel iværksatte en razzia mod en tunnel i Gaza og slog "seks militante Hamasmedlemmer ihjel," og cirka et dusin uskyldige civile.
Dog er der endnu tydeligere beviser for, at Israel brød våbenhvilen. Så tydelige, at det for vor mediers vedkommende, kræver en ihærdig indsats at ignorere: En af betingelserne i våbenhvilen var, at Israel skulle løfte blokaden. (Blot for en god ordens skyld, skal det bemærkes, at blokaden blev påført Gaza før Hamas kom til magten - Gaza var på randen af en "humanitær katastrofe".) Allerede efter Taba-forhandlingerne i 2001 indførte Israel en blokade, som "skubbede den palæstinensiske økonomi ind i sådan en ‘underudvikling' at så meget som $2,4 milliarder blev drænet ud af økonomien på Vestbredden og Gaza-striben" ifølge UNCTAD. I perioden mellem 2000 og 2006 - før Hamas blev valgt - var der "et tab på $42,846,895 i Gazas landbrugsproduktion, på grund af destruktionen af land, afgrøder og drivhuse."
Shlaim udtaler:
"En af betingelserne i våbenhvilen var, at Israel skulle løfte blokaden i Gaza, men Israel løftede den ikke og det er endnu et problem, som også er overset eller ignoreret af officielle israelske talsmænd [og danske kommentatorer vel og mærke]. Så Israel var dobbeltskyldig i sin sabotage af våbenhvilen, (A) ved at igangsætte et militært angreb og (B) ved at bibeholde dennes meget grusomme belejring af befolkningen i Gaza."
Hamas standpunkt har i årevis været mere imødekommende over for fred end den af den israelske stat henover det politiske spektrum. Det første dokument som Hamas underskrev, efter de ved et frit og fair valg vandt et flertal i parlamentet var det såkaldte "prisoner's document," hvor Hamas erklærer sig enig i etableringen af en palæstinensisk stat baseret på 1967-grænserne i overenstemmelse med Fatah (I dag støttet af 77 % af den palæstinensiske befolkning ifølge Ha'aretz). I et langt interview med Mouin Rabbani udtaler eksillederen Khaled Meshaal følgende:
"Der er en mulighed for at håndtere denne konflikt på en anden måde end den Israel, og bag det, USA er i færd med i dag. Der er en mulighed for at opnå en palæstinensisk national enighed om et politisk program baseret på 1967-grænserne, og dette er en ekstraordinær omstændighed, i hvilket de fleste palæstinensiske kræfter, herunder Hamas, accepterer en tilstand baseret på grænserne fra 1967 .... Der er også en arabisk konsensus om dette krav, og dette er en historisk situation. Men ingen udnytter denne mulighed. Ingen er i bevægelse for at samarbejde med denne mulighed. Selv dette minimum, som er godkendt af palæstinenserne og araberne er blevet afvist af Israel og USA."
Siden har såvel eksillederen Khaled Meshaal og Ismail Haniyeh i Gaza begge gentagende gange kaldt på forhandlinger med Israel, med målet om en palæstinensisk stat efter 1967-grænserne. Vesten og Israel har kategorisk afvist forhandlinger med Hamas - og har sågar prøvet at fjerne dem gennem kup efter de blev valgt. Vestens usikkerhed omkring Hamas vedrører brugen af vold - som forhåndsbetingelse kræver man, at Hamas forholder sig ikke-voldelig. Det er umiddelbart ganske rimelige vilkår - dem som argumenterer for selvmordsbomber og raketaffyringer har ikke et ben at stå på. På den anden side, så er de der argumenterer for brugen af israelsk vold klummeskribenter i verdens mest indflydelsesrige aviser. Det er lidt mærkeligt, når man tager forholdet mellem besætter og besat i betragtning.
Man kan erklære sig enig i Bronners bedømmelse: Israels angreb handlede om "genoprettelsen af frygt," dvs. brugen af statsterror mod Gazas befolkning, for at statuere et eksempel over for Iran, Syrien og Hizbollah i Libanon. Da Israels krigsmotivation umuligt kunne omhandle sikkerhed - da våbenhvilen fungerede - må man også konkludere, at Israels angreb var en direkte afledning af 'fredsprocessen,' for at afværge det jeg vil døbe: 'Hamas' fredsoffensiv.'
Hvis et hypotetisk rumvæsen kiggede ned på regionen, ville denne konkludere, at USA og Israel de sidste 40 år bevidst har afværget mulighederne for en diplomatisk løsning.
Umiddelbart efter junikrigen i 1967 drøfter de forenede nationer mulighederne for opnåelsen af en retfærdig og vedvarende fred. Den vidtstrakte konsensus i generalforsamlingen og sikkerhedsrådet kaldte på en israelsk tilbagetrækning af de arabiske territorier, som denne besatte i junikrigen. Sikkerhedsrådsresolution 242 citerede det elementære princip fra den internationale lovgivning i sin indledende paragraf, som "Understreger ulovligheden af tilegnelsen af territorium gennem krig," (originalt eftertryk). Samtidig kaldte sikkerhedsresolutionen på arabiske staters vedkendelse af Israels ret til "at leve i fred indenfor sikre og anerkendte grænser fri for trusler og volds-handlinger."
Begyndelsesvis afviste de arabiske stater resolutionen og det selvsamme gjorde Israel, som officielt bibeholdte besættelsen for "territoriel revision" gennem den såkaldteo Allon-plan, der foreslog israelsk annektering af halvdelen af Vestbredden, mens palæstinenserne indskrænkes til den andel halvdel yderligere inddelt i to adskilte kantoner i nord og syd.
I januar 1976 godkender FN's sikkerhedsråd en ændring af FN resolution 242 til at omfatte en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. USA nedlagde alene veto.
Den primære forhindring mod israelsk annektering af betydelige dele af Vestbredden var PLO; idet PLO havde omfavnet to-statsløsningen i midt 70erne, kunne denne ikke længere afvises som en terror-organisation med ønsket om Israels destruktion. Camp David-aftalerne i 1978/79 der neutra-liserede Egyptens rolle i konflikten, gav Israel "fri [mulighed for] at udføre militære operationer mod PLO i Libanon samt bosættelsesaktivitet på Vestbredden" (Avner Yaniv - Dillemmas of Security).
Dog spillede det internationale samfund en afgørende rolle, da hele verden -inklusive arabiske nabostater gennem sikkerhedsrådet og generalforsamlingen overvældende havde stemt på oprettelsen af en palæstinensisk stat på Gaza og Vestbredden i overensstemmelse med formuleringen i FN resolution 242. Presset på Israel voksede med PLO's kompromitterende henvendelse, da atter en sikkerhedsrådsresolution gentog de juridiske forpligtelser, som var formuleret i FN resolution 242 i 1980 - USA nedlagde atter alene veto.
I konsekvens heraf invaderede Israel Libanon i 1982 (Operation Peace for the Galilee), for at afværge hvad den israelske strategianalytiker, Avner Yaniv døbte den "palæstinensiske fredsoffensiv". Som Yaniv og andre akademiske kommentatorer har bemærket (heriblandt Yehoshua Porath og Amnon Kapeliouk), så var Israels 1982-invasion af Libanon - efter et års israelske provokationer - motiveret af bekymringen for, at PLOs offentlige tilslutning til den internationale konsensus ville underminere chancerne for "territoriel revision." Invasionen eliminerede 'problemet' med PLOs moderate udvikling gennem udryddelsen af organisationens hovedsæde i Sydlibanon.
Med undtagelse af Israel og USA (og sommetider en enkelt stat og flere stillehavsøer) har det internationale samfund i den sidste fjerdedel af det forrige århundrede op til i dag støttet to-statsløsningen: dvs. komplet israelsk tilbagetrækning / komplet arabisk anerkendelse som en formular for oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel. USA nedlagde alene veto af FN sikkerhedsresolutionerne i januar 1976 og april 1980, som ville stadfæste to-statsløsningen, der var blevet godkendt af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, og tilgrænsende arabiske nabostater. En resolution i generalforsamlingen i december 1989 i overensstemmelse med tilsvarende grænser blev godkendt med et valgresultat på 151-3 (ingen afholdenheder), hvoraf de tre negative stemmer blev afgivet af Israel, USA og Dominica. Efterfølgende årlige afstemninger i generalforsamlingen er identiske: hele verden på den ene side og USA og Israel (sammen med nogle øer) på den anden side:
Fig. 2
Seneste afstemning var i december 2008: 173 - 5 (USA, Israel, Australien, marshall Islands, Micronesia, Nauru, Palau)
........
I juli 2004 udgav verdensretten sin "vejledende anskuelse": "Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territory."
Bedømmelsen blev godkendt af 14 ud af 15 dommere. Den 15. og afvigende stemme kom fra den amerikanske dommer Justice Bergenthal. Bedømmelsen konkluderede, at
"konstruktionen af muren, af Israel, den besættende magt, på det 'besatte palæstinensiske territorium', inklusive inde og omkring Østjerusalem og dets associerede regime, er i modstrid med international lov," og at "Israel er forpligtet til at standse sin overtrædelse af international lov; forpligtet til at afslutte konstruktionen på det 'besatte palæstinensiske territorium' inklusive inde og omkring Østjerusalem, for omgående at afvikle bygningsværket placeret deri." Yderligere konkluderer bedømmelsen, at "Israel er forpligtet til at betale erstatning for den skade der stammer fra konstruktionen af muren i det 'besatte palæstinensiske territorium', inklusive inde og omkring Østjerusalem."
For at konkludere ovenstående var verdensretten nødt til at gennemgå konfliktens såkaldte endelige statusspørgsmål: bosættelser, grænser, Jerusalem og "de palæstinensiske flygtninge" (som ikke behandles i bedømmelsen).
De væsentligste gældende love i rettens bedømmelse er Folkeretten og den Fjerde Genevekonvention.
Retten genkaldte i henhold til bosættelserne "ulovligheden af tilegnelsen af territorie i krig," i overensstemmelse med FN's charter for menneskerettigheder og den indledende paragraf i resolution 242 og i overensstemmelse med den fjerde genevekonvention artikel 49(6), at "[b]esættelsesmagten ikke må deportere eller overføre dele af sin egen civilbefolkning ind i det område, det besætter." Dette er ikke kontroversielt hævder retten, det er faktisk en "sædvanlig regel." Selv den afvigende stemme, navnlig justice Bergenthal, erklærede i en separat deklaration, hvor han forklarer sin afvigende stemme, at hvis Israel, rent faktisk bygger muren for at beskytte de ulovlige bosættelser, så er muren "ulovlig i henhold til. international lovgivning."
Samtlig palæstinensisk jord erobret af Israel under krigen i 1967, dvs. alt der bevæger sig udover den internationalt accepterede "grønne linje" betragtes og betegnes af verdensretten som "besat palæstinensisk territorie." Palæstinenserne har altså i henhold til resolution 242 m.fl. det juridiske krav på dette land og denne grænse. Israel kan forhandle sig til "gensidige og mindre tilpasninger."
Palæstinenserne har under fredsforhandlinger opgivet betydelige andele af Jerusalem (nogenlunde over halvdelen). Israel vil formelt have hele Jerusalem, men ifølge verdensretten er Østjerusalem betragtet og betegnet som "besat palæstinensisk territorie." Dvs. at Israel i henhold til international lov, ikke har krav på Østjerusalem.
Verdensretten erklærede også det internationale samfunds ansvar:
"alle stater er forpligtet til ikke at anerkende den ulovlige situation som følge af opførelsen af muren i de besatte palæstinensiske områder, herunder i og omkring Østjerusalem. De er også forpligtet til ikke at yde støtte eller bistand med henblik på opretholdelse af den situation, der er skabt af [mur]konstruktionen. Det er også alle staters ansvar, med respekt for FNs Charter og international lov, at sørge for, at enhver hindring, som følge af opførelsen af muren, af udøvelsen af det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, er bragt til ophør."
..............
Netanyahu-regeringen har talt meget klart ud, om deres holdning til det sidste 'endelige statusspørgsmål'. Under valget sidste år udtalte Netanyahu i Financial Times, at "den såkaldte hjemvendelsesret...er ensbetydende med Israels destruktion," - det er korrekt at fuld hjemvendelsesret vil vippe den demografiske balance mellem jøder og arabere, med en stigning på ca. 4-5 mio. palæstinensiske flygtninge fra uddrivelsen i 1948 (750.000). - men hjemvendelsesretten er et juridisk berettiget palæstinensisk krav, der på samme vis er valideret gennem årligt bekræftede resolutioner.
Palæstinensernes ret til hjemvendelse er også bekræftet af en stribe menneskerettighedsorganisationer, heriblandt "Amnesty International," der "kalder på palæstinenserne, som er flygtet eller uddrevet fra Israel, Vestbredden eller Gazastriben, sammen med deres efterkommere, som har bibeholdt deres originale bånd til området, for deres evne til at udøve deres ret til hjemvendelse." Human Rights Watch "tilskynder Israel til at anerkende hjemvendelsesretten for de palæstinensere og deres efterkommere, som har bibeholdt relevante bånd til territoriet. Dette er en rettighed, der vedbliver, selvom territoriet måtte være bestridt eller have skiftet hænder."
Israelerne kan forhandle hjemvendelsesrettens karakter, men har ikke nogen juridisk eller gudsgiven rettighed til at opkræve som forhånds-betingelse, at palæstinenserne i flygtningelejrene afsiger deres menneskeret og krav på kompensation for deres nødtvunge elendighed.
Under Taba-forhandlingerne accepterede begge parter, det som forhandlerne kaldte et "pragmatisk" forlig; hvilket kan oversættes til, at det palæstinensiske lederskab gik med til aftale, der ikke ville ændre den israelske stats "demografiske karaktér". Dette var - på godt og ondt - dét som både Arafat og Mahmoud Abbas gik med til under forhandlingerne. Hjemvendelsesretten er i øvrigt ikke en omstridt rettighed i Israel - staten er bygget på rettighedens princip.
Ifølge en analyse i Ha'aretz mener Netanyanhu, at "Israel må insistere på at beholde 50 procent af Vestbredden - de åbne områder i Jordan-dalen og den Judæiske ørken, der er afgørende som en sikkerhedszone." Regeringen har kategorisk afvist enhver tænkelig levedygtig palæstinensisk stat - Israel skal annektere bosættelserne, have "naturlig vækst" og kontrollere grænserne og luftrummet. Den palæstinensiske stat, skal indgå i en "føderation med Jordan" (Netanyahu, Financial Times), være demilitariseret, usammenhængende, foruden Østjerusalem og dissekeret mellem kæmpe bosættelser, mure, og et omfattende vejnet.
Fig. 3
Hvadend en ny fredsproces måtte bringe med sig, er det langt fra sikkert, at det vil nærme sig udviklingen i Taba i 2001 eller den Saudiske Fredsplan fra 2002, (genbekræftet årligt siden) som Netanyahu ganske korrekt mener, "er for traditionelt et arabisk krav" - hvis man kan læse, så ved man, at den saudiske plan næsten er en afskrift af FN Resolution 242, undtagen det faktum, at arabiske stater ikke kun vil vedkende sig "Israels ret til at leve inden for sikre og anerkendte grænser," men derudover en "normalisering af relationerne," - dvs. handel, turisme, diplomatiske forbindelser etc. Som side-bemærkning er det også vigtig at bide mærke i, at samtlige 22 arabiske nabostater har underskrevet den saudiske plan - "inklusive Iran."
Retorikken som Netanyahu tager i brug er mindst ligeså interessant, som den Ahmadinejad bruger i Teheran - men oplysningsværdien er lig nul. Begge er udtalelser fra politikere, så man ved, at retorikken er upåvirket af praksis og vice versa. Iran underskriver en fredsplan, vedkender sig Israels grænser og ret til sikkerhed - det er fakta og fakta er ganske enkelt kedeligt men meget mere væsentligt end gemen og bevidst opflammende sladder. Netanyahu accepterer oprettelsen af en "palæstinensisk stat," men så skal man kigge på fakta, for at vide, at hans version af begrebet "palæstinensisk stat," betyder annektering, ekspansion, fortsat forskelsbehandling i de besatte områder og undergravelse af palæstinensisk nationalisme i en såkaldt stat uden eksistensgrundlag og økonomisk og ressourcemæssig levedygtighed.
Det er vigtigt at påpege den institutionelle kontinuitet i amerikansk/israelsk afvisning af palæstinensisk selvbestemmelse i egen stat. Der er fx en række punkter, der er sammenlignelige med 'krigen' mod Libanon i 1982.
Israel invaderede en suveræn stat, og besatte dets hovedstad i 1982. Under besættelsen smed Israel flere tons bomber fra luften, jorden og havet, mens tusindvis civile blev myrdet eller såret. Ca. 14.000 civile blev dræbt mellem juni og september 1982, ifølge et konservativt skøn. De fleste af disse civile havde intet at gøre med PLO, der var det officielle påskud for krigen.
Israels angreb på Libanon i 1982 var baseret på en række målsætninger, som kan opridses som følgende: 1) udryddelsen af PLO, 2) uddrivelsen af den syriske hær i Libanon og 3) støtte den kristne milits i dennes overtagelse af Beirut, for at etablere et kristent kontrolleret regime, som 4) ville underskrive en gunstig fredsaftale med Israel.
I midten af 1970erne begyndte PLO at støtte en to-stats løsning på juni 1967 grænserne. Hertil kommer, at PLO, med hovedsæde i Libanon, strengt overholdte en våbenhvile med Israel, der var blevet forhandlet i juli 1981 (Benny Morris). I august 1981 tilbød Saudi-Arabien med den Arabiske Ligas efterfølgende godkendelse, en fredsplan baseret på to-stats-løsningen. Israel reagerede i september 1981 ved at intensivere forberedelserne til ødelæggelsen af PLO. I sin analyse af eskaleringen mod Libanonkrigen i 1982, skriver den israelske strategianalytiker Avner Yaniv, at Yassir Arafat overvejede et historisk kompromis med den "zionistiske stat", mens "alle israelske regeringer siden 1967" samt "førende mainstream duer" (med undtagelse af Uri Avnery) var modstandere af en palæstinensisk stat. Af frygt for diplomatisk pres, bevægede Israel sig - med amerikansk diplomatisk støtte i sikkerhedsrådet - mod undermineringen af to-statsløsningen. Israel udførte militære angreb "bevidst ude af proportioner" skriver Yaniv, mod "palæstinensiske og libanesiske civile" med henblik på at svække "moderate elementer i PLO" og styrke Arafats "radikale rivaler." Israel var til sidst nødt til at vælge mellem: "en politisk tendens, der fører til et historisk kompromis med PLO, eller forebyggende militær aktion imod den."
Imidlertid er det overordnede krigsmål beskrevet som "en krig for Vestbredden," den israelske målsætning om annektering af store dele af Vestbredden, mens det øvrige palæstinensiske land overdrages til Jordan i en arabisk stat, som inkorporerer de palæstinensiske flygtninge.
For at afværge Arafats "fredsoffensiv" indledte Israel den militære aktion i juni 1982. Den israelske invasion "var blevet foretaget efter mere end et års effektiv våbenhvile med PLO," men efter blodige israelske provokationer, hvoraf den sidste efterlod så mange som 200 civile døde (inklusive 60 personer i et palæstinensisk børnehospital), gengældte PLO, ved at en israelsk soldats jeep ramte en landmine i Sydlibanon (Robert Fisk). Selv om Israel anvendte PLO's 'genoptagelse af angreb' som påskud for sin invasion d. 21. april, konkluderede Yaniv, at "berettigelsen for hele operationen" var "at ødelægge PLO som en politisk kraft, der kan påberåbe sig en palæstinensisk stat på Vestbredden."
I både Gaza og i Libanon var der åbenlyse fredelige alternativer; der var arabisk tilslutning til to-statsløsningen; begge gange brød Israel våbenhvilen ved provokerende handlinger, der i retrospekt blev kaldt 'selvforsvar.' Læg mærke til at 'aggression,' 'selvforsvar,' 'terror' og 'reaktion' i begge sammenhænge er ideologiske begreber - ikke beskrivende termer.
Begge gange forsøgte den israelske regering at afvise den legitime palæstinensiske repræsentant (hhv. PLO i 1982 og Hamas i 2008-9) som gemene terrororganisationer med ønsket om Israels destruktion.
Man afviste i begge tilfælde direkte forhandling udelukkende på baggrund af denne benævnelse.
Begge gange var der enstemmig arabisk opbakning til den overvældende internationale konsensus gennem saudiske fredsplaner, og begge gange er de blevet afvist og afværget gennem krigsførelse i stedet for reelle forhandlinger.
I begge tilfælde var krigene planlagt langt tid før implementeringen, hvorfor Israel i begge instanser søgte at fremprovokere et 'tilstrækkeligt påskud'.
I begge tilfælde havde Israel den overvældende amerikanske opbakning såvel militært, økonomisk som diplomatisk. Var det ikke for USA's blokering af sikkerhedsrådets opfordringer, kunne Israel ikke udføre begge krige.
I begge tilfælde forsøgte Israel at ødelægge grundlaget for den folkelige opbakning til PLO og Hamas henholdsvis, ved at rette de fleste af sine angreb på tæt befolkede civile centre med henblik på at terrorisere ubevæbnede civile i håbet om, at de respektive befolkninger ville vende sig mod deres ledere. (Gaza, Sabra og Shatila)
Fra 1982 til i dag er målene og motivationerne i israelsk politik fortsat grundlæggende de samme. For at konsolidere sine ulovlige bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem, må de fastholde deres afvisende holdning i international isolation med diplomatisk og militær støtte fra USA, da Israel ikke kan tolerere nogen uafhængig palæstinensisk repræsentant, som denne ikke kan kontrollere. Den kan ikke acceptere et palæstinensisk lederskab, som er villig til at forhandle med Israel i overensstemmelse med den overvældende internationale enighed, der har eksisteret i mere end tre årtier. En sådan løsning ville ende israelske forhåbninger om at beholde sine bosæt-telser og kontrol over naturressourcer og grænser i de besatte områder - dette betragtes som et ultimativt nederlag i Israel.
I 2006 udgav den israelske professor og militærhistoriker Zeev Maoz en heftig bog på 693 sider ved navn "Defending the Holy Land," en seriøs bog af en omhyggelig, anerkendt og ganske upåvirket akademiker, der varmt kan anbefales til enhver. Mitchigan University Press, der har udgivet bogen, skriver følgende på deres hjemmeside:
"Defending the Holy Land er den mest omfattende analyse til dags dato af Israels nationale sikkerheds-og udenrigspolitik fra oprettelsen af staten Israel ... De fleste af de krige, hvor Israel blev involveret, viser Maoz, var helt undgåelige, et resultat af bevidst israelsk aggression, mangelfuld beslutningstagning og misforståede konfliktstyringsstrategier. Ingen krige, med den mulige undtagelse af 'uafhængighedskrigen' i 1948, var, hvad israelerne kalder "nødvendige krige." De var alle valgte krige eller værre endnu, dårskab."
Ja... dårskab, ondskab eller selvtjenende fromhed...Outputtet er jo det samme. PLO har anerkendt Israels "ret til at leve indenfor sikre og anerkendte grænser," for over 30 år siden første gang. Der har været masser af terapeutisk retorik, der har kunnet danne basis for fredsforhandlinger. Israel har besat palæstinensernes land i 42 år, denne tilstand skal standses omgående.
Hvad angår Hamas, så har man ret i, at de ikke formelt har accepteret Israel (ligesom man gjorde det med PLO før Oslo aftalen). Men de har gentagende gange kaldt på våbenhvile og forhandling i overensstemmelse med FN resolution 242. Vi kan diskutere hvorvidt de to bør anerkende hinanden; men så vidt situationen forholder sig, så har både Israel og Hamas nægtet at gøre det - og man kunne ligeså godt have 'framet' spørgsmålet med henblik på Israel, som trods alt er den, der nægter palæstinenserne en stat i praksis: øgede bosættelser, nedrivninger, razziaer, indespærringer, totale blokader, militære offensiver og skødesløse brud på basale menneskerettigheder. Det kan godt diskuteres, at Hamas burde opgive deres charters provisioner og bevæge sig videre fra accepteringen af to-statsløsningen til en "gensidig anerkendelse", men det skal noteres, at Hamas' standpunkt trods alt er langt mere imødekommende end den af Israel i forhold til den internationale tilslutning - som det er afspejlet i sikkerhedsrådet og generalforsamlingen.
Siden 1976, 1980 og 1988 har palæstinenserne formelt accepteret resolution 242; Israel og USA har i 30 år i international isolation nedlagt veto mod implementeringen af resolutionen i sikkerhedsrådet og stemt imod hvert år i generalforsamlingen -- det er den diplomatiske oversigt og resten er ganske indlysende: Israel skal trække sig ud af de besatte områder og afvikle bosættelserne - ellers er fred og forhåndsbetingelser om eksklusiv anerkendelse og palæstinensisk passivitet et uberettiget krav. Israel har ikke anerkendt sig selv. Israels grænser er endnu ikke defineret af staten - hvorfor "territoriel revision" eller "naturlig vækst" kan oversættes til "ekspansion frem for fred."
Fig. 4 "ekspansion frem for fred" 1946-1999
Hvad angår to-statsløsningen så er dette er det mest sandsynlige trin mod fred og retfærdighed. Forsøget på en-statsløsningen vil meget muligt tilskrive de næste generationer den selvsamme lidelse, som deres forældre og bedsteforældre måtte gennemgå. Hvad vi har set de sidste 40 år, er som professor Khalid Rashidi siger: "En faktisk enstatsløsning."
Ofte hører man om enstatsløsningen - især blandt venstrefløjen og den yderste højrefløj. Idéen afvikler staten Israel med dennes udemokratiske ideologiske ønske om jødisk homogenitet (Zionismen og den romantisk nationalistiske fortolkning af den jødiske race). Israel er en stat som enhver anden stat i statssystemet, og skal derfor nyde samme rettigheder, som alle andre stater. Problemet med staten Israel er, at den beder om mere end dennes rettigheder og afviklingen af staten Israel er en opskrift på fortsat konflikt.
Enstatsløsningen nyder desuden ingen substantiel tilslutning, da den internationale konsensus som afspejlet i Generalforsamlingen, Sikker-hedsrådet og den arabiske liga er to-statsløsningen (FN resolution 242). Det fremstår ganske udokumenteret, hvorfor det skulle gå bedre, hvis man annekterede landet og kaldte det for én stat. USA, Rusland og Kina er nationalstater - de er ikke særligt imponerende stater hvad angår overholdelsen af menneskerettigheder og international lov.
Apartheidanalogien er krystalklar efterhånden, men Sydafrika er ikke en pæn stat i dag og det er som sagt ikke sikkert, at enstatsløsningen vil udgøre en praktisk forandring for palæstinenserne. Personligt synes jeg, at det er et politisk forkert paradigmeskifte, man går så at sige mod vinden og desuden er der ikke tale om kolonisation men direkte annektering af internationalt anerkendt "palæstinensisk territorium".
Som ikke-palæstinensere er det ikke op til os at foreslå, hvorvidt det er en god idé at etablere én stat mod begge parters nuværende ønsker og så erstatte total krig med en total forestilling om fred. Retfærdighed er i den rigtige verden begrænset af gennemførlighed. Man så gerne en regional integration mellem det palæstinensiske og israelske folk, som en udsigt i den vidergående kamp for fred og normalisering. Besættelsen er efter alt at dømme den brændende platform og derfor skal dette standses omgående; der eksisterer juridisk og diplomatisk støtte, samt palæstinensisk tilslutning til palæstinensisk selvbestemmelse i egen stat henover det politiske spektrum (Hamas, Fatah, PLO).
Denne politiske fordel er et tigerspring, hvis moment, 'ideologerne' i dagens medier glemmer at erhverve i deres selvforherligende vildrede. Alt i mens er palæstinenserne dømt til Baruch Kimmerlings gruopvækkende betegnelse: "politicide."
Poya Pakzad, København, juni 2009
